“Man er sin egen lykkes smed” passer i mange tilfælde. I min optik kan man i hvert fald selv skabe grundlaget og gøre det allerbedste man kan, for at få det optimale ud af livet.
Jeg bliver inspireret af mange ting, mennesker, fornemmelser, billeder og øjeblikke.
En af personerne er iværksætteren Michelle Hviid. Hun er en rimelig skarp dame. Jeg har ikke mødt hende, men et af hendes foredrag står ret højt på ønskelisten.
Da jeg læste hendes bog Skru op for livet sendte jeg en besked på Facebook, hvor jeg slet og ret skrev TAK.
Hun sendte en række hjerter tilbage. Sådan. Ikke så meget udenomssnak, no words needed.
Michelle er autentisk, varm og giver af sig selv. Det er faktisk også fra hende, jeg bruger udtrykket karmapolitiet.
Hun er ganske enkelt cool og noget af det, der tiltaler – og inspirerer – mig, er at hun har turde tage nogle chancer, begå fejl og omfavne sin succes. Og dele sine erfaringer og sit hårde arbejde.
Derfor blev jeg også dybt berørt, da hun sidste år offentliggjorde at hun havde en tumor i hjernen. Jeg kan huske, jeg sammen med mange andre skrev at hun skulle vise os hvordan man sparkede r** – også i den situation.
Kort fortalt opstod der nogle komplikationer efter den operation, hun var igennem, og hun kæmpede sig fra tæt på død og hjerneskadet tilbage til sit liv. Det har hun selvfølgelig og heldigvis skrevet en bog om, nemlig Råstyrke
Hvis du skal gøre en reel ting for at skabe lidt ekstra glæde i dit liv, så læs Michelles bøger.
Det er et effektivt spark til at komme videre med dit liv og hvis du ikke bliver inspireret, giver jeg en kop kaffe og en peptalk. Men det gør du. Så selv om jeg nu kan gøre mig selv arbejdsløs, vil jeg varmt anbefale både Råstyrke og Skru op for livet – du finder dem begge her
Som jeg skrev om her fejrede jeg min 30 års fødselsdag på et noget andet niveau end jeg havde drømt om.
Den sved faktisk. Hele min situation taget i betragtning har jeg haft masser af tid til at håndtere, være praktisk og passe min træning, doktor-dates, fys-behandlinger – og i princippet til at gå tidligt i seng og sove alt det, jeg overhovedet kunne.
Men jeg har ikke rigtig været i stand til at deale med mit nye liv. Indimellem har jeg ligget i mit badekar, kigget op på aftenhimlen og tænkt over det hele. Men..
I slutningen af september startede jeg på smerteklinik og det føltes meget surrealistisk at sidde der og på et tværfagligt møde være centrum for opmærksomheden fra både smertelæge, sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog og socialrådgiver.
Var det her virkelig mig? Mit liv? Hørte jeg overhovedet til her? Hvem er jeg? Hvad skal jeg….dog GØRE?!?
Jeg er sådan en, der gerne vil fixe, gøre, handle, optimere… Jeg kan optimere min krop til at klare sig med den sygdom, der nu har bidt sig godt fast, men jeg er ved at indse at jeg ikke selv bestemmer tempoet.
Det er nogle underlige udefinerbare tanker, der flyver rundt i hovedet på mig, mens jeg kæmper med en dosis mindfullness. ”At være i nuet”…ja…men hvad hvis nuet nu bare gør satans ondt og dræner mig endnu mere? Så flyver tankerne videre til om en time..hvordan får jeg skruet ned på smerteskalaen til jeg skal hente barn, jeg burde også spise, en lur..hmm, nej, det har jeg ikke tid til. Indkøb! Shit?! Åh nej, AFTENSMAD! Øv….
De dage har jeg ikke.
Som om…de er der og de er nok uundgåelige. Jeg har haft et par måneder, der har været fulde af håb, forventninger, ventetid, skuffelser, ændringer, tilbagegang, bekymringer, erkendelser, (fra)valg.
Jeg har efterhånden lært at håndtere de dårlige dage godt. Eller i hvert fald bedre.
Jeg har også haft tid til selvindsigt og jeg har haft brug for at skabe noget positiv energi i mit liv, mit hjem og sammen med min datter. Jeg var nødt til at re-tænke min situation og bruge tid på at finde min indre ”jubel-idiot” frem, så jeg netop kunne levere motivation og optimisme – og figthervilje mere end noget – til denne blog. Faktisk også til mig selv. Jeg skulle selv være med, før jeg kunne skrive og formidle.
“Hvad skal der ske med mig? Det tænker jeg efterhånden sjældent på, for jeg lever her og nu. Jeg bliver blot stresset med alle de følgevirkninger, det nu kan have, af at bekymre mig om hvordan det hele ser ud om nogle måneder. Ord som fleksjob, virksomhedspraktik, arbejdsevner, pension, smerter, træthed, kognitive gener, hvilepauser, nedsat styrke har fyldt ekstremt meget i mine samtaler. Næsten de eneste mennesker, jeg talte sådan rigtigt med, var sundhedsfagligt personale”
Jeg kan oplyse man bliver lidt bims på et tidspunkt 😉
Men jeg vidste jo hvad jeg gerne ville og jeg har hele tiden haft for øje at gå efter det – omend det blev på en anderledes måde end jeg havde troet.
Alle mine tanker, ideer, drømme, frustrationer og forestillinger kulminerede i en sort sort dag i kulkælderen. Jeg var simpelthen ved at sprænges og tårerne strømmede ned over kinderne. Jeg burede mig inde (ironisk nok på 1. sal) og tudede mig igennem en gammel ligegyldig film, nogle almindelige blogindlæg og ad en fugleklat på vinduet. Fik husket mig selv på alle mine skyggesider… meget apropos vinduespolering.
Jeg har konsekvent forsøgt at se hele det her forløb som en gave. Indpakningen er ikke min smag, men hvor mange får trods alt muligheden for at redefinere hele deres liv og arbejdsliv? Selv om jeg ikke har de kræfter og de muligheder, jeg ønsker, må jeg få det bedste ud af det.
Jeg endte med at køre fra hus og hjem og gå rundt i et par timer. Ved vandet. Hvor der ingen andre var, men hvor der var luft og plads. Tårerne løb stadig og da jeg gik ind mod havnen var jeg umanerlig træt. Og endelig lidt lettet.
Beslutningen var taget. Jeg ved godt hvad jeg vil have, men nu er det på tide at sige farvel til det, jeg ikke vil have.
Lykkestjerner er min lille baby. Den blev skabt på et ekstremt sårbart tidspunkt og jeg vil fra nu af forsøge at dele min egen selvvalgte arbejdstid mellem denne og min anden blog.
Mama’s job har ligget i dvale i nogle år, men jeg har hele tiden følt den skulle være målet for mit arbejdsliv. Det blev tidligere end jeg havde forventet og hvordan rammerne skal være, ved jeg endnu ikke, da jeg fortsat er sygemeldt. Men jeg vil gerne noget andet med den end blot at være en af de der (seje, søde, skønne) mommy-bloggere. Jeg kan levere mine egne erfaringer som fuldtidsalenemor med karriere og kronisk sygdom i kalenderen. Sådan et opslagsværk har jeg selv manglet.
Lykkestjerner er lykkeglimt, stjerner i øjnene og et indblik i mine tanker og erfaringer som kronisk syg jubilidiot 🙂
Mama’s job er kvindeliv med hele pakken; livsstil, børn, forældreskab, sundhed, karriere og tricks til at nyde ræset imens.
….
Egentlig føler jeg mig som før; sindssygt motiveret! Jeg er glad, har lykkestjerner i øjnene og har jo lige fået det bedste ud af mit livs krise. Jeg har taget min egen medicin og den virker. Hvis det kan glæde nogen..én…dig.. Ja, så er jeg stolt.
….
Bukker og nejer og håber af hele mit hjerte at jeg kan holde jeres interesse.
På et alt for sent tidspunkt i aftes lå jeg på sofaen og genlæste en gammel sms-korrespondance med min bedste ven.
Vores beskeder handlede om det kommende valg, valgkamp og personligheder i dansk politik. Det var i en periode, hvor jeg ofte lå på sofaen med den bærbare og arbejdede, i et forsøg på at kombinere en drilsk diskusprolaps og mit kommunikationsjob.
Nu er det ingen hemmelighed at jeg brænder for formidling, motivation og samfundsforhold.
Måske derfor er jeg også fascineret af politik og hele gamet. En af mine egne sms’er beskriver at jobbet som politiker ville være et drømmejob – og måske endda endnu mere jobbet som spindoktor.
Den hektiske hverdag, fyldt med spænding, udfordringer og hurtige beslutninger… når det er afgørende at første formulering rammer plet og der kommer løsninger på bordet.
Det giver mig lyst til selv at løbe stærkt og det sætter adrenalinet i gang hos mig. Jeg bliver sindssygt motiveret og giver derfor mig selv lov til at svælge i de inspirerende scenarier, så jeg kan mærke den kriblende fornemmelse.
Det er mit fix.
Min kære vens respons var, at jeg skulle se at komme i gang med det politiske liv. Han er også min bedste sparringspartner og min største støtte. Han tror på mig og der er ikke den ting i verden, han ikke mener, jeg er i stand til. Det er i hvert fald den følelse, han giver mig og det er uvurderligt.
Sidenhen har min arbejdssituation ændret sig til uvis og jeg kan nemt mærke frygten krybe ind over mig, når jeg tænker på hvordan min fremtid bliver. Jeg mistede mit elskede job, som en konsekvens af min langvarige sygemelding og mine kognitive skader, såvel som min fysiske tilstand, er blevet stationære.
Jeg skal ikke løbe stærkt på høje hæle i 12 timer og jeg skal ikke arbejde hverken 5 eller 7 dage om ugen.
Jeg skal heller ikke leve et presset liv, hvor jeg udsættes for stress i samme grad, som en politiker.
Det er et tab for mig. Jeg følte at jeg mistede en stor del af min identitet, da jeg ikke skulle tilbage til mit job. Selvom jeg havde noget nær mit drømmejob og var fantastisk glad for stedet, var det ikke tabet af lige det job, der gjorde udslaget for min identitet. Min force er, jeg kan redefinere mig i professionel sammenhæng og jeg har fået en gave i form af jeg kan fylde min tid selv.
For mig var det store tab at jeg ikke kunne opleve det sus af travlhed, adrenalin og frustrationer, der uundgåeligt vil være forbundet med udfordringer, der skal findes løsninger på. Nu.
At jeg ikke kunne leve det liv, hvor en vis performance var en del af min hverdag og en del af min stilling. En del af min karriere, som jeg var så passioneret omkring,
Det var hele livsstilen, jeg følte et stort tab af.
Det gjorde rigtig, rigtig ondt.
Og det var meget svært at acceptere. Og er det stadig.
Men hvad nu hvis jeg re-tænker min situation?
Ja, det er af underlig stor betydning for mig at jeg ikke kan gå i høje hæle mere. Men måske, jeg med tiden, faktisk vil kunne have lidt hæle på ved særlige lejligheder og så vil jeg nyde det helhjertet.
Ja, der mangler et kick, når jeg ikke kan have travlt. Men hvad nu hvis jeg fylder min hverdag med det, jeg er passioneret omkring? På den måde får jeg også et sus af travlhed og adrenalin.
Ja, der mangler at løse de udfordringer, jeg får stillet. Følelsen af at opfylde de krav, man får, er ubeskrivelig og tilfredsstiller min indre succes junkie. Men hvad nu hvis jeg sætter en rigtig svær udfordring op for mig selv?
At være lykkelig, passioneret, glad, sej og klare det her med bravour? Ikke at give op? At kæmpe og lykkes?
Det er en lang uddannelse og selv om jeg kan begræde at jeg ikke fik den uddannelse, jeg ønskede mig, kunne jeg måske skabe min egen? Gøre mig til eksperten i mit liv og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort mig.
At få lykkestjerner i sit liv på trods.
Dagens lykkestjerne er så afgjort manden, der nok altid vil være den vigtigste mand i mit liv. Manden, der tror på mig og elsker mig for den, jeg er. Ham, jeg er heldig at have i mit liv. Min allerbedste ven.
Man kan da ikke stresse over en fødselsdag, kan man?
“JO!” vil mange forældre nok sige. Ok, nok mest mødre, for på det punkt er mænd altså noget mere easy going – ment på den gode måde.
Men perfektionistsyndromet lever i bedste velgående hos mange (især) kvinder. Inklusiv mig selv.
Om 10 dage har ikke bare jeg eller min datter fødselsdag. Det har vi begge to og det to dage i træk. Og det var ik’ engang med vilje-vanilje 🙂
Hver fødselsdag er stor, når det er børnenes, men jeg bliver 30 i år og det er stort for mig.
Det er faktisk en milepæl, jeg har set frem til og som jeg virkelig har ønsket at fejre. For jeg synes, det er fedt at blive ældre og jeg har aldrig hvilet så meget i mig selv, som jeg har gjort de sidste par år.
Men så var der lige den der fest, jeg har planlagt i snart et par år…hmmm… dårligt match med min tilstand, der tilsyneladende har bestemt sig for at være stationær.
Men altså…jeg bliver jo 30. Virkelig – 30 år! Det er vildt, det er stort og jeg har ikke det mindste krise – tværtimod glæder jeg mig lige så meget som min datter til at blive lige det år ældre. Jeg har overvejet den fest i flere år. Den skulle være stor og jeg har jo de sidste seks år vidst, at jeg ville skulle dele dagen med min guldklump. Min største lykkestjerne og jeg kan hilse og sige vi de forgangne fem år har holdt decideret fødselsdagsmarathon, hvor vi fester tre dage i træk. Og det er præcis hvad vi ønsker os, vi fejrer os selv godt og grundigt den ene gang om året.
Jeg har jo været syg. Og okay, så lad gå…jeg er stadig syg.
Den seneste tid er det gået stødt ned ad bakke og mentalt har jeg iført mig styrthjem og knæbeskyttere, for bremserne lader til ikke at virke.
Jeg er ubeskrivelig træt og har det rigtig skidt i dagligdagen.
Så jeg har aflyst festen.
Jeg fik slet ikke sendt invitationer ud til familie og venner, der begyndte selv at spørge. Gæstelisten er svundet fra 35 gæster til 8 inviterede til åbent hus. That’s it.
Mine venner har jeg ikke lige fået inviteret. Endnu. Måske…?..
Jeg kan godt blive lidt ked af det ved tanken, for jeg ved godt at jeg nok ikke lige får taget revanche og holder en kæmpe fest næste sommer. Og jeg har grædt… Barnlige tårer måske, men også frustrationens tårer over ikke at kunne det, jeg sådan har ønsket mig. Og endda også over ikke at føle jeg havde noget at fejre.
Menfor det første har min datter også fødselsdag, så vi springer altså ikke bare over her i huset.
For det andet ved jeg, at jeg bliver endnu mere ked af det hvis jeg slet ikke får nydt min dag.
Hvilket bringer mig til mit speciale; hvad kan jeg selv gøre, for at fylde min fødselsdag med lykkestjerner?
Hvad ønsker jeg mig?
Jeg ønsker mig en dejlig og kærlig dag med familie og venner omkring mig og ikke mindst en dag, jeg vil kunne se tilbage på som helt igennem perfekt. Afslappet og hyggelig.
Jeg vil fejre min 30 års fødselsdag, for jeg er grundlykkelig.
Nå, det gik jo meget godt. Forventningerne afstemt..
Hvem vil jeg gerne fejre min dag med?
Jeg havde en gæsteliste med knapt 40 personer, som jeg gerne ville havde inviteret til et brag af en fest. Det er jeg ked af ikke at gøre.
Men ville jeg nå at få snakket rigtigt med dem alle? Højst sandsynligt ikke. Så jeg har nogle familieture rundt omkring i Danmark, på to do-listen, når jeg (forhåbentlig) har lidt mere overskud.
Det punkt var det sværeste, men hvorfor invitere 40 dejlige mennesker og så ikke selv være i stand til at nyde dagen?
Prioritering…av av av, men det er afgjort.
Hvad skal vi lave?
Stor fin middag? Nej. Det er jo ikke derfor de kommer.
Både junior og jeg elsker kage og lækker mad, så lidt af hvert. Enkelt, casual og hyggeligt – hvilket jo egentlig er i tråd med punkt 1.
Hov?! Det bliver lidt lettere nu.. Done deal.
Børnefødselsdag….f*ck!
Nævnte jeg, at jeg er fuldtidsalenemor til guldklumpen? Og syg.. Øhm…
Min datter går i en fantastisk klasse med 22 skønne unger. Med en super energi. Dem ville jeg gerne give en fantastisk dag. Kan jeg det uden at lægge mig syg i ugevis eller mere efterfølgende? Desværre, nej. What to do??
Jeg slugte mit perfektionistgen, trak kompromisgenet op ad hatten og spurgte et andet forælderpar om vi skulle slå os sammen og det endte med et tredje kom med. Så nu skal vores tre dejlige piger fejres sammen, vi er fem voksne og jeg kan se frem til dagen med ro i sjælden.
Bonus; det sparer uden tvivl penge!
Beslutning taget og ved at blive ført ud i livet.
– ekstra bonus: Det skal først holdes et par uger efter vores egen fødselsdag. På den måde forlænger vi fødselsdagsstemningen for min datter og vi har ikke så meget lige på én gang.
Jeg kan godt lide forhandlinger, men kompromiser er bare ikke altid drønsjove. Men har jeg selv og min datter ikke mest glæde af jeg er i stand til at se lykkestjernerne? “JO!”
Et eksempel er faktisk at jeg har så mange dejlige mennesker i mit liv, som jeg gerne ville invitere til min fødselsdag <3
Det kan være meget svært at fokusere på det positive i en møgsituation. Især når møgsituationen er uoverskuelig, stationær eller uvis. Måske alle tre ting på én gang?
Som Pernille så klogt skriver på sin rørende og inspirende blog Stay Positive, lever mange af os med kronisk sygdom et dobbeltliv. Jeg kan simpelthen ikke beskrive det bedre selv end det, hun skriver her: http://stay-positive.dk/2015/08/26/jeg-lever-et-dobbeltliv/
Jeg har ofte tænkt over det og både fået ros og spørgsmål over, jeg altid var nogenlunde præsentabel i tøjet, smilede og opførte mig som lidt af en super woman. Men måske vi netop søger at dække det, vi nu har kontrol over, ind når vi føler os helt ad h..til?
Jeg har mere end én gang fået at vide, jeg ikke så syg ud. Også af læger – de fleste er heldigvis blevet klogere og ved, man ikke kan bedømme det ud fra patienters fremtræden.
Jeg har også mere end én gang fjernet en mands undrende blik med et smil og bambi-blink, efter han, til min store ærgrelse, havde bemærket at jeg havde balance som …Bambi på glatis.
Det skaber en anden slags kontrol, samt respekt og distance.
Respekt, fordi jeg klarer det. Flot. Tak, tænker jeg og prøver at forlænge følelsen af klap på skulderen.
Distance, fordi jeg slipper for andre ser svagheden.
I lang tid kan jeg tage tøj på og dække de værste mørke rander med min uundværlige concealer. Storsmilende aflevere junior kl. 7.55 og ønske de andre forældre en god dag. Udstråle den ro, de ikke har, når de skal skynde sig videre. Jeg tuller stille hen ad gaden og skal bare hjem. Til…?
Men hvad nu, når grænsen er nået? Og man ikke kan skjule sin svaghed mere?
Når folk på ens vej noterer man set træt ud. Når mascaraen bliver i toiletskabet og vippefarvning – for ikke at tale om frisør – er et uoverskueligt projekt. Strygejernet er uendeligt tungt og stryger alligevel ikke lige og de elskede smykker føles som om de klemmer den sidste rest energi ud af en.
Når venner og familie oplever de gentagne aflysninger, udsættelser, nedgraderinger. Venter forgæves på svar, invitationer, initiativ…mig. Eller ser min frustration, når jeg taber endnu et glas på gulvet.
Når arbejdspladsen ser, jeg bare ikke har gnisten mere. For gnisten drukner i kampen for at holde hovedet oven vande, mens kræfterne langsomt slipper op. Det bobler langsommere op til overfladen, som opsigelsens budskab trænger igennem.
Det var overvældende at blive syg og hele ens liv vendes på hovedet og splintres i 1000 stykker. Mange af os lærer at klinke skårene og manøvre udenom de dybeste revner. Leve et dobbeltliv. Måske i flere år.
Når man ikke kan skjule sin sygdom mere, føles det som om tøjet flås af en og mascaraen flyver drillende lige udenfor rækkevidde. Dobbeltlivet blottes.
Fra et offer-synspunkt har jeg..
…mistet mit job. Min identitet. Min drøm. Jeg sukker ved minderne om runners high og kigger med stik i hjertet på min racercykel. Der nu har fået plads i et skunkrum på 1. sal. For skille mig af med den, kan jeg ikke. Boremaskinen griner af mig, når armene svigter og min datter taler med glæde i øjnene om alt det, vi skal når jeg ”har god ryg igen”. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men fortæller at de forræderiske tårer, der løber ned ad mine kinder, skyldes min store kærlighed til hende.
De 1000 stykker er faldet fra hinanden igen og er nu svagere end aldrig før. De knækker når jeg forsøger at samle puslespillet og jeg indser langsomt at jeg måske skal prøve med skeer i stedet.
Måske endda indrette mit liv med ske-teorien? Læs her, om du nogensinde kommer tæt på én med en kronisk sygdom;
Jeg har ikke fundet mit antal af skeer for det svinger fra dag til dag. Selvom jeg har været syg i 15 år, er mit dobbeltliv først krakeleret i denne grad indenfor det sidste års tid. Jeg er ved at erkende det, men jeg har ikke lært at leve med det endnu. Det er mit primære job nu.
Jeg er kronisk syg. Jeg kender ikke min fremtid på arbejdsmarkedet og jeg er stadig ikke helt udredt. Jeg har smerter i hele kroppen og mit multitasking-talent er long gone. Jeg føler mig dum og overvejer, hvor det var jeg lagde min hjerne. Jeg føler mig oftere som en levende død end som en træt kvinde. Jeg føler mig som et fladt batteri, der ikke rigtig hører til i nogen skuffe.
Men…for der er et men.. (du troede vel ikke for alvor, jeg ville fortsætte i den rille, vel?)
Godt, tak..
Men…Ja, jeg er syg og øv, hvor er det lort. Især lige nu, hvor sensommeren viser sig fra sin bedste side udenfor og jeg er sendt i sofaen af seriøse rygsmerter, forkølelse og feber. Og hele tiden har et halvt øje på min telefon, selvom jeg har skruet helt op for lyden og har den maks. 30 cm fra min. Jeg venter nemlig på opringningen. Den, med svar på min seneste scanning.
Den, hvor de nu igen har en masse billeder af min ryg, nakke, men nu også hjernen. Jeg fik lov til at se billederne af min hjerne efter scanningen og der var ikke umiddelbart nogle mistænkelige hvide pletter, men jeg vil gerne have svaret. Og nu må de altså gerne ringe. Jeg venter og det har jeg gjort i en uge nu.
Lige meget hvad svaret er, er jeg syg. Spørgsmålet er bare om det er en lidt hårdere diagnose, der så kan lindres med medicin, eller det er det, jeg har i forvejen, der ikke kan behandles og gør mig decideret overfølsom overfor medicin.
Men jeg lover også – her – sort på hvidt og på din skærm, at jeg vil få det bedste ud af det. Genfinde min optimisme og trække mit gå-på-mod op foran. Jeg vil jo gerne inspirere og motivere verden omkring mig. Om jeg får opfyldt min drøm om en coach-uddannelse, ved jeg endnu ikke, men jeg vil rejse mig op og gå ud og købe vintertøj til mig datter i morgen.
Kort sagt; jeg vil sørge for altid at se lykkestjernerne <3
I dag skal bruges på at pleje min forkølelse og lade svaret (“riiing NU!”) synke ind…
