Jeg er simpelthen gået i stå.

Det attack, jeg har kæmpet med, klingede rimelig hurtigt af, men trætheden og underskuddet har været øredøvende. Jeg har ikke rigtig kunne komme i gang med at træne igen og jeg blev stadig mere utilfreds med mine dage, som bare flød.. Nederlag på nederlag har vist sig og jeg har haft mine udfordringer med at håndtere det.

 

Weekendens kolde vejr gav mig lidt af et chok og jeg kunne ikke være ude mere end få minutter ad gangen. Skuffelsen var stor hos min 6-årige datter, da jeg ikke var i stand til at opfylde hendes umættelige behov for sneleg – det er jo også helt urimeligt, da vi bor lige i det område, der fik allermest af den fantastiske sne.

 

Nu er vores Olaf ude i haven smeltet og det tør voldsomt. Det er trist vejr med grå himmel, sjap og våde veje. Jeg er rigtig gigtstiv i kroppen, men har det dog lidt bedre nu, hvor temperaturen har sneget sig op over frysepunktet.

Jeg reflekterer meget i denne tid og jeg har brugt meget energi på at være frustreret, græde over det – for mig – spildte vidunderlige sne og smukke solskin, føle mig som en utilstrækkelig mor og et surt, utilfreds menneske…

 

Jeg tænker på kræftramte, børn uden forældre, jul og flygtninge og føler mig forkælet og tvær. Efter et par ugers kamp for først at skjule mit elendige humør og derefter at prøve alverdens tricks for at trylle lidt lykkestjerner frem, måtte jeg erkende at det ikke virkede.

Som jeg skrev om for lidt tid siden, er jeg i gang med et større erkendelsesarbejde og jeg trækker alt, hvad jeg kan, ud af de psykologsamtaler, jeg som standard, er blevet tilbudt på smerteklinikken. Faktisk har terapi aldrig været min foretrukne udviklingsmulighed, så jeg startede med at sige til psykologen, at jeg nok var mere en coaching-way-of-doing-it-girl.

 

Da jeg fik gravet lidt, fandt jeg dog ud af jeg overhovedet ikke var så superafklaret, som jeg selv troede.
Chok på chok kommer i takt med attacks’ne, der nærmest falder over hinanden for tiden. Jeg ved aldrig hvordan jeg har det næste morgen eller efter min middagslur.

Jeg er løbet tør for kleenex. Efter en tid med stoneface og indestængt vrede, der begyndte at komme mere uheldigt til udtryk, satte jeg mig simpelthen ned og græd og græd og græd. Nu skal der så ikke voldsomt meget til og de fleste omkring mig tror, mine øjne er ualmindeligt følsomme overfor den kolde vind nu! 😉

 

Da psykologen hev den gamle klassisker frem om sorgprocesser og kriser, tænkte jeg først den var lidt letkøbt. For jeg er da ikke helt idiot, og med 15 års sygdom, var jeg vel heller ikke helt novice…

Åh jo..for hvad er problemet? Det er at jeg det sidste år er gået fra måske 70-80% af normal funktions- og energiniveau til under 10%. I starten troede jeg det var midlertidigt, men det er ved at sætte sig; det er ikke midlertidigt. Det er mit liv. Og det er ikke et liv, jeg har ønsket mig. I mange tilfælde kan jeg give mig selv de bedst mulige betingelser, men når jeg er helt hernede, er indflydelsen på betingelserne yderst begrænsede. Det gør ondt og den smerte havde jeg ikke kalkuleret med, så den slog mig fuldstændig ud.

 

Jeg fik både chok-, sorg- og vredesfasen på én og samme tid.

 

Det landede som en bombe inde i mig og det føltes som om jeg slet ikke kunne være i min egen krop af frustration.

Nederlag, nederlag, nederlag..

 

Intet hjalp, jeg ville ikke snakke med nogen, for jeg følte ikke nogen kunne forstå mig. Jeg ville heller ikke bruge min ikke-eksisterende energi på at gøre noget rart for mig selv og jeg orkede heller ikke at øve mig i mindfullness eller gøre noget…som helst.

Det hele kulminerede med det bemærkelsesværdige snevejr lørdag nat og min mandag startede med forfrysninger, nervesmerter, forsinkelser, forsvundet dankort, sutsko og overskud. Jeg kunne virkelig ikke se, hvad jeg skulle lære af det her.
Det var jo et stort nederlag…jeg var et nederlag.

Så jeg lavede en Maude. Gik i seng. Midt på dagen. Sov, græd, sov, græd. Og stod op. For det gør jeg altid.

 

Det føles, som om vreden langsomt siver væk sammen med tøsneen og jeg har fundet ud af en tudetur hist og her gør underværker.
Måske er det bare okay at sørge over mit liv er blevet revet i 10.000 stykker og jeg ikke kan samle det igen?
I går fandt jeg pludselig lidt overskud til at gøre noget godt for mig selv og jeg har nu to dage i træk fået lavet en serie rigtig gode øvelser. Endelig en lille succes. Kropsfornemmelsen har det straks bedre og selvom jeg kæmper med stivhed, gør det godt at bruge kroppen.

Om lidt vil jeg rulle min yogamåtte ud, tænde stearinlys og give mig selv en pause til bare at være mig. Her og nu. Min form for mindfullness.

Og så kan livet stille og roligt gå videre bagefter.

 

 

P.S. Et af de få steder, jeg følger med uanset, hvordan jeg har det, er på Pernilles blog for jeg føler at hende og jeg har en del tilfælles. Selvvalgte jubelidioter, der også bare er mennesker <3

 

“Man er sin egen lykkes smed” passer i mange tilfælde. I min optik kan man i hvert fald selv skabe grundlaget og gøre det allerbedste man kan, for at få det optimale ud af livet.

Jeg bliver inspireret af mange ting, mennesker, fornemmelser, billeder og øjeblikke.
En af personerne er iværksætteren Michelle Hviid. Hun er en rimelig skarp dame. Jeg har ikke mødt hende, men et af hendes foredrag står ret højt på ønskelisten.

 

Da jeg læste hendes bog Skru op for livet sendte jeg en besked på Facebook, hvor jeg slet og ret skrev TAK.
Hun sendte en række hjerter tilbage. Sådan. Ikke så meget udenomssnak, no words needed.

Michelle er autentisk, varm og giver af sig selv. Det er faktisk også fra hende, jeg bruger udtrykket karmapolitiet.

Hun er ganske enkelt cool og noget af det, der tiltaler – og inspirerer – mig, er at hun har turde tage nogle chancer, begå fejl og omfavne sin succes. Og dele sine erfaringer og sit hårde arbejde.

 

Derfor blev jeg også dybt berørt, da hun sidste år offentliggjorde at hun havde en tumor i hjernen. Jeg kan huske, jeg sammen med mange andre skrev at hun skulle vise os hvordan man sparkede r** – også i den situation.

 

Kort fortalt opstod der nogle komplikationer efter den operation, hun var igennem, og hun kæmpede sig fra tæt på død og hjerneskadet tilbage til sit liv. Det har hun selvfølgelig og heldigvis skrevet en bog om, nemlig Råstyrke

 

Hvis du skal gøre en reel ting for at skabe lidt ekstra glæde i dit liv, så læs Michelles bøger.
Det er et effektivt spark til at komme videre med dit liv og hvis du ikke bliver inspireret, giver jeg en kop kaffe og en peptalk. Men det gør du. Så selv om jeg nu kan gøre mig selv arbejdsløs, vil jeg varmt anbefale både Råstyrke og Skru op for livet – du finder dem begge her

Hvorfor er her så stille?

Bum..bum..skriveblokade? tja..

Tæt på. Lad os hellere kalde det en lykkeblokade.

 

Som jeg skrev om her fejrede jeg min 30 års fødselsdag på et noget andet niveau end jeg havde drømt om.
Den sved faktisk. Hele min situation taget i betragtning har jeg haft masser af tid til at håndtere, være praktisk og passe min træning, doktor-dates, fys-behandlinger – og i princippet til at gå tidligt i seng og sove alt det, jeg overhovedet kunne.

Men jeg har ikke rigtig været i stand til at deale med mit nye liv. Indimellem har jeg ligget i mit badekar, kigget op på aftenhimlen og tænkt over det hele. Men..

I slutningen af september startede jeg på smerteklinik og det føltes meget surrealistisk at sidde der og på et tværfagligt møde være centrum for opmærksomheden fra både smertelæge, sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog og socialrådgiver.

Var det her virkelig mig? Mit liv? Hørte jeg overhovedet til her? Hvem er jeg? Hvad skal jeg….dog GØRE?!?

Jeg er sådan en, der gerne vil fixe, gøre, handle, optimere… Jeg kan optimere min krop til at klare sig med den sygdom, der nu har bidt sig godt fast, men jeg er ved at indse at jeg ikke selv bestemmer tempoet.

Det er nogle underlige udefinerbare tanker, der flyver rundt i hovedet på mig, mens jeg kæmper med en dosis mindfullness.  ”At være i nuet”…ja…men hvad hvis nuet nu bare gør satans ondt og dræner mig endnu mere? Så flyver tankerne videre til om en time..hvordan får jeg skruet ned på smerteskalaen til jeg skal hente barn, jeg burde også spise, en lur..hmm, nej, det har jeg ikke tid til. Indkøb! Shit?! Åh nej, AFTENSMAD! Øv….

De dage har jeg ikke.

Som om…de er der og de er nok uundgåelige. Jeg har haft et par måneder, der har været fulde af håb, forventninger, ventetid, skuffelser, ændringer, tilbagegang, bekymringer, erkendelser, (fra)valg.

Jeg har efterhånden lært at håndtere de dårlige dage godt. Eller i hvert fald bedre.

Jeg har også haft tid til selvindsigt og jeg har haft brug for at skabe noget positiv energi i mit liv, mit hjem og sammen med min datter. Jeg var nødt til at re-tænke min situation og bruge tid på at finde min indre ”jubel-idiot” frem, så jeg netop kunne levere motivation og optimisme – og figthervilje mere end noget – til denne blog. Faktisk også til mig selv. Jeg skulle selv være med, før jeg kunne skrive og formidle.

 

“Hvad skal der ske med mig? Det tænker jeg efterhånden sjældent på, for jeg lever her og nu. Jeg bliver blot stresset med alle de følgevirkninger, det nu kan have, af at bekymre mig om hvordan det hele ser ud om nogle måneder. Ord som fleksjob, virksomhedspraktik, arbejdsevner, pension, smerter, træthed, kognitive gener, hvilepauser, nedsat styrke har fyldt ekstremt meget i mine samtaler. Næsten de eneste mennesker, jeg talte sådan rigtigt med, var sundhedsfagligt personale”

 

Jeg kan oplyse man bliver lidt bims på et tidspunkt 😉

Men jeg vidste jo hvad jeg gerne ville og jeg har hele tiden haft for øje at gå efter det – omend det blev på en anderledes måde end jeg havde troet.

Alle mine tanker, ideer, drømme, frustrationer og forestillinger kulminerede i en sort sort dag i kulkælderen. Jeg var simpelthen ved at sprænges og tårerne strømmede ned over kinderne. Jeg burede mig inde (ironisk nok på 1. sal) og tudede mig igennem en gammel ligegyldig film, nogle almindelige blogindlæg og ad en fugleklat på vinduet. Fik husket mig selv på alle mine skyggesider… meget apropos vinduespolering.

Jeg har konsekvent forsøgt at se hele det her forløb som en gave. Indpakningen er ikke min smag, men hvor mange får trods alt muligheden for at redefinere hele deres liv og arbejdsliv? Selv om jeg ikke har de kræfter og de muligheder, jeg ønsker, må jeg få det bedste ud af det.

Jeg endte med at køre fra hus og hjem og gå rundt i et par timer. Ved vandet. Hvor der ingen andre var, men hvor der var luft og plads. Tårerne løb stadig og da jeg gik ind mod havnen var jeg umanerlig træt. Og endelig lidt lettet.

 

Beslutningen var taget. Jeg ved godt hvad jeg vil have, men nu er det på tide at sige farvel til det, jeg ikke vil have.

Lykkestjerner er min lille baby. Den blev skabt på et ekstremt sårbart tidspunkt og jeg vil fra nu af forsøge at dele min egen selvvalgte arbejdstid mellem denne og min anden blog.

Mama’s job har ligget i dvale i nogle år, men jeg har hele tiden følt den skulle være målet for mit arbejdsliv. Det blev tidligere end jeg havde forventet og hvordan rammerne skal være, ved jeg endnu ikke, da jeg fortsat er sygemeldt. Men jeg vil gerne noget andet med den end blot at være en af de der (seje, søde, skønne) mommy-bloggere. Jeg kan levere mine egne erfaringer som fuldtidsalenemor med karriere og kronisk sygdom i kalenderen. Sådan et opslagsværk har jeg selv manglet.

Lykkestjerner er lykkeglimt, stjerner i øjnene og et indblik i mine tanker og erfaringer som kronisk syg jubilidiot 🙂

Mama’s job er kvindeliv med hele pakken; livsstil, børn, forældreskab, sundhed, karriere og tricks til at nyde ræset imens.

….

Egentlig føler jeg mig som før; sindssygt motiveret! Jeg er glad, har lykkestjerner i øjnene og har jo lige fået det bedste ud af mit livs krise. Jeg har taget min egen medicin og den virker. Hvis det kan glæde nogen..én…dig.. Ja, så er jeg stolt.

….

 

Bukker og nejer og håber af hele mit hjerte at jeg kan holde jeres interesse.

Læs med…vil du hjælpe mig i gang med mit nye liv? http://mamasjob.dk/wordpress/

Tak <3

 

– Mette

Jeg reflekterer meget. Når en syg krop sætter dagsordenen for tempo og effektivitet dagen igennem, bliver der indimellem god tid til at reflektere. Ligesom at jeg, af uvisse årsager, tænker godt i en scanner. Sådan en tilbragte jeg lidt af min fredag aften i, som du kan læse om her

Selvom jeg endnu ikke kender resultatet af min scanning, som formentlig er den sidste nødvendige undersøgelse for at blive endelig udredt, ser jeg sådan her på livet med en kronisk sygdom;

 

Vi vælger ikke altid selv de gaver vi får.

Dem, der ikke er returret på kan godt føles lidt som hadegaver, men hvis de skal stå på kaminhylden er det spild af det ene gode liv vi har fået tildelt, ikke at få dem til at matche ind i indretningen.

 

Til dette kan jeg anbefale Bianca Solveig Stjernes bog Få dig et liv – et godt liv med kronisk sygdom hvor hun bl.a. skriver om at invitere Hr. Kronisk Sygdom på en kop kaffe nu og da. Få en snak om hvordan det går, hvad der skal rettes til og hvor der skal sættes ind, optimeres, skæres ned og omrokeres. Indretningen kan godt blive lidt triviel, hvis vi aldrig flytter lidt rundt, ik’?

 

Jeg har selv drukket et par kopper kaffe med min logerende Hr. Kronisk Sygdom de seneste uger. Vi har lidt svært ved at vænne os til hinanden, for vi har begge brug for meget plads. Og egentlig synes jeg han roder lige lovlig meget og ikke betaler sin del af huslejen og måske især de ekstraudgifter, han er skyld i. Oveni hatten, har han taget voldsomt på det seneste år og kræver mere og mere.

Idet jeg ikke kender rammerne for fremtiden, har jeg sat forhandlingerne på pause indtil jeg har fået svar. Altså har vi et statusmøde i løbet af den næste uges tid.

Indtil da, er det eneste rigtige for mig at holde fast i min fighterånd. Indimellem kræver det superlim og ekstra stærke magneter, der er tapet fast og snøret godt ind.

 

En god lim er venner. Familie. Relationer.
De der helt særlige personer, du måske ikke deler din hverdag med, men som formår at røre ved dit inderste.

Sådan en ven er Søren. Søren er bare sej. Og klog. Og et menneske, jeg er taknemmelig for at have i mit liv.

Tak Søren. For dine kloge ord, dit smittende smil og din måde at dele erfaringer, lykkestjerner og god karma på.

 

Som for eksempel; 

… jeg er bange for at vi alle må igennem en sådan tur på den ene eller anden måde i vores liv.

Og det der kommer til at definere os, er måden hvorledes vi håndterer det på.

De valg vi træffer og især hvorledes vi vælger at håndtere konsekvensen af disse.

 

– Søren har jo ret. Så husk Sørens ord.

 

I øvrigt fik jeg denne sms i forbindelse med definitionen af hvad ‘lykkestjerner’ er og ikke mindst tankerne om at dele noget, man selv har produceret. Som en blog, hvor man deler sine inderste tanker og sin personlige udvikling. Er man for meget? God nok? Har det overhovedet interesse? Kan jeg…?
Angstprovokerende som ind i h…

 

 Jeg har en stor del at takke dig for, på det punkt❤

Du har virkelig hjulpet mig til bedre at forstå og sætte pris på den effekt, jeg har på mine medmennesker.

En ting jeg aldrig kommer til at kunne takke nok for.

Du har min dybeste respekt for hvordan du håndterer det. Og hvordan du hele tiden formår at skabe og være kreativ

 

Den sms tager jeg frem når magneterne mister deres kraft. Den sms giver mig en ekstra dråbe superlim.

I øvrigt tror jeg på, vi alle kan gøre det, som Søren har fokus på. Give verden bare lidt af os selv. Bidrage til god karma og lidt lykkestjerner hist og her; langsomt, men sikkert. Bare et lille skridt i retningen fremad.

Indimellem kræver det mange gange superlim at holde øjet mod målet, eller når man som jeg ikke kender målet, så bare ikke falde for langt ned i grøften på vejen. Heldigvis har jeg flere af Sørens slags i mit liv.
Nogle fortæller mig at jeg godt kan, nogen fortæller mig at jeg også kan se godt ud på en dårlig dag. Nogen hjælper mig, nogen krammer mig, nogen elsker mig og nogen giver mig den medlidenhed, der faktisk kan være godt i mindre doser.

 

Det er god karma at styrke hinanden, pas godt på din superlim <3

 

Har sådan en Fr. Positiv Motivation nogensinde ondt af sig selv?

Ville vel egentlig være dobbeltmoralsk, hvis jeg sad og ynkede mig selv, mens jeg prædiker ‘tag nu lykken i hånden’ til dig…?

Men jeg er jo et menneske ligesom alle andre.
Og lige nu har jeg ondt af mig selv. Big time!

Generelt har jeg været rimelig sej til det med at være kronisk syg, have det skidt, mens jeg kun passivt kunne se mit liv blive pillet i småstykker.

 

Langt størstedelen af tiden, har det lykkedes mig at holde fast i den optimistiske tilgang og ikke mindst fighterviljen.
De sidste par uger er det dog, som om grænsen er nået. Bægeret er flydt over, den berømte dråbe – you name it..

Jeg har sjældent grædt og raset så meget som i denne august.

Over min forræderiske krop, mit liv, mit job, min svigtende balance, ekstreme træthed, af kvalme, af frustration og dårlig samvittighed, over mig som den forfærdelige mor og tanken om konsekvenserne for mit barn.
Over ødelagt økonomi og fremtid.
Over støvsugeren, vasketøjet, vækkeuret og lægerne.

Over alle de tabte glas og vennerne, der bare gerne vil være der. Men jeg kan ikke rumme jer. Eller min familie.

Den dårlige og utilfredsstillende søvn, jeg hungrer efter 24 timer i døgnet, er et helt kapitel for sig selv.

 

Alt dette fik mig til at undre mig..

Hvorfor ramte dette mig?
Ikke så meget sygdommen, men hvorfor dette sorte humør og denne totale opgivelse?

Jeg ved det ikke. Men jeg kæmper. Lidt i blinde, men jeg kæmper igen.

Derfor ’lykkestjerner’. For jeg vil mærke dem igen.
De har været på lynvisit i dag, men løb hurtigere væk end jeg kunne fange dem. Jeg er nemlig ikke så hurtig for tiden. Måske skulle jeg få dem tatoveret?

Et varmt karbad, blog, film, bog..hygge om mig selv. Det fikser ikke altid en rigtig dårlig dag, men det hjælper.

 

Om ikke andet kan jeg i den grad tage mig selv i nakken, når jeg hører på hende her; Michelle Hviid – hende har jeg respekt for og hun motiverer mig.

Brug fx en time på at høre en podcast med Fabiola og Michelle. Den er godt givet ud og du finder den her: http://www.fabiola-christensen.com/michelle-hviid-hvad-livet-laerte-mig-efter-en-tumorkolboette/

Denne sætning printede sig ind i min bevidsthed: “Jeg har gjort det, jeg ville ønske mine børn gjorde i denne situation”.

I et interview til Femina sagde hun: “Jeg har med ganske få undtagelser ikke haft ondt af mig selv” – bum!

 

Ok, det er nok. Jeg har pisseondt af mig selv, men jeg skal lige lave mine rygøvelser, inden jeg krøber under dynen på sofaen!