På et alt for sent tidspunkt i aftes lå jeg på sofaen og genlæste en gammel sms-korrespondance med min bedste ven.

Vores beskeder handlede om det kommende valg, valgkamp og personligheder i dansk politik. Det var i en periode, hvor jeg ofte lå på sofaen med den bærbare og arbejdede, i et forsøg på at kombinere en drilsk diskusprolaps og mit kommunikationsjob.

Nu er det ingen hemmelighed at jeg brænder for formidling, motivation og samfundsforhold.

Måske derfor er jeg også fascineret af politik og hele gamet. En af mine egne sms’er beskriver at jobbet som politiker ville være et drømmejob – og måske endda endnu mere jobbet som spindoktor.

Den hektiske hverdag, fyldt med spænding, udfordringer og hurtige beslutninger… når det er afgørende at første formulering rammer plet og der kommer løsninger på bordet.
Det giver mig lyst til selv at løbe stærkt og det sætter adrenalinet i gang hos mig. Jeg bliver sindssygt motiveret og giver derfor mig selv lov til at svælge i de inspirerende scenarier, så jeg kan mærke den kriblende fornemmelse.

Det er mit fix.

 

Min kære vens respons var, at jeg skulle se at komme i gang med det politiske liv. Han er også min bedste sparringspartner og min største støtte. Han tror på mig og der er ikke den ting i verden, han ikke mener, jeg er i stand til. Det er i hvert fald den følelse, han giver mig og det er uvurderligt.

Sidenhen har min arbejdssituation ændret sig til uvis og jeg kan nemt mærke frygten krybe ind over mig, når jeg tænker på hvordan min fremtid bliver. Jeg mistede mit elskede job, som en konsekvens af min langvarige sygemelding og mine kognitive skader, såvel som min fysiske tilstand, er blevet stationære.

Jeg skal ikke løbe stærkt på høje hæle i 12 timer og jeg skal ikke arbejde hverken 5 eller 7 dage om ugen.
Jeg skal heller ikke leve et presset liv, hvor jeg udsættes for stress i samme grad, som en politiker.

Det er et tab for mig. Jeg følte at jeg mistede en stor del af min identitet, da jeg ikke skulle tilbage til mit job. Selvom jeg havde noget nær mit drømmejob og var fantastisk glad for stedet, var det ikke tabet af lige det job, der gjorde udslaget for min identitet. Min force er, jeg kan redefinere mig i professionel sammenhæng og jeg har fået en gave i form af jeg kan fylde min tid selv.

For mig var det store tab at jeg ikke kunne opleve det sus af travlhed, adrenalin og frustrationer, der uundgåeligt vil være forbundet med udfordringer, der skal findes løsninger på. Nu.
At jeg ikke kunne leve det liv, hvor en vis performance var en del af min hverdag og en del af min stilling. En del af min karriere, som jeg var så passioneret omkring,
Det var hele livsstilen, jeg følte et stort tab af.

Det gjorde rigtig, rigtig ondt.

Og det var meget svært at acceptere. Og er det stadig.

 

Men hvad nu hvis jeg re-tænker min situation?

Ja, det er af underlig stor betydning for mig at jeg ikke kan gå i høje hæle mere. Men måske, jeg med tiden, faktisk vil kunne have lidt hæle på ved særlige lejligheder og så vil jeg nyde det helhjertet.

Ja, der mangler et kick, når jeg ikke kan have travlt. Men hvad nu hvis jeg fylder min hverdag med det, jeg er passioneret omkring? På den måde får jeg også et sus af travlhed og adrenalin.

Ja, der mangler at løse de udfordringer, jeg får stillet. Følelsen af at opfylde de krav, man får, er ubeskrivelig og tilfredsstiller min indre succes junkie. Men hvad nu hvis jeg sætter en rigtig svær udfordring op for mig selv?

At være lykkelig, passioneret, glad, sej og klare det her med bravour? Ikke at give op? At kæmpe og lykkes?
Det er en lang uddannelse og selv om jeg kan begræde at jeg ikke fik den uddannelse, jeg ønskede mig, kunne jeg måske skabe min egen? Gøre mig til eksperten i mit liv og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort mig.

At få lykkestjerner i sit liv på trods.

Dagens lykkestjerne er så afgjort manden, der nok altid vil være den vigtigste mand i mit liv. Manden, der tror på mig og elsker mig for den, jeg er. Ham, jeg er heldig at have i mit liv. Min allerbedste ven.

Jeg reflekterer meget. Når en syg krop sætter dagsordenen for tempo og effektivitet dagen igennem, bliver der indimellem god tid til at reflektere. Ligesom at jeg, af uvisse årsager, tænker godt i en scanner. Sådan en tilbragte jeg lidt af min fredag aften i, som du kan læse om her

Selvom jeg endnu ikke kender resultatet af min scanning, som formentlig er den sidste nødvendige undersøgelse for at blive endelig udredt, ser jeg sådan her på livet med en kronisk sygdom;

 

Vi vælger ikke altid selv de gaver vi får.

Dem, der ikke er returret på kan godt føles lidt som hadegaver, men hvis de skal stå på kaminhylden er det spild af det ene gode liv vi har fået tildelt, ikke at få dem til at matche ind i indretningen.

 

Til dette kan jeg anbefale Bianca Solveig Stjernes bog Få dig et liv – et godt liv med kronisk sygdom hvor hun bl.a. skriver om at invitere Hr. Kronisk Sygdom på en kop kaffe nu og da. Få en snak om hvordan det går, hvad der skal rettes til og hvor der skal sættes ind, optimeres, skæres ned og omrokeres. Indretningen kan godt blive lidt triviel, hvis vi aldrig flytter lidt rundt, ik’?

 

Jeg har selv drukket et par kopper kaffe med min logerende Hr. Kronisk Sygdom de seneste uger. Vi har lidt svært ved at vænne os til hinanden, for vi har begge brug for meget plads. Og egentlig synes jeg han roder lige lovlig meget og ikke betaler sin del af huslejen og måske især de ekstraudgifter, han er skyld i. Oveni hatten, har han taget voldsomt på det seneste år og kræver mere og mere.

Idet jeg ikke kender rammerne for fremtiden, har jeg sat forhandlingerne på pause indtil jeg har fået svar. Altså har vi et statusmøde i løbet af den næste uges tid.

Indtil da, er det eneste rigtige for mig at holde fast i min fighterånd. Indimellem kræver det superlim og ekstra stærke magneter, der er tapet fast og snøret godt ind.

 

En god lim er venner. Familie. Relationer.
De der helt særlige personer, du måske ikke deler din hverdag med, men som formår at røre ved dit inderste.

Sådan en ven er Søren. Søren er bare sej. Og klog. Og et menneske, jeg er taknemmelig for at have i mit liv.

Tak Søren. For dine kloge ord, dit smittende smil og din måde at dele erfaringer, lykkestjerner og god karma på.

 

Som for eksempel; 

… jeg er bange for at vi alle må igennem en sådan tur på den ene eller anden måde i vores liv.

Og det der kommer til at definere os, er måden hvorledes vi håndterer det på.

De valg vi træffer og især hvorledes vi vælger at håndtere konsekvensen af disse.

 

– Søren har jo ret. Så husk Sørens ord.

 

I øvrigt fik jeg denne sms i forbindelse med definitionen af hvad ‘lykkestjerner’ er og ikke mindst tankerne om at dele noget, man selv har produceret. Som en blog, hvor man deler sine inderste tanker og sin personlige udvikling. Er man for meget? God nok? Har det overhovedet interesse? Kan jeg…?
Angstprovokerende som ind i h…

 

 Jeg har en stor del at takke dig for, på det punkt❤

Du har virkelig hjulpet mig til bedre at forstå og sætte pris på den effekt, jeg har på mine medmennesker.

En ting jeg aldrig kommer til at kunne takke nok for.

Du har min dybeste respekt for hvordan du håndterer det. Og hvordan du hele tiden formår at skabe og være kreativ

 

Den sms tager jeg frem når magneterne mister deres kraft. Den sms giver mig en ekstra dråbe superlim.

I øvrigt tror jeg på, vi alle kan gøre det, som Søren har fokus på. Give verden bare lidt af os selv. Bidrage til god karma og lidt lykkestjerner hist og her; langsomt, men sikkert. Bare et lille skridt i retningen fremad.

Indimellem kræver det mange gange superlim at holde øjet mod målet, eller når man som jeg ikke kender målet, så bare ikke falde for langt ned i grøften på vejen. Heldigvis har jeg flere af Sørens slags i mit liv.
Nogle fortæller mig at jeg godt kan, nogen fortæller mig at jeg også kan se godt ud på en dårlig dag. Nogen hjælper mig, nogen krammer mig, nogen elsker mig og nogen giver mig den medlidenhed, der faktisk kan være godt i mindre doser.

 

Det er god karma at styrke hinanden, pas godt på din superlim <3