…selv efter en jul, der gerne skulle have været både dejlig, fredfyldt og nærværende..?

 

Januar begyndte for præcis en uge siden og trods mit nærmest ikke-eksisterende alkoholindtag, har jeg haft det som om jeg har været tømmermændssyg hele ugen. 

Men. Jeg. Har. Været. Så. Dødhamrende. Træt. 

 

Januar…det eneste, der er fedt ved januar er udsalg og børnepenge.

Jeg kan afsløre at livet som langtidssygemeldt ikke nødvendigvis er lig med den store forbrugsfest, udsalg eller ej.

 

Godt det samme, efter en vidunderlig – og egentlig afslappende – juleferie med mini me, sov jeg nærmest både mandag og tirsdag væk af ren og skær udmattende. Det har så resulteret i total søvnkaos og da jeg skrev dette indlæg var klokken 4.30..igen..

 

Jeg må tilstå det har været svært fortsat at se fidusen i at gå herhjemme, men selv med en seriøs to-do-liste hængende over hovedet, har min taknemmelighed været til at tage og føle på…

For efter morgenens mor-pligter, har jeg været tilbage i nattøjet kl. 8.30 og succes har været at tage mad ud af fryseren, inden jeg har stået i sfo’en kl. 15.30 for fire timer senere at have ligget i min seng igen. 

Og min datter er glad for at gå i skole. 

Og de fleste ting på listen kunne godt vente et par dage. 

Og en klog kvinde huskede mig forleden på at jeg ikke skulle slå mig selv oveni hovedet med alle de ting, jeg ikke fik gjort. Som træning..rengøring..tøjvask.. oprydning

Det hele har faktisk fået lov til bare at gå i stå sammen med mig.

 

Tankerne om, hvordan jeg ønsker mit 2016 skal være, matcher ikke starten af året. Men jeg har besluttet mig for jeg ikke vil kæmpe så hårdt mere.

Jeg vil være mere til og have mere tillid. Ordene fra den kloge, vidunderlige kvinde gjorde indtryk. Mere om det en anden god gang.
Selv set i lyset af flygtningekriser, ufred, sult og massevoldtægter, har jeg haft, om ikke ondt af mig selv, så tendens til at være en ynkelig frossenpind, der hverken har ryddet op eller trænet.
“Overlevelse, overlevelse, overlevelse, hvornår kan jeg komme tilbage i min seng…” har kørt på repeat inde i mit hoved.

Men…

Jeg er taknemmelig for jeg kan gå hjem og sove, mens folk omkring mig tager videre ud i vinterkulden mod arbejde og travlhed.

Og så skete der noget. Jeg sad nemlig i min parkerede bil og – tankevækkende nok –  genlæste ordene om at have tillid, da jeg hørte et bump..

 

Det viste sig at være en bil, der havde ramt en cykel og dermed en ældre mand, der nu lå på den kolde vej. En mørk eftermiddag i januar.

Forbipasserende reagerede hurtigt og mit instinkt heldigvis også. Min mor og jeg kom til med tæpper og jeg satte mig hos manden sammen med en anden.

Mens der blev ringet efter en ambulance, forsøgte vi både at berolige og varme den 85-årige, der umiddelbart virkede til “kun” at have fået et ordentligt slag i hovedet.

Jeg lovede Kurt, jeg ville passe på ham.

Det føltes som lange minutter på den våde vej..i mørk, bidende kulde med flakkende lys og myldretidstrafik omkring os. Da de blå lys nærmede sig, lovede jeg Kurt at ambulancefolkene ville passe godt på ham.

 

Jeg nåede at få ham til at smile.

 

Da jeg så såret i baghovedet og fik en knude i maven, da han ikke selv kunne stå op, beroligede jeg mig selv med han havde været ved bevidsthed, kunne mærke sine ben og trods alt kunne fryse.

 

Han takkede mig, da vi sagde farvel i ambulancen.

 

Jeg skyndte mig hjem til min hverdag og fik verdens største krammer af min datter, da jeg hentede hende.

 

Kurt døde samme nat af indre blødninger.

 

Jeg græd, da jeg fik det at vide.

 

Oplevelsen gjorde indtryk på mig.

Hvor er livet dyrebart.

 

Om man er en seksårig, der øver sig på at skrive, slå vejrmøller og griner med sine venner.

En 30-årig kronisk syg, der sidder på en almindelig arbejdsdag i nattøj, blogger lidt, sover meget og misunder sine tidligere kollegaer..

En travl mand/kvinde, der haster fra møde til møde..

En aktiv pensionist, der er kulturel og går stavgang..

Eller en 85-årig, der trodser bidende januarkulde og klarer lægebesøg og træning på sin trehjulede cykel, inden han bliver ramt af en bil.

 

Kurt var et billede på sådan et ældre menneske, jeg gerne vil være. Jeg vil også gerne cykle og styrketræne som 85-årig.

 

I januar vil jeg være taknemmelig. For livet. Og for de mennesker, jeg møder. Elske lidt mere, kramme mere, se mere, lytte mere. Være mere til.

 

Hvil i fred, Kurt.

 

Jeg har haft travlt den seneste tid. Egentlig ikke mere travlt end de fleste af os har op til jul og slet ikke i forhold til de andre år, hvor jeg har haft fuldtidsjob til at fylde hverdagene.

Men i kraft af mit liv har fået mere end én omgang i 2015-karusellen, har jeg haft mange ting, der skulle gøres, tilrettes, tages stilling til, forberedes og endda lukkes. Nogle skulle glemmes, andre skulle bearbejdes.

 

For et år siden var jeg syg, men sikker på jeg skulle tilbage til mit gamle (arbejds)liv i 2015. Det skulle jeg ikke, tværtimod nærmest.

Jeg har været tilstede i nuet, mere end nogensinde før. Jeg har været lykkelig, jeg har grædt, jeg har raset. Jeg har mistet mere end jeg kunne forestille mig.

2015 blev året, hvor jeg fyldte 30. Jeg havde mål for hvor jeg skulle være når jeg blev 30.
Jeg har smidt listen ud. Det kommer ikke til at ske.

 

Begreber som hvilepauser, fleksjob, førtidspension, prioriteringer, sygedagpenge, skånehensyn, tab af erhvervsevne og hjælpemidler er blevet en stor del af mine møder, der vedrører min fremtid.
Faktisk er det i sig selv en ny – og grænseoverskridende – ting at skulle dele tanker og følelser omkring ens eget liv med vildt fremmede mennesker. Det er ikke min familie eller venner, jeg diskuterer fremtidsdrømme med. For mine drømme er der, men de tæller ikke i dette forum. Det er fornuft, realistiske forventninger, økonomi og struktur, der præger møder og aftaler. Med mennesker, der er på arbejde og ikke deler min passion, men er der for at få mig til at yde mest muligt.

Jeg skæver igen til papirerne med overskriften ”Ansøgning om invalidepension” og når det hele vender sig i mig, går jeg igen væk. Jeg flytter mig fysisk, mens mit lille hjemmekontor bliver mere og mere trist og forladt. Sidder alle andre steder i huset og skriver. Og sletter. Og lukker computeren igen.

Papirerne hober sig op, hos min læge, hos min sagsbehandler, hos forsikringsselskabet, hos mig.

 

Jeg havde ikke drømt om at mine 30’ere skulle starte med overvejelser om, hvordan jeg kan have det bedst muligt i de år, der kommer til at gå inden jeg højst sandsynligt kan få min pension. I dagens Danmark er det nærmest umuligt at få tilkendt førtidspension, uagtet det kunne give en smule livskvalitet for rigtig mange syge mennesker.

Misforstå mig ikke, min store drøm handlede ikke om at gå hjemme eller få en stor børneflok. Den handlede om noget så banalt som min karriere.
Jeg ønskede mig ikke en lang akademisk uddannelse. Næh, jeg ville bare arbejde mig op. Slide, blive udfordret, løse ting og fixe umuligheder. Jeg ville frustreres og fejle for succesens sus er så pumpet med adrenalin at jeg kunne være høj af det hele vejen igennem stride forhandlinger.
Det var den helt rigtige plads i livet for mig.

 

Sådan skulle det ikke være.

2015 blev året, hvor jeg faldt ud af arbejdsmarkedet og lærte at sygedagpenge ikke rækker langt.

2015 blev året, hvor jeg indså at det her ikke ville blive bedre igen.

2015 blev året, hvor jeg erkendte, jeg er kronisk syg.

 

Jeg har ikke bare ondt. Jeg er træt. Udmattet. Udkørt. Som efter en hård december som butiksansat, et maraton, to uger med maveinfluenza, en lang stressbelastning, tre børnehavefødselsdage i streg…

Ja, jeg taler bare det sprog, jeg selv forstår. Jeg har lært at tale det andet sprog, man bruger når man er kronisk syg, men det føles ikke som mit modersmål.

Mit hoved er fyldt med tanker, bekymringer, redskaber og begreber. To do-listerne er lange og de bliver aldrig væsentlig kortere, da mine effektivitetstimer på en dag er faldet drastisk. Jeg ved ikke hvordan det går i morgen, men jeg kan allerede mærke nu at resten af dagen bliver hård.
Mens jeg strækker min stive nakke og forsøger at rette ryggen ud, lyner nervesmerterne ned gennem benet og min hånds summen breder sig til armen. Alt imens jeg overvejer, hvordan jeg kan slippe let om resten af dagen. De sidste julegaver skal pakkes ind, jeg har lovet min datter vi skal bage lidt småkager og at hun må lave ekstra gaver i selskab med perler, lim og glimmer. Vi skal tømme hendes julesok hos vores lokale supermarked.

Vaskemaskinen kører og om lidt skal tøjet hænges op. Ellers er her stille, men urets tikken minder mig om jeg snart skal komme videre og at jeg nok ikke når det ellers obligatoriske middagshvil i dag.

Det betyder, jeg er mere end smadret senere på dagen.

Mine fremtidsudsigter er uvisse, nogle vil nok sige de ikke er gode efter at have læst dette her. Nogle vil synes, jeg piber. Andre vil mene, jeg tager sorgerne på forskud. Mange har det meget værre end mig.

Forleden ønskede jeg både min sagsbehandler og min fysioterapeut glædelig jul. De har været uundværlige hele året. Og når jeg endelig skal diskutere mine fredtidsplaner med et fremmed menneske, der er på arbejde foretrækker jeg faktisk at det er lige præcis min sagsbehandler. Hun har degraderet mine fordomme om systemet. Min fysioterapeut gør alt hvad hun kan for at lindre.

I frustration har jeg skreget at jeg har fået smadret mit liv. I lykkelige øjeblikke har jeg nydt at have tiden til at være her. Lige nu og her.

 

Det er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft det her… At være kronisk syg og i systemet som vi (læs: os syge) siger, er det mest udfordrende og tidskrævende job, jeg nogensinde har haft. Jeg har den seneste tid kunne mærke mavepinen og lysten til at vende mig om på den anden side og sove videre, om morgenen.

Jeg smiler og er stærk. For som jeg plejer at sige; det må hellere være mig end så mange andre. Jeg kan klare det.

Jeg er bare træt af at klare det.

Men det skal jeg. Dette her job kan ikke opsiges. Det forpligter. Overfor mig selv og min datter… Til døden os skiller, eller pensionen om man vil. Jeg kan godt have et godt liv som kronisk syg og endda selv om jeg er i systemet, men jeg glæder mig til den dag, jeg kan lægge mappen med alle papirerne og journalerne bagerst på hylden og ikke skal til møde med de fremmede mennesker der er på arbejde, på ugentlig eller månedlig basis.

Jeg går på juleferie nu. Jeg har også erkendt at der er tidspunkter, hvor ord og sætninger hober sig op indeni mig, men blogindlæggene bliver for lange, rodede, personlige, ustrukturerede.

Jeg vil holde ferie og være i nuet. Lige her. Bage med min datter og glædes over hendes julehumør. Falde i svime over hendes hjemmelavede gaver og besøge vores oldemor. Jeg vil putte mig på sofaen og holde helt fri. Samle kræfter. Til det 2016, jeg nu ved ikke bare bliver en tilbagevenden, men en kamp, en omvæltning og forhåbentlig året, hvor der kommer en løsning.

 

Jeg vil ønske dig en fantastisk, kærlig, varm og glædelig jul. Tak fordi du læste med <3

 

 

P.S.
Hvis du nu er lidt bekymret for min evt. smådepressive tilstand, vil jeg berolige dig med månedens joke. Traditionen tro, omhandler den en ny skade.

Jeg har nemlig haft så mange skader og problemer med min krop at jeg er professionel amatør i skader, behandling, håndtering og forebyggelse. Jeg kan gå ind til min fysioterapeut og fortælle – ved navns nævnelse – hvilke led, der sidder forkert og til hvilken side eller om mit bækken sidder skævt i den ene eller anden retning.

Men jeg har aldrig haft (nævneværdige) skader i mine knæ. Nu har jeg så fået en meniskskade.

Det synes jeg er komisk.

 

 

Jeg skal fylde mit hjem med duften af levende lys, hjemmebag og hyacinter, og pynte det med mit yndlingsjulepynt…

 

December er altid travl og nu er der allerede gået en uge, hvor jeg ikke har nået mere end til at have månedens indlæg i tankerne.

 

Hvordan gik din november?
Fandt du de små glæder midt i grå himmel, snevejr, storm og regn? Valgte du at finde de små lykkestjerner?

Jeg havde som, de der har læst mine andre indlæg i november, ved, mine udfordringer med kulde, sygdom og følelsen af at være kørt fast. Svære følelser og store frustrationer i en dyne af ekstrem træthed og smerter har været på dagsordenen.

Men… øvelse gør mester og jeg er blevet meget bevidst om at jeg med en ganske lille indsats faktisk kan finde små glimt af lykke og sørge for at mærke dem. Så november bød blandt andet på en hyggedag under dynen, hvor jeg i stearinlysets skær grinte og græd mig gennem filmen Sweet November. Den er stadig anbefalelsesværdig.

 

Så december. Årets sidste måned. Julemåneden…
Bare ordet julemåned stiller krav til os. Der skal være hygge, kreativitet, overskud, hjerterum, traditioner og mad, mad, mad…
Puha, det er både til at blive stresset, proppet og træt af.  Men det er jo slet ikke meningen. Her er mine bud på en dejlig december:

Hvis du bare ikke orker mere julemåned, så se nederst i indlægget 🙂

Mit smukke yndlingsjulepynt

• Selvom jeg aldrig har været den helt store fan af juletamtam, har min datter lige den alder, hvor hun er gået heeelt juleamok og det smitter. Heldigvis! For det er ikke til at undgå at blive i godt humør af. Først talte vi ned til 1. december og nu tæller vi ned til forskellige julearrangementer, små oplevelser og selvfølgelig juleaften.
• Forleden var vi til julekoncert og Lucia-optog på skolen. Og det kan da om noget bringe julestemningen frem at sidde der i mørket og følge de blafrende lys, mens man mærker det risle henover huden når de smukke toner fylder rummet?
• Det er også det første år jeg, som voksen, bor i et stort hus og lysten til at pynte op og skabe stemning fylder på en anden måde end da jeg boede i en toværelses lejlighed.
  De sidste par år har jeg holdt juleaften for min familie, så vi er mellem 4 og 6 personer juleaften. Det er stille og roligt, men min datter og jeg er enige om det skal være en fest – og helst med glimmer over det hele! I år holder vi også juleaften hjemme og med min mors erfaring udi andesteg og brunkartofler, tænker jeg vi får en dejlig aften.
• Julepynt… det er bare ikke mig. Indtil jeg for et par år siden, kom til at gå ind i min lokale (nu desværre lukkede) Lisbeth Dahl. Nøj! Siger jeg bare. Overdådig luksus, smag og lækkerhed i alt andet end plastikrøde- og grønne rædsler. Ærgrer mig lidt over jeg ikke storshoppede, men heldigvis har butikker som Søstrene Gren virkelig sat nye standarder og jeg har i år forkælet mig selv med lidt skønhed.
  Jeg smiler hver gang jeg tænker på det og i dag skal jeg hænge det op.
• Lidt ved et tilfælde kom jeg til at opfinde en fantastisk opskrift på de lækreste (sunde) julesmåkager, lidt italiensk jul-inspireret med ingefær og kardemomme…lige den duft skal have lov til at fylde mit køkken mindst én gang til i december. Og jeg skal selvfølgelig spise en masse af dem, sammen med lækre appelsiner, nødder i alle afskygninger og en ordentlig ration to-die-for chokolade.
• Pakkekalenderen er et must med børn i huset og i år har jeg været mere end godt tilfreds med mig selv. Det har jeg langtfra været de andre år, men det er blevet til 24 små fine pakker i julemandens gavesæk, der står og spreder både glæde og spænding. Se evt. herovre på mama’s job hvorfor jeg er så stolt af min datters pakkekalender!
• Apropos pakkekalender, har jeg sørme selv fået pakkekalender af min mor! Hvor heldig har man lige lov at være? Ren forkælelse midt i en travl og kold tid <3
• Når man nu pludselig har fået hus med loft, er man nødt til at have nisser boende. Vores har endnu forskånet os for blå mælk og sammenbundne snørebånd, men den – eller familien på seks nisser, som min datter mener, der bor her – får også troligt tre pebernødder hver aften. I morges var vi så ved at falde over alle huset pyntenisser, der sad i en lang række på gulvet og den glæde og dybe tro, min datter har over vores lille nissefamilie giver lykkestjerner til resten af dagen.
• Julekalender – jamen altså! Nissebanden og… øv, jeg er bare ikke rigtig blevet fanget af de nyere julekalendere, så jeg fandt DR’s julekalender Jul på Slottet frem og nu tager vi indimellem et par afsnit ad gangen med den dejlige prinsesse Mia-Maja – den er både sød og hyggelig.
• Min datter storproducerer julepynt og -gaver i sin sfo og jeg har efterhånden fået samlet sammen til en kreativ hyggedag i den kommende weekend, hvor vi sammen skal lave hemmeligheder. Dem vil jeg først fortælle om senere, da min mor nok er bloggens mest trofaste læser 🙂
• Jeg glæder mig også over de fantastiske mennesker, der er ansat på min datters skole. De arrangerer ture, laver bedsteforældredag, laver julepynt, bager og hygger. I min datters klasse bliver de hver morgen i december modtager af to søde lærere, et mørkelagt klasselokale, der kun oplyses af 22 tændte fyrfadslys i børnenes egenproducerede lanterner. Hver morgen!
• For mit eget vedkommende, har jeg for første gang tid til at gå og arrangere julepynten pænt, ordne mit hus og ikke stresse over hele julekonceptet – det tror jeg betyder ret meget. Ligesom jeg allerede et par gange og nok også kommer til det igen i ro og mag, har hygget mig med at bestille julegaver på nettet.

 

Er du ved at blive helt kvalt i julestemning her?

Jeg forstår dig godt, selvom jeg heldigvis ikke er der (endnu). D. 27/12 vil jeg nemlig traditionen tro have fået nok og bliver ramt af et akut oprydningsflip!
Men måske netop fordi jeg har sørget for at balancere mellem at gå all in – og så nyde det – og at holde mig helt julefri i nogle af mine alenetimer i løbet af dagen, synes jeg december er hyggelig på en helt ny måde i år. Jeg er jo heldig at jeg har denne mulighed for at lukke juleræset ude, men er den helt gal, så forsøg at få en halv eller hel fridag eller luk juleræset ude en weekenddag.

Smukke blomster, levende lys og enkelt (jule)pynt, der ikke giver dig hjertebanken er et godt trick til en stemningsfuld og afslappende atmosfære i hjemmet. Jeg er selv meget glad for naturens pynt, som kogler, gran og grene. Hyacinter spreder en fantastisk dugt og jeg har placeret mine rundt omkring i huset.

Sofa, tæppe og en god film – luk verden ude og nyd det med god samvittighed. Det fremmer overskud og de par timer er hurtigt tjent ind på den opladede effektivitet.

Fodbad, dejligt bad, karbad, wellness, massage…you name it. Er du kvinde – eller mand med trang til at pynte dig –  er neglelak dit våben. For du kan intet lave imens. Smukke negle gør dig opmærksom på du er kvinde og andet end praktisk gris i køkkenet og mor, der styrter fra det ene julearrangement til det andet.

Har du mand/kone, kæreste, date, ven/veninde…en god bekendt, du har lyst til at se? Hiv et par timer ud af kalenderen og aftal et ikke-julet møde.

Træning – prioriter det nu. Fitness, svømning eller løbetur, uanset hvad er det så godt for dig. Gå ud i den friske luft. Klæd dig varmt på og find det dejlige i det vejr, der end møder dig. Nyd hyggen ved at gå i tusmørket eller kom ud midt på dagen og få lidt dagslys.

Og så mit eget, helt ukorrekte tip: Gå i det forjættede solarium. Husk solfaktor, men den energi, det giver – i små doser selvfølgelig – er fantastisk. Lys, varme, lidt kulør og et hvil. Jeg besøger faktisk med jævne mellemrum mit lokale solcenter. De findes ikke på hvert gadehjørne mere, men jeg kommer i et, hvor der er personale, rent og lækkert. Selvom jeg tit og ofte har besluttet mig til det ikke er spor sundt, er det et dejligt fix i en ekstra mørk og kold periode. For mig har det den gevinst at det hjælper helt utroligt på min gigtplagede krop. Så må jeg tage de pigmentforandringer – og min kosmetologs ”tsk tsk” – med.

Er du slet ikke til den slags, er selvbruner vejen til at lidt varmere smil i spejlet.

 

Kort sagt, alle kneb gælder.. sæt dig ned med en god kop kaffe, gå en tur ud i haven, hør på dit barns fortællinger, nyd andres glæde og lyst til at give, tag imod, giv det, du kan, smil og husk at få din søvn.

 

God december <3

 

 

Jeg er simpelthen gået i stå.

Det attack, jeg har kæmpet med, klingede rimelig hurtigt af, men trætheden og underskuddet har været øredøvende. Jeg har ikke rigtig kunne komme i gang med at træne igen og jeg blev stadig mere utilfreds med mine dage, som bare flød.. Nederlag på nederlag har vist sig og jeg har haft mine udfordringer med at håndtere det.

 

Weekendens kolde vejr gav mig lidt af et chok og jeg kunne ikke være ude mere end få minutter ad gangen. Skuffelsen var stor hos min 6-årige datter, da jeg ikke var i stand til at opfylde hendes umættelige behov for sneleg – det er jo også helt urimeligt, da vi bor lige i det område, der fik allermest af den fantastiske sne.

 

Nu er vores Olaf ude i haven smeltet og det tør voldsomt. Det er trist vejr med grå himmel, sjap og våde veje. Jeg er rigtig gigtstiv i kroppen, men har det dog lidt bedre nu, hvor temperaturen har sneget sig op over frysepunktet.

Jeg reflekterer meget i denne tid og jeg har brugt meget energi på at være frustreret, græde over det – for mig – spildte vidunderlige sne og smukke solskin, føle mig som en utilstrækkelig mor og et surt, utilfreds menneske…

 

Jeg tænker på kræftramte, børn uden forældre, jul og flygtninge og føler mig forkælet og tvær. Efter et par ugers kamp for først at skjule mit elendige humør og derefter at prøve alverdens tricks for at trylle lidt lykkestjerner frem, måtte jeg erkende at det ikke virkede.

Som jeg skrev om for lidt tid siden, er jeg i gang med et større erkendelsesarbejde og jeg trækker alt, hvad jeg kan, ud af de psykologsamtaler, jeg som standard, er blevet tilbudt på smerteklinikken. Faktisk har terapi aldrig været min foretrukne udviklingsmulighed, så jeg startede med at sige til psykologen, at jeg nok var mere en coaching-way-of-doing-it-girl.

 

Da jeg fik gravet lidt, fandt jeg dog ud af jeg overhovedet ikke var så superafklaret, som jeg selv troede.
Chok på chok kommer i takt med attacks’ne, der nærmest falder over hinanden for tiden. Jeg ved aldrig hvordan jeg har det næste morgen eller efter min middagslur.

Jeg er løbet tør for kleenex. Efter en tid med stoneface og indestængt vrede, der begyndte at komme mere uheldigt til udtryk, satte jeg mig simpelthen ned og græd og græd og græd. Nu skal der så ikke voldsomt meget til og de fleste omkring mig tror, mine øjne er ualmindeligt følsomme overfor den kolde vind nu! 😉

 

Da psykologen hev den gamle klassisker frem om sorgprocesser og kriser, tænkte jeg først den var lidt letkøbt. For jeg er da ikke helt idiot, og med 15 års sygdom, var jeg vel heller ikke helt novice…

Åh jo..for hvad er problemet? Det er at jeg det sidste år er gået fra måske 70-80% af normal funktions- og energiniveau til under 10%. I starten troede jeg det var midlertidigt, men det er ved at sætte sig; det er ikke midlertidigt. Det er mit liv. Og det er ikke et liv, jeg har ønsket mig. I mange tilfælde kan jeg give mig selv de bedst mulige betingelser, men når jeg er helt hernede, er indflydelsen på betingelserne yderst begrænsede. Det gør ondt og den smerte havde jeg ikke kalkuleret med, så den slog mig fuldstændig ud.

 

Jeg fik både chok-, sorg- og vredesfasen på én og samme tid.

 

Det landede som en bombe inde i mig og det føltes som om jeg slet ikke kunne være i min egen krop af frustration.

Nederlag, nederlag, nederlag..

 

Intet hjalp, jeg ville ikke snakke med nogen, for jeg følte ikke nogen kunne forstå mig. Jeg ville heller ikke bruge min ikke-eksisterende energi på at gøre noget rart for mig selv og jeg orkede heller ikke at øve mig i mindfullness eller gøre noget…som helst.

Det hele kulminerede med det bemærkelsesværdige snevejr lørdag nat og min mandag startede med forfrysninger, nervesmerter, forsinkelser, forsvundet dankort, sutsko og overskud. Jeg kunne virkelig ikke se, hvad jeg skulle lære af det her.
Det var jo et stort nederlag…jeg var et nederlag.

Så jeg lavede en Maude. Gik i seng. Midt på dagen. Sov, græd, sov, græd. Og stod op. For det gør jeg altid.

 

Det føles, som om vreden langsomt siver væk sammen med tøsneen og jeg har fundet ud af en tudetur hist og her gør underværker.
Måske er det bare okay at sørge over mit liv er blevet revet i 10.000 stykker og jeg ikke kan samle det igen?
I går fandt jeg pludselig lidt overskud til at gøre noget godt for mig selv og jeg har nu to dage i træk fået lavet en serie rigtig gode øvelser. Endelig en lille succes. Kropsfornemmelsen har det straks bedre og selvom jeg kæmper med stivhed, gør det godt at bruge kroppen.

Om lidt vil jeg rulle min yogamåtte ud, tænde stearinlys og give mig selv en pause til bare at være mig. Her og nu. Min form for mindfullness.

Og så kan livet stille og roligt gå videre bagefter.

 

 

P.S. Et af de få steder, jeg følger med uanset, hvordan jeg har det, er på Pernilles blog for jeg føler at hende og jeg har en del tilfælles. Selvvalgte jubelidioter, der også bare er mennesker <3

 

“Man er sin egen lykkes smed” passer i mange tilfælde. I min optik kan man i hvert fald selv skabe grundlaget og gøre det allerbedste man kan, for at få det optimale ud af livet.

Jeg bliver inspireret af mange ting, mennesker, fornemmelser, billeder og øjeblikke.
En af personerne er iværksætteren Michelle Hviid. Hun er en rimelig skarp dame. Jeg har ikke mødt hende, men et af hendes foredrag står ret højt på ønskelisten.

 

Da jeg læste hendes bog Skru op for livet sendte jeg en besked på Facebook, hvor jeg slet og ret skrev TAK.
Hun sendte en række hjerter tilbage. Sådan. Ikke så meget udenomssnak, no words needed.

Michelle er autentisk, varm og giver af sig selv. Det er faktisk også fra hende, jeg bruger udtrykket karmapolitiet.

Hun er ganske enkelt cool og noget af det, der tiltaler – og inspirerer – mig, er at hun har turde tage nogle chancer, begå fejl og omfavne sin succes. Og dele sine erfaringer og sit hårde arbejde.

 

Derfor blev jeg også dybt berørt, da hun sidste år offentliggjorde at hun havde en tumor i hjernen. Jeg kan huske, jeg sammen med mange andre skrev at hun skulle vise os hvordan man sparkede r** – også i den situation.

 

Kort fortalt opstod der nogle komplikationer efter den operation, hun var igennem, og hun kæmpede sig fra tæt på død og hjerneskadet tilbage til sit liv. Det har hun selvfølgelig og heldigvis skrevet en bog om, nemlig Råstyrke

 

Hvis du skal gøre en reel ting for at skabe lidt ekstra glæde i dit liv, så læs Michelles bøger.
Det er et effektivt spark til at komme videre med dit liv og hvis du ikke bliver inspireret, giver jeg en kop kaffe og en peptalk. Men det gør du. Så selv om jeg nu kan gøre mig selv arbejdsløs, vil jeg varmt anbefale både Råstyrke og Skru op for livet – du finder dem begge her