Som overskriften svagt antyder, er dette nok et af de tungere indlæg.

Erkendelse.

Selv om – eller måske netop fordi – jeg har nogle helbredsmæssige udfordringer, er mit daglige fokus at nyde hver dag, nyde mit liv og min datters opvækst. Min datter er jo mit et og alt og jeg får hver eneste dag små fine lykkeeksplosioner i maven af netop at have hende. Bevares, det er ikke altid en dans på roser at være mor, men lige i denne sammenhæng er det underordnet. Barn =lykke. Bum.

Min opstart på smerteklinik var startskuddet til en dybere erkendelse af hvad det er for et liv, jeg skal have nu. Og har.

Efter 15 års sygdom, vidste jeg godt at jeg aldrig ville blive helt fit for fight igen. Men da jeg for et års tid siden tog sygemeldt hjem fra arbejde, troede jeg oprigtigt at 14 dage på sofaen ville gøre mirakler for min ryg. I stedet satte det gang i noget nær en lavine og inden jeg så mig om var der gået fem måneder, jeg var uden job og stadig sygemeldt. Jeg begyndte så småt at indse at min tilstand var stationær og ikke blot et bump på vejen. Fremtiden undgik jeg bevidst at bekymre mig om Når man først er nået dertil, buldrer toget af sted og følelsen af at have mistet kontrollen kan være altoverskyggende i et langt sygdomsforløb. Smerteklinik er heldigvis ikke endestationen – den er ligesom for jer andre et for mig ukendt sted – men smerteklinikken er et viapunkt.

Første besøg var meget meget underligt og jeg følte egentlig jeg var gået forkert. Man vænner sig til meget og nu er jeg snart halvvejs i mit forløb.

Ligesom jeg har vænnet mig til hvilepauserne, de månedlige møde med kommunen, papirarbejdet, videreformidling af oplysninger fra en læge til en anden og til selv at tage action på mange af de ting, man ikke skænker en tanke, når man er rask.

Erkendelsen har ligget og bumlet rundt i bagerste togvogn den seneste tid. Jeg kunne godt mærke, jeg måtte se at få styr på den bagage, da det ellers ville blive ret rodet snart. Det er også som om en ordentlig oppakning vejer mindre end en rodet, ikke?

Med erkendelse kommer udvikling. Udviklingen skete blandt andet ved at jeg skabte et fundament for min tid. Jeg skemalagde min dag, så jeg planlægger efter hvilepauser. Jeg forpligtede mig også til noget overfor mig selv og mine læsere. Jeg genopfandt min gamle blog og har lavet en mere struktureret plan for hvad jeg gerne vil med både den og denne her blog.

Forleden så jeg min egen erkendelse i øjnene og tog den med til møde på kommunen. Jeg sagde at jeg havde erkendt, hvor jeg var og hvor jeg skulle blive. Jeg har erkendt, jeg hører til i et fleksjob og jeg har erkendt at jeg har behov for nogle hjælpemidler og har mindre energi at gøre godt med end raske mennesker. Efter et smut på sygehuset, trak jeg vejret dybt og kørte ud på hjælpemiddelcentralen. Det var ærlig talt også en ret mærkelig fornemmelse at stå der,  omgivet af elevationssenge, en køkkenvæg med diverse hjælpemidler udstillet og et par andre besøgende i kørestol og 20+ år ældre end mig.

Hvilken lettelse det var at kunne lægge et drejesæde i bilen og derpå skåne min ryg! Det var som om erkendelsen alligevel førte en reel aflastning med sig? På vejen hjem grinede jeg for mig selv over min høst så og sige…med et par krykker, en skumgummirulle til at sætte udenpå grebene af køkkenredskaber og en drejeskive, var jeg udrustet med både våben og skjold J

Ugen her er tough business. Møde med kommunen om fremtidsudsigterne, læge, fysioterapi af den ene og anden slags samt psykologsamtale på smerteklinikken. Jeg er dødtræt. At skulle noget hver dag er bestemt ikke optimalt – har jeg indset. Men de forskellige møder er også mentalt hårde. For kommunen er det forretning og for smerteklinikken er jeg blot én i rækken af mange. Men for mig er det mit liv og hele min verden.

Derfor gør hver en lille ekstraskade også ondt, både fysisk og psykisk. Hvad bliver nu hverdagen? At mine fødder gør afsindigt ondt for hvert skridt? Eller jeg ikke rigtig kan bruge min ene arm, fordi der er inflammation i skulderen? Skal hovedpinen være så slem hver dag?

Jeg skal ikke tænke på, hvordan jeg har det om en måned eller et år, men jeg har erkendt at mit liv er anderledes end for et år siden. Jeg er kronisk syg og har et godt liv med det.

Og så nyder jeg ellers dagligdagens små glæder. Solskin, en kop kaffe, blomsterne, der springer ud om foråret og bladene, der skifter farve om efteråret. At nyde nuet, når alle andre ræser af sted og at hente min datter tidligt en helt almindelig mandag.

Nogle gange må jeg så bruge krykker, andre gange må jeg gå i seng. Men lykken…den ligger i nuet.
Uanset, hvordan fremtiden måske bliver.

På et alt for sent tidspunkt i aftes lå jeg på sofaen og genlæste en gammel sms-korrespondance med min bedste ven.

Vores beskeder handlede om det kommende valg, valgkamp og personligheder i dansk politik. Det var i en periode, hvor jeg ofte lå på sofaen med den bærbare og arbejdede, i et forsøg på at kombinere en drilsk diskusprolaps og mit kommunikationsjob.

Nu er det ingen hemmelighed at jeg brænder for formidling, motivation og samfundsforhold.

Måske derfor er jeg også fascineret af politik og hele gamet. En af mine egne sms’er beskriver at jobbet som politiker ville være et drømmejob – og måske endda endnu mere jobbet som spindoktor.

Den hektiske hverdag, fyldt med spænding, udfordringer og hurtige beslutninger… når det er afgørende at første formulering rammer plet og der kommer løsninger på bordet.
Det giver mig lyst til selv at løbe stærkt og det sætter adrenalinet i gang hos mig. Jeg bliver sindssygt motiveret og giver derfor mig selv lov til at svælge i de inspirerende scenarier, så jeg kan mærke den kriblende fornemmelse.

Det er mit fix.

Min kære vens respons var, at jeg skulle se at komme i gang med det politiske liv. Han er også min bedste sparringspartner og min største støtte. Han tror på mig og der er ikke den ting i verden, han ikke mener, jeg er i stand til. Det er i hvert fald den følelse, han giver mig og det er uvurderligt.

Sidenhen har min arbejdssituation ændret sig til uvis og jeg kan nemt mærke frygten krybe ind over mig, når jeg tænker på hvordan min fremtid bliver. Jeg mistede mit elskede job, som en konsekvens af min langvarige sygemelding og mine kognitive skader, såvel som min fysiske tilstand, er blevet stationære.

Jeg skal ikke løbe stærkt på høje hæle i 12 timer og jeg skal ikke arbejde hverken 5 eller 7 dage om ugen.
Jeg skal heller ikke leve et presset liv, hvor jeg udsættes for stress i samme grad, som en politiker.

Det er et tab for mig. Jeg følte at jeg mistede en stor del af min identitet, da jeg ikke skulle tilbage til mit job. Selvom jeg havde noget nær mit drømmejob og var fantastisk glad for stedet, var det ikke tabet af lige det job, der gjorde udslaget for min identitet. Min force er, jeg kan redefinere mig i professionel sammenhæng og jeg har fået en gave i form af jeg kan fylde min tid selv.

For mig var det store tab at jeg ikke kunne opleve det sus af travlhed, adrenalin og frustrationer, der uundgåeligt vil være forbundet med udfordringer, der skal findes løsninger på. Nu.
At jeg ikke kunne leve det liv, hvor en vis performance var en del af min hverdag og en del af min stilling. En del af min karriere, som jeg var så passioneret omkring,
Det var hele livsstilen, jeg følte et stort tab af.

Det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Og det var meget svært at acceptere. Og er det stadig.

Men hvad nu hvis jeg re-tænker min situation?

Ja, det er af underlig stor betydning for mig at jeg ikke kan gå i høje hæle mere. Men måske, jeg med tiden, faktisk vil kunne have lidt hæle på ved særlige lejligheder og så vil jeg nyde det helhjertet.

Ja, der mangler et kick, når jeg ikke kan have travlt. Men hvad nu hvis jeg fylder min hverdag med det, jeg er passioneret omkring? På den måde får jeg også et sus af travlhed og adrenalin.

Ja, der mangler at løse de udfordringer, jeg får stillet. Følelsen af at opfylde de krav, man får, er ubeskrivelig og tilfredsstiller min indre succes junkie. Men hvad nu hvis jeg sætter en rigtig svær udfordring op for mig selv?

At være lykkelig, passioneret, glad, sej og klare det her med bravour? Ikke at give op? At kæmpe og lykkes?
Det er en lang uddannelse og selv om jeg kan begræde at jeg ikke fik den uddannelse, jeg ønskede mig, kunne jeg måske skabe min egen? Gøre mig til eksperten i mit liv og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort mig.

At få lykkestjerner i sit liv på trods.

Dagens lykkestjerne er så afgjort manden, der nok altid vil være den vigtigste mand i mit liv. Manden, der tror på mig og elsker mig for den, jeg er. Ham, jeg er heldig at have i mit liv. Min allerbedste ven.

…eller et kærligt spark bagi? Jeg tror ikke på deciderede r*vfulde 🙂

Men faktisk er du den bedste til det selv. Ofte kræver det bare, man kender sig selv, sin motivation og selvfølgelig redskaberne. Måske du kan bruge nogle af mine, som jeg løbende vil dele ud af.

Noget af det, der kan få mig til at skifte fokus er, når jeg hører en rigtig god sang (sjovt nok virker det bedst hvis jeg kører bil, men måske er det noget med man har fokus på her og nu, mens man flytter sig fra A til B?).

Tricket er at åbne vinduet og lade den friske luft sive ind, skrue helt op for sangen og så skal det i øvrigt helst være sådan en, du kan synge godt med på.
Lade musikken og tonerne fylde bilens rum – og dermed dig op.
Mærk luften på din hud og bare vær til.
Lad evt. følelser løbe af med dig og mærk det krible gennem dig.

Om du er operastjerne eller ej, er ikke vigtigt, bare syng. Syng. Lyt. Mærk.

Jeg lover dig du er i bedre humør ved punkt B og når du har mere overskud, er resten bare lidt nemmere <3

P.S. En af mine personlige favoritter er fx Enrique Iglesias’s Be with you  og det var faktisk den, der fik mig til at skrive dette indlæg