Jeg har haft travlt den seneste tid. Egentlig ikke mere travlt end de fleste af os har op til jul og slet ikke i forhold til de andre år, hvor jeg har haft fuldtidsjob til at fylde hverdagene.
Men i kraft af mit liv har fået mere end én omgang i 2015-karusellen, har jeg haft mange ting, der skulle gøres, tilrettes, tages stilling til, forberedes og endda lukkes. Nogle skulle glemmes, andre skulle bearbejdes.
For et år siden var jeg syg, men sikker på jeg skulle tilbage til mit gamle (arbejds)liv i 2015. Det skulle jeg ikke, tværtimod nærmest.
Jeg har været tilstede i nuet, mere end nogensinde før. Jeg har været lykkelig, jeg har grædt, jeg har raset. Jeg har mistet mere end jeg kunne forestille mig.
2015 blev året, hvor jeg fyldte 30. Jeg havde mål for hvor jeg skulle være når jeg blev 30.
Jeg har smidt listen ud. Det kommer ikke til at ske.
Begreber som hvilepauser, fleksjob, førtidspension, prioriteringer, sygedagpenge, skånehensyn, tab af erhvervsevne og hjælpemidler er blevet en stor del af mine møder, der vedrører min fremtid.
Faktisk er det i sig selv en ny – og grænseoverskridende – ting at skulle dele tanker og følelser omkring ens eget liv med vildt fremmede mennesker. Det er ikke min familie eller venner, jeg diskuterer fremtidsdrømme med. For mine drømme er der, men de tæller ikke i dette forum. Det er fornuft, realistiske forventninger, økonomi og struktur, der præger møder og aftaler. Med mennesker, der er på arbejde og ikke deler min passion, men er der for at få mig til at yde mest muligt.
Jeg skæver igen til papirerne med overskriften ”Ansøgning om invalidepension” og når det hele vender sig i mig, går jeg igen væk. Jeg flytter mig fysisk, mens mit lille hjemmekontor bliver mere og mere trist og forladt. Sidder alle andre steder i huset og skriver. Og sletter. Og lukker computeren igen.
Papirerne hober sig op, hos min læge, hos min sagsbehandler, hos forsikringsselskabet, hos mig.
Jeg havde ikke drømt om at mine 30’ere skulle starte med overvejelser om, hvordan jeg kan have det bedst muligt i de år, der kommer til at gå inden jeg højst sandsynligt kan få min pension. I dagens Danmark er det nærmest umuligt at få tilkendt førtidspension, uagtet det kunne give en smule livskvalitet for rigtig mange syge mennesker.
Misforstå mig ikke, min store drøm handlede ikke om at gå hjemme eller få en stor børneflok. Den handlede om noget så banalt som min karriere.
Jeg ønskede mig ikke en lang akademisk uddannelse. Næh, jeg ville bare arbejde mig op. Slide, blive udfordret, løse ting og fixe umuligheder. Jeg ville frustreres og fejle for succesens sus er så pumpet med adrenalin at jeg kunne være høj af det hele vejen igennem stride forhandlinger.
Det var den helt rigtige plads i livet for mig.
Sådan skulle det ikke være.
2015 blev året, hvor jeg faldt ud af arbejdsmarkedet og lærte at sygedagpenge ikke rækker langt.
2015 blev året, hvor jeg indså at det her ikke ville blive bedre igen.
2015 blev året, hvor jeg erkendte, jeg er kronisk syg.
Jeg har ikke bare ondt. Jeg er træt. Udmattet. Udkørt. Som efter en hård december som butiksansat, et maraton, to uger med maveinfluenza, en lang stressbelastning, tre børnehavefødselsdage i streg…
Ja, jeg taler bare det sprog, jeg selv forstår. Jeg har lært at tale det andet sprog, man bruger når man er kronisk syg, men det føles ikke som mit modersmål.
Mit hoved er fyldt med tanker, bekymringer, redskaber og begreber. To do-listerne er lange og de bliver aldrig væsentlig kortere, da mine effektivitetstimer på en dag er faldet drastisk. Jeg ved ikke hvordan det går i morgen, men jeg kan allerede mærke nu at resten af dagen bliver hård.
Mens jeg strækker min stive nakke og forsøger at rette ryggen ud, lyner nervesmerterne ned gennem benet og min hånds summen breder sig til armen. Alt imens jeg overvejer, hvordan jeg kan slippe let om resten af dagen. De sidste julegaver skal pakkes ind, jeg har lovet min datter vi skal bage lidt småkager og at hun må lave ekstra gaver i selskab med perler, lim og glimmer. Vi skal tømme hendes julesok hos vores lokale supermarked.
Vaskemaskinen kører og om lidt skal tøjet hænges op. Ellers er her stille, men urets tikken minder mig om jeg snart skal komme videre og at jeg nok ikke når det ellers obligatoriske middagshvil i dag.
Det betyder, jeg er mere end smadret senere på dagen.
Mine fremtidsudsigter er uvisse, nogle vil nok sige de ikke er gode efter at have læst dette her. Nogle vil synes, jeg piber. Andre vil mene, jeg tager sorgerne på forskud. Mange har det meget værre end mig.
Forleden ønskede jeg både min sagsbehandler og min fysioterapeut glædelig jul. De har været uundværlige hele året. Og når jeg endelig skal diskutere mine fredtidsplaner med et fremmed menneske, der er på arbejde foretrækker jeg faktisk at det er lige præcis min sagsbehandler. Hun har degraderet mine fordomme om systemet. Min fysioterapeut gør alt hvad hun kan for at lindre.
I frustration har jeg skreget at jeg har fået smadret mit liv. I lykkelige øjeblikke har jeg nydt at have tiden til at være her. Lige nu og her.
Det er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft det her… At være kronisk syg og i systemet som vi (læs: os syge) siger, er det mest udfordrende og tidskrævende job, jeg nogensinde har haft. Jeg har den seneste tid kunne mærke mavepinen og lysten til at vende mig om på den anden side og sove videre, om morgenen.
Jeg smiler og er stærk. For som jeg plejer at sige; det må hellere være mig end så mange andre. Jeg kan klare det.
Jeg er bare træt af at klare det.
Men det skal jeg. Dette her job kan ikke opsiges. Det forpligter. Overfor mig selv og min datter… Til døden os skiller, eller pensionen om man vil. Jeg kan godt have et godt liv som kronisk syg og endda selv om jeg er i systemet, men jeg glæder mig til den dag, jeg kan lægge mappen med alle papirerne og journalerne bagerst på hylden og ikke skal til møde med de fremmede mennesker der er på arbejde, på ugentlig eller månedlig basis.
Jeg går på juleferie nu. Jeg har også erkendt at der er tidspunkter, hvor ord og sætninger hober sig op indeni mig, men blogindlæggene bliver for lange, rodede, personlige, ustrukturerede.
Jeg vil holde ferie og være i nuet. Lige her. Bage med min datter og glædes over hendes julehumør. Falde i svime over hendes hjemmelavede gaver og besøge vores oldemor. Jeg vil putte mig på sofaen og holde helt fri. Samle kræfter. Til det 2016, jeg nu ved ikke bare bliver en tilbagevenden, men en kamp, en omvæltning og forhåbentlig året, hvor der kommer en løsning.
Jeg vil ønske dig en fantastisk, kærlig, varm og glædelig jul. Tak fordi du læste med <3
P.S.
Hvis du nu er lidt bekymret for min evt. smådepressive tilstand, vil jeg berolige dig med månedens joke. Traditionen tro, omhandler den en ny skade.
Jeg har nemlig haft så mange skader og problemer med min krop at jeg er professionel amatør i skader, behandling, håndtering og forebyggelse. Jeg kan gå ind til min fysioterapeut og fortælle – ved navns nævnelse – hvilke led, der sidder forkert og til hvilken side eller om mit bækken sidder skævt i den ene eller anden retning.
Men jeg har aldrig haft (nævneværdige) skader i mine knæ. Nu har jeg så fået en meniskskade.
Det synes jeg er komisk.