Fødselsdagskrise på en anden måde

Man kan da ikke stresse over en fødselsdag, kan man?

“JO!” vil mange forældre nok sige. Ok, nok mest mødre, for på det punkt er mænd altså noget mere easy going – ment på den gode måde.
Men perfektionistsyndromet lever i bedste velgående hos mange (især) kvinder. Inklusiv mig selv.

Om 10 dage har ikke bare jeg eller min datter fødselsdag. Det har vi begge to og det to dage i træk. Og det var ik’ engang med vilje-vanilje 🙂

Hver fødselsdag er stor, når det er børnenes, men jeg bliver 30 i år og det er stort for mig.
Det er faktisk en milepæl, jeg har set frem til og som jeg virkelig har ønsket at fejre. For jeg synes, det er fedt at blive ældre og jeg har aldrig hvilet så meget i mig selv, som jeg har gjort de sidste par år.
Men så var der lige den der fest, jeg har planlagt i snart et par år…hmmm… dårligt match med min tilstand, der tilsyneladende har bestemt sig for at være stationær.
Men altså…jeg bliver jo 30. Virkelig – 30 år! Det er vildt, det er stort og jeg har ikke det mindste krise – tværtimod glæder jeg mig lige så meget som min datter til at blive lige det år ældre. Jeg har overvejet den fest i flere år. Den skulle være stor og jeg har jo de sidste seks år vidst, at jeg ville skulle dele dagen med min guldklump. Min største lykkestjerne og jeg kan hilse og sige vi de forgangne fem år har holdt decideret fødselsdagsmarathon, hvor vi fester tre dage i træk. Og det er præcis hvad vi ønsker os, vi fejrer os selv godt og grundigt den ene gang om året.
Jeg har jo været syg. Og okay, så lad gå…jeg er stadig syg.
Den seneste tid er det gået stødt ned ad bakke og mentalt har jeg iført mig styrthjem og knæbeskyttere, for bremserne lader til ikke at virke.

Jeg er ubeskrivelig træt og har det rigtig skidt i dagligdagen.

Så jeg har aflyst festen.
Jeg fik slet ikke sendt invitationer ud til familie og venner, der begyndte selv at spørge. Gæstelisten er svundet fra 35 gæster til 8 inviterede til åbent hus. That’s it.
Mine venner har jeg ikke lige fået inviteret. Endnu. Måske…?..

Jeg kan godt blive lidt ked af det ved tanken, for jeg ved godt at jeg nok ikke lige får taget revanche og holder en kæmpe fest næste sommer. Og jeg har grædt… Barnlige tårer måske, men også frustrationens tårer over ikke at kunne det, jeg sådan har ønsket mig. Og endda også over ikke at føle jeg havde noget at fejre.

Men for det første har min datter også fødselsdag, så vi springer altså ikke bare over her i huset.
For det andet ved jeg, at jeg bliver endnu mere ked af det hvis jeg slet ikke får nydt min dag.

Hvilket bringer mig til mit speciale; hvad kan jeg selv gøre, for at fylde min fødselsdag med lykkestjerner?

Hvad ønsker jeg mig?

Jeg ønsker mig en dejlig og kærlig dag med familie og venner omkring mig og ikke mindst en dag, jeg vil kunne se tilbage på som helt igennem perfekt. Afslappet og hyggelig.
Jeg vil fejre min 30 års fødselsdag, for jeg er grundlykkelig.

Nå, det gik jo meget godt. Forventningerne afstemt..

 

Hvem vil jeg gerne fejre min dag med?

Jeg havde en gæsteliste med knapt 40 personer, som jeg gerne ville havde inviteret til et brag af en fest. Det er jeg ked af ikke at gøre.
Men ville jeg nå at få snakket rigtigt med dem alle? Højst sandsynligt ikke. Så jeg har nogle familieture rundt omkring i Danmark, på to do-listen, når jeg (forhåbentlig) har lidt mere overskud.

Det punkt var det sværeste, men hvorfor invitere 40 dejlige mennesker og så ikke selv være i stand til at nyde dagen?

Prioritering…av av av, men det er afgjort.

 

Hvad skal vi lave?

Stor fin middag? Nej. Det er jo ikke derfor de kommer.
Både junior og jeg elsker kage og lækker mad, så lidt af hvert. Enkelt, casual og hyggeligt – hvilket jo egentlig er i tråd med punkt 1.

Hov?! Det bliver lidt lettere nu.. Done deal.

 

Børnefødselsdag….f*ck!

Nævnte jeg, at jeg er fuldtidsalenemor til guldklumpen? Og syg.. Øhm…
Min datter går i en fantastisk klasse med 22 skønne unger. Med en super energi. Dem ville jeg gerne give en fantastisk dag. Kan jeg det uden at lægge mig syg i ugevis eller mere efterfølgende? Desværre, nej. What to do??

Jeg slugte mit perfektionistgen, trak kompromisgenet op ad hatten og spurgte et andet forælderpar om vi skulle slå os sammen og det endte med et tredje kom med. Så nu skal vores tre dejlige piger fejres sammen, vi er fem voksne og jeg kan se frem til dagen med ro i sjælden.
Bonus; det sparer uden tvivl penge!

Beslutning taget og ved at blive ført ud i livet.

– ekstra bonus: Det skal først holdes et par uger efter vores egen fødselsdag. På den måde forlænger vi fødselsdagsstemningen for min datter og vi har ikke så meget lige på én gang.

 

Jeg kan godt lide forhandlinger, men kompromiser er bare ikke altid drønsjove. Men har jeg selv og min datter ikke mest glæde af jeg er i stand til at se lykkestjernerne? “JO!”

 

Et eksempel er faktisk at jeg har så mange dejlige mennesker i mit liv, som jeg gerne ville invitere til min fødselsdag <3