For en uges tid siden blev jeg 30 og tankerne om en grundig status over mit liv har fyldt meget de sidste måneder. Der har været mange, store og små, ubesvarede spørgsmål – men grundlæggende var det jo en fin anledning til at finde ud af om jeg var der, hvor jeg gerne ville være. I mit liv, i mig selv. Sommeren har været af den kølige slags, men når jeg lå i bagende sol ved vandkanten var jeg så absolut på det bedst tænkelige sted. Det er bare en forholdsvis lille procentdel af vores liv, vi bruger på stranden i perfekt sommervejr. Men hvad så, bruger vi egentlig tiden godt?

 

I dag er det 14 år siden, jeg blev ramt af et ubeskrivelig stort tab – min elskede mormor døde og jeg husker det som jeg var forstenet af sorg. Jeg ved, jeg også var gennemsyret af sygdom og jeg kunne ikke særlig meget. Det efterår for 14 år siden blev jeg pludselig mere voksen end jeg burde være som 16-årig.

Jeg har haft både glæder og sorger siden og jeg har lært meget. Jeg er blevet rigtig voksen; altså den slags voksen, hvor man har fået barn, billån, forsikringer og papirer om efterløn. Jeg er også blevet den slags voksen, som jeg selv ønsker; hvor der stadig er plads til leg og spontan uansvarlighed. Men jeg er også tryg, for grundlæggende føler jeg mig okay. Jeg har styr på det og jeg passer på både mig selv og mit barn.

På min fødselsdag vågnede jeg tidligt og mens jeg langsomt strakte mig, reflekterede jeg over..ja, det hele..træt, grundglad og rolig. Som enhver anden dag startede jeg med yoga i min stue.. listede derind for ikke at vække min datter med de knirkende gulvbrædder. Sensommerluften og trækfuglene gjorde mig mere opmærksom og i stadig-nat-mørke, åbnede jeg døren til køkkenet. Stille og mørkt, med præcis nok lys til jeg kunne skimte havens konturer.

Jeg kiggede ud på æbletræet, mens min kaffemaskine pludrede. Huset er stille om morgenen og jeg tænkte at jeg elsker mit hjem. At jeg er faldet til ro og det er dejligt på denne dag. På denne milepæl, som jeg føler det er at runde 30.

 

Få timers søvn..

Forudsætningerne for en god dag med huset fyldt af gæster, børn og travle forberedelser var ikke helt der, hvor jeg kunne ønske dem.

 

Sådan er det blevet. I min hverdag og i mit liv. “Forudsætningerne” er ikke noget jeg tør læne mig op ad mere.

Jeg kan gøre hvad jeg kan selv for at skabe de bedste af slagsen, men jeg kan ikke kontrollere udfaldet.

På min 30 års fødselsdag, en fredag – oplagt til fest og fejring – kravlede jeg i seng kl. 20.30. Min datters fødselsdag dagen efter klarede jeg nogenlunde på en cocktail af krykker, vilje og febernedsættende. Og med en spand indenfor rækkevidde. Jeg har siden fået at vide vores gæster hyggede sig og maden var god. Jeg var så smertesyg at det tog mig en uge at kunne holde normal mad i mig igen. Derfor har bloggen også været mere stille end normalt.
Min store dag, som jeg havde glædet mig sådan til. Smadret. Ligesom min krop.

 

30 år..

For 6 år siden var jeg lige blevet mor.

For 5 år siden startede vi traditionen med at fejre vores fødselsdage sammen.

For 2 år siden havde jeg lige mistet min far, sagt farvel til en stor kærlighed og fundet mig selv og min topform.

For 1 år siden var min ryg definitivt ødelagt.

 

Nu er jeg bare mig. Færdiglavet så og sige. Ovre den del af ungdommen, hvor jeg skal lære mig selv at kende, definere mig selv og forklare mig. Ovre usikkerheden og de store spørgsmål.

Jeg føler mig grounded. Der er ikke så meget mere, der kan ryste mig. Jeg har grint og grædt. Mistet og fejlet. Gemt mig og taget ansvar. Elsket og lært.

Jeg er på et sted i mit liv, hvor jeg er glad for at være. Det er som om mit indre og tallet på dåbsattesten endelig er smeltet sammen. Og skaber en fleksibel balance af hjerte og passion.

Jeg er ung, jeg har mod og jeg har kærlighed i mit liv. Jeg har lært at jeg kan selv og jeg er præcis så voksen og erfaren, som det er sundt for mig at være.

 

Henover det seneste år har jeg langsomt fået smadret mit liv, som jeg kendte det. Min krop er som puslespilsbrikker langsomt gået i stykker og kanterne er flossede og sårede. Mit nervesystem har taget skade af mange års kroniske smerter og de mange skader har sat sine spor. Fra sportsskader over smerter til kognitive skader i en ødelagt og nedslidt krop.

Som 29-årig. Året, der skulle være det bedste i mit liv.

 

Hvis jeg skal gøre det op i helbred, får jeg aldrig flere gode år.

Det er definitivt slut.
Jeg har aldrig haft det værre end jeg har det nu.

Det er en bitter pille, men i øvrigt den eneste jeg kan tage. For smertestillende gør ondt værre.
Jeg er blevet tiltagende holistisk med årene og kombineret med en sund livsstil, har jeg lært at give mig selv de bedst mulige betingelser.

Livsstilen koster. Sund kost, mange timers søvn, syv forskellige tilskud to gange dagligt, kræfter, fravalg… Fravalg af aktiviteter og socialt liv.
Benhård prioritering er på min daglige to do-liste. Er det vaske tøj-dag? Er det træningsdag? Er det indkøbsdag? Eller er det sofadag med mad fra fryseren? Er det krykkedag? Eller er det bare en dag, der skal overstås?

Sidstnævnte er faktisk den værste slags. For jeg føler, jeg spilder livet og det siver ud mellem fingrene på mig. Det gør mig så trist.

 

Jeg har mistet mit job. Venner. Forhold. I kampen for at beholde lidt af mit liv, måtte jeg fravælge noget andet. Resten af mit liv var vigtigere. Min datter var vigtigst. Jeg måtte være mig og være mor og så var der ikke plads til andet. Ofte var der kun plads til at være én af delene og så blev den anden del svigtet.

Jeg er lige fyldt 30 år. Min hverdag består af træning, hvil og lidt dagligdags praktik, som nu er nødvendigt i et hjem med en voksen og et barn. Dertil har jeg nok lidt flere møder med sundhedsvæsenet end en gennemsnitlig 30-årig. Jeg har været sygemeldt on/off i næsten et år. Jeg kender ikke min fremtidige jobsituation. Jeg ved ikke hvad, hvor længe, hvornår og om..

 

Men. Ja, men. Ville jeg ændre noget? Ja, jeg ville gerne være rask. Smertefri eller bare have færre af slagsen. Være veludhvilet. Være mor på samme vilkår som de andre omkring os.

Ville jeg ønske jeg var gået gennem de første 30 år uden knubs? Nej. Jeg ved ikke hvordan jeg ville have levet mit liv, men jeg er sikker på, jeg ikke ville være den, jeg er i dag. Jeg ville ikke have lært alle de ting, jeg egentlig nok har lært på en ret hård måde.

 

På en god dag kan jeg være mig og være mor, mens vi både får rent tøj på og spiser varm mad. Jeg kan bare ikke vide om det er en god dag, førend dagen er i gang. Det er igen de forbandede forudsætninger, for hvad er det for en dag? Uforudsigeligheden er indimellem lidt for spændende.

 

For langt de fleste mennesker er dagen i dag bare en dag, men skal det også bare være det i morgen? Og i overmorgen? Pludselig er tiden fløjet af sted i et par år…eller 10.

Jeg forsøger at være til stede. I hvert fald lidt hver dag. Nogle gange må man distancere sig fra sit ’her og nu’, hvis noget gør ondt. Det være sig fysisk eller mentalt. På en dårlig dag gør det for ondt at være til stede.

Men jeg har et valg. Og jeg har valgt at blive og kæmpe – ikke bare for en afklaring og en lettelse, men for retten til at have et liv med lykkestunder og lykkestjerner. Også selvom det kræver benhård prioritering og viljestyrke af dimensioner.

 

Så med en ødelagt krop, der virker som om den har svigtet mig må jeg alligevel sætte en streg under min 30 års-status og konkludere:

Jeg har aldrig haft det bedre <3

September er efter min mening en af de mest smukke og skønne måneder – jeg elsker simpelthen denne tid på året. Sensommerstemningen, den friske luft, bladenes farver og et skønt overflod af æbler, bær og blommer – og ikke mindst de lækre friske figner! Uhmm. Der sidder en rest af overskud fra sommerens sol og ferie i kroppen og der er heldigvis stadig mange soltimer. Et nyt skoleår er startet, en ny sæson er i gang og der bliver trappet op for de spændende tiltag i erhvervslivet.. What’s not to like? 🙂

Nu er det jo ikke alle, der har det ligesom jeg har det. Hvad med dig? Er du i topform? Eller trænger du til et boost? Vi er forskellige, men uanset hvad har vi alle godt af det, jeg kalder lykkemad. Lykkemad for kroppen og hjernen. Vi skal have næring og så har vi valget mellem at indtage noget, der gør os godt eller noget, der gør os dårligt. Valget er ikke svært for mig og heldigvis har jeg en naturlig præference for grøntsager og frugt –jeg elsker det simpelthen. Smukke farver, godt med vitaminer og super energi. Årstidens frugter toppet med et ekstra skud c-vitamin i form af et par svesker og selvfølgelig hjernelignende valnødder, som er noget af det bedste du kan give din hjerne at spise.

Husk at skære det ud og anret det pænt…for din egen skyld.

 

Optimal start på en god dag med lykke, læring og fokus. Velbekomme <3

På et alt for sent tidspunkt i aftes lå jeg på sofaen og genlæste en gammel sms-korrespondance med min bedste ven.

Vores beskeder handlede om det kommende valg, valgkamp og personligheder i dansk politik. Det var i en periode, hvor jeg ofte lå på sofaen med den bærbare og arbejdede, i et forsøg på at kombinere en drilsk diskusprolaps og mit kommunikationsjob.

Nu er det ingen hemmelighed at jeg brænder for formidling, motivation og samfundsforhold.

Måske derfor er jeg også fascineret af politik og hele gamet. En af mine egne sms’er beskriver at jobbet som politiker ville være et drømmejob – og måske endda endnu mere jobbet som spindoktor.

Den hektiske hverdag, fyldt med spænding, udfordringer og hurtige beslutninger… når det er afgørende at første formulering rammer plet og der kommer løsninger på bordet.
Det giver mig lyst til selv at løbe stærkt og det sætter adrenalinet i gang hos mig. Jeg bliver sindssygt motiveret og giver derfor mig selv lov til at svælge i de inspirerende scenarier, så jeg kan mærke den kriblende fornemmelse.

Det er mit fix.

 

Min kære vens respons var, at jeg skulle se at komme i gang med det politiske liv. Han er også min bedste sparringspartner og min største støtte. Han tror på mig og der er ikke den ting i verden, han ikke mener, jeg er i stand til. Det er i hvert fald den følelse, han giver mig og det er uvurderligt.

Sidenhen har min arbejdssituation ændret sig til uvis og jeg kan nemt mærke frygten krybe ind over mig, når jeg tænker på hvordan min fremtid bliver. Jeg mistede mit elskede job, som en konsekvens af min langvarige sygemelding og mine kognitive skader, såvel som min fysiske tilstand, er blevet stationære.

Jeg skal ikke løbe stærkt på høje hæle i 12 timer og jeg skal ikke arbejde hverken 5 eller 7 dage om ugen.
Jeg skal heller ikke leve et presset liv, hvor jeg udsættes for stress i samme grad, som en politiker.

Det er et tab for mig. Jeg følte at jeg mistede en stor del af min identitet, da jeg ikke skulle tilbage til mit job. Selvom jeg havde noget nær mit drømmejob og var fantastisk glad for stedet, var det ikke tabet af lige det job, der gjorde udslaget for min identitet. Min force er, jeg kan redefinere mig i professionel sammenhæng og jeg har fået en gave i form af jeg kan fylde min tid selv.

For mig var det store tab at jeg ikke kunne opleve det sus af travlhed, adrenalin og frustrationer, der uundgåeligt vil være forbundet med udfordringer, der skal findes løsninger på. Nu.
At jeg ikke kunne leve det liv, hvor en vis performance var en del af min hverdag og en del af min stilling. En del af min karriere, som jeg var så passioneret omkring,
Det var hele livsstilen, jeg følte et stort tab af.

Det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Og det var meget svært at acceptere. Og er det stadig.

 

Men hvad nu hvis jeg re-tænker min situation?

Ja, det er af underlig stor betydning for mig at jeg ikke kan gå i høje hæle mere. Men måske, jeg med tiden, faktisk vil kunne have lidt hæle på ved særlige lejligheder og så vil jeg nyde det helhjertet.

Ja, der mangler et kick, når jeg ikke kan have travlt. Men hvad nu hvis jeg fylder min hverdag med det, jeg er passioneret omkring? På den måde får jeg også et sus af travlhed og adrenalin.

Ja, der mangler at løse de udfordringer, jeg får stillet. Følelsen af at opfylde de krav, man får, er ubeskrivelig og tilfredsstiller min indre succes junkie. Men hvad nu hvis jeg sætter en rigtig svær udfordring op for mig selv?

At være lykkelig, passioneret, glad, sej og klare det her med bravour? Ikke at give op? At kæmpe og lykkes?
Det er en lang uddannelse og selv om jeg kan begræde at jeg ikke fik den uddannelse, jeg ønskede mig, kunne jeg måske skabe min egen? Gøre mig til eksperten i mit liv og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort mig.

At få lykkestjerner i sit liv på trods.

Dagens lykkestjerne er så afgjort manden, der nok altid vil være den vigtigste mand i mit liv. Manden, der tror på mig og elsker mig for den, jeg er. Ham, jeg er heldig at have i mit liv. Min allerbedste ven.

…eller et kærligt spark bagi? Jeg tror ikke på deciderede r*vfulde 🙂

Men faktisk er du den bedste til det selv. Ofte kræver det bare, man kender sig selv, sin motivation og selvfølgelig redskaberne. Måske du kan bruge nogle af mine, som jeg løbende vil dele ud af.

Noget af det, der kan få mig til at skifte fokus er, når jeg hører en rigtig god sang (sjovt nok virker det bedst hvis jeg kører bil, men måske er det noget med man har fokus på her og nu, mens man flytter sig fra A til B?).

Tricket er at åbne vinduet og lade den friske luft sive ind, skrue helt op for sangen og så skal det i øvrigt helst være sådan en, du kan synge godt med på.
Lade musikken og tonerne fylde bilens rum – og dermed dig op.
Mærk luften på din hud og bare vær til.
Lad evt. følelser løbe af med dig og mærk det krible gennem dig.

Om du er operastjerne eller ej, er ikke vigtigt, bare syng. Syng. Lyt. Mærk.

 

Jeg lover dig du er i bedre humør ved punkt B og når du har mere overskud, er resten bare lidt nemmere <3

P.S. En af mine personlige favoritter er fx Enrique Iglesias’s Be with you  og det var faktisk den, der fik mig til at skrive dette indlæg

Man kan da ikke stresse over en fødselsdag, kan man?

“JO!” vil mange forældre nok sige. Ok, nok mest mødre, for på det punkt er mænd altså noget mere easy going – ment på den gode måde.
Men perfektionistsyndromet lever i bedste velgående hos mange (især) kvinder. Inklusiv mig selv.

Om 10 dage har ikke bare jeg eller min datter fødselsdag. Det har vi begge to og det to dage i træk. Og det var ik’ engang med vilje-vanilje 🙂

Hver fødselsdag er stor, når det er børnenes, men jeg bliver 30 i år og det er stort for mig.
Det er faktisk en milepæl, jeg har set frem til og som jeg virkelig har ønsket at fejre. For jeg synes, det er fedt at blive ældre og jeg har aldrig hvilet så meget i mig selv, som jeg har gjort de sidste par år.
Men så var der lige den der fest, jeg har planlagt i snart et par år…hmmm… dårligt match med min tilstand, der tilsyneladende har bestemt sig for at være stationær.
Men altså…jeg bliver jo 30. Virkelig – 30 år! Det er vildt, det er stort og jeg har ikke det mindste krise – tværtimod glæder jeg mig lige så meget som min datter til at blive lige det år ældre. Jeg har overvejet den fest i flere år. Den skulle være stor og jeg har jo de sidste seks år vidst, at jeg ville skulle dele dagen med min guldklump. Min største lykkestjerne og jeg kan hilse og sige vi de forgangne fem år har holdt decideret fødselsdagsmarathon, hvor vi fester tre dage i træk. Og det er præcis hvad vi ønsker os, vi fejrer os selv godt og grundigt den ene gang om året.
Jeg har jo været syg. Og okay, så lad gå…jeg er stadig syg.
Den seneste tid er det gået stødt ned ad bakke og mentalt har jeg iført mig styrthjem og knæbeskyttere, for bremserne lader til ikke at virke.

Jeg er ubeskrivelig træt og har det rigtig skidt i dagligdagen.

Så jeg har aflyst festen.
Jeg fik slet ikke sendt invitationer ud til familie og venner, der begyndte selv at spørge. Gæstelisten er svundet fra 35 gæster til 8 inviterede til åbent hus. That’s it.
Mine venner har jeg ikke lige fået inviteret. Endnu. Måske…?..

Jeg kan godt blive lidt ked af det ved tanken, for jeg ved godt at jeg nok ikke lige får taget revanche og holder en kæmpe fest næste sommer. Og jeg har grædt… Barnlige tårer måske, men også frustrationens tårer over ikke at kunne det, jeg sådan har ønsket mig. Og endda også over ikke at føle jeg havde noget at fejre.

Men for det første har min datter også fødselsdag, så vi springer altså ikke bare over her i huset.
For det andet ved jeg, at jeg bliver endnu mere ked af det hvis jeg slet ikke får nydt min dag.

Hvilket bringer mig til mit speciale; hvad kan jeg selv gøre, for at fylde min fødselsdag med lykkestjerner?

Hvad ønsker jeg mig?

Jeg ønsker mig en dejlig og kærlig dag med familie og venner omkring mig og ikke mindst en dag, jeg vil kunne se tilbage på som helt igennem perfekt. Afslappet og hyggelig.
Jeg vil fejre min 30 års fødselsdag, for jeg er grundlykkelig.

Nå, det gik jo meget godt. Forventningerne afstemt..

 

Hvem vil jeg gerne fejre min dag med?

Jeg havde en gæsteliste med knapt 40 personer, som jeg gerne ville havde inviteret til et brag af en fest. Det er jeg ked af ikke at gøre.
Men ville jeg nå at få snakket rigtigt med dem alle? Højst sandsynligt ikke. Så jeg har nogle familieture rundt omkring i Danmark, på to do-listen, når jeg (forhåbentlig) har lidt mere overskud.

Det punkt var det sværeste, men hvorfor invitere 40 dejlige mennesker og så ikke selv være i stand til at nyde dagen?

Prioritering…av av av, men det er afgjort.

 

Hvad skal vi lave?

Stor fin middag? Nej. Det er jo ikke derfor de kommer.
Både junior og jeg elsker kage og lækker mad, så lidt af hvert. Enkelt, casual og hyggeligt – hvilket jo egentlig er i tråd med punkt 1.

Hov?! Det bliver lidt lettere nu.. Done deal.

 

Børnefødselsdag….f*ck!

Nævnte jeg, at jeg er fuldtidsalenemor til guldklumpen? Og syg.. Øhm…
Min datter går i en fantastisk klasse med 22 skønne unger. Med en super energi. Dem ville jeg gerne give en fantastisk dag. Kan jeg det uden at lægge mig syg i ugevis eller mere efterfølgende? Desværre, nej. What to do??

Jeg slugte mit perfektionistgen, trak kompromisgenet op ad hatten og spurgte et andet forælderpar om vi skulle slå os sammen og det endte med et tredje kom med. Så nu skal vores tre dejlige piger fejres sammen, vi er fem voksne og jeg kan se frem til dagen med ro i sjælden.
Bonus; det sparer uden tvivl penge!

Beslutning taget og ved at blive ført ud i livet.

– ekstra bonus: Det skal først holdes et par uger efter vores egen fødselsdag. På den måde forlænger vi fødselsdagsstemningen for min datter og vi har ikke så meget lige på én gang.

 

Jeg kan godt lide forhandlinger, men kompromiser er bare ikke altid drønsjove. Men har jeg selv og min datter ikke mest glæde af jeg er i stand til at se lykkestjernerne? “JO!”

 

Et eksempel er faktisk at jeg har så mange dejlige mennesker i mit liv, som jeg gerne ville invitere til min fødselsdag <3