Hej med dig

Jeg er sådan én, der godt kan li’ at snakke. Og tænke. Nogle gange i den rækkefølge. Andre gange omvendt.
Uanset hvad, så skriver jeg faktisk det meste ned. Både det, jeg skal huske, det jeg skal gøre og det jeg tænker. Men især det jeg gerne vil.

Motivation er noget jeg er fan af. Motivation, der får dig til at løbe 100 meter længere eller den slags, der får dig til at stå op om morgenen. Eller måske endda hiver dig helt op fra det allerdybeste og mørkeste af, til deroppe – lige der, hvor solen glimtrer om kap med stjernerne.

Jeg er faktisk også sådan én, der tror på det kan lade sig gøre og i øvrigt ved det. For jeg har testet det. Prøvet alverdens logiske og ulogiske ting i jagten på lykke, frihed, smertelindring og energi.

Stop jagten på lykken og grib fat i den, flet fingre med den og pas på den. For du har den lige ved siden af dig. Bare ræk ud og tag den ind i dit hjerte, hvor den har det allerbedst.

Lige meget om du har alt materielt, er smask-forelsket, har 7 børn eller ingen, er høj, lav, tyk, tynd eller timeglas, lider af kærestesorg, depression eller på et skrabet budget, kan du være lykkelig.

Det er en simpel beslutning – vil du eller vil du ikke?

Du kan også lade dig provokere – eller måske endda inspirere – af mig. Jeg er i min bedste alder, gennemsnitlig højde, gennemsnitlig timeglas. Kvinde, der elsker tøj, har for mange sko, falder i svime over røde roser og er dedikeret chokolade-forbruger. Snakker meget og shopper gerne. Altså ret gennemsnitlig.

Til gengæld er jeg syg. Vist nok (også) i hovedet. Sygdommen sidder nemlig i centralnervesystemet. Så min humor er altså også lidt syg. 

Min krop ligner det, den er. Sådan ca. 30 år. Indeni ligner den et forældet puslespil med flossede kanter. Sådan ca. 200 år. Så jeg holder mig godt.

Men jeg er mere træt end gennemsnittet. Jeg mærker vist også flere smerter end gennemsnittet. Og bander mere. Dog synes jeg selv det opvejes okay af min generelle livsglæde, der også er over gennemsnittet.

Håber jeg kan gøre dig motiveret. Inspireret. Glad, rørt, eftertænksom eller sur. Bare du er konstruktiv, for alt andet er spild af både små og store kræfter.

 

Vi kommer længst med god karma.

 

 

<3 Mette