…selv efter en jul, der gerne skulle have været både dejlig, fredfyldt og nærværende..?

 

Januar begyndte for præcis en uge siden og trods mit nærmest ikke-eksisterende alkoholindtag, har jeg haft det som om jeg har været tømmermændssyg hele ugen. 

Men. Jeg. Har. Været. Så. Dødhamrende. Træt. 

 

Januar…det eneste, der er fedt ved januar er udsalg og børnepenge.

Jeg kan afsløre at livet som langtidssygemeldt ikke nødvendigvis er lig med den store forbrugsfest, udsalg eller ej.

 

Godt det samme, efter en vidunderlig – og egentlig afslappende – juleferie med mini me, sov jeg nærmest både mandag og tirsdag væk af ren og skær udmattende. Det har så resulteret i total søvnkaos og da jeg skrev dette indlæg var klokken 4.30..igen..

 

Jeg må tilstå det har været svært fortsat at se fidusen i at gå herhjemme, men selv med en seriøs to-do-liste hængende over hovedet, har min taknemmelighed været til at tage og føle på…

For efter morgenens mor-pligter, har jeg været tilbage i nattøjet kl. 8.30 og succes har været at tage mad ud af fryseren, inden jeg har stået i sfo’en kl. 15.30 for fire timer senere at have ligget i min seng igen. 

Og min datter er glad for at gå i skole. 

Og de fleste ting på listen kunne godt vente et par dage. 

Og en klog kvinde huskede mig forleden på at jeg ikke skulle slå mig selv oveni hovedet med alle de ting, jeg ikke fik gjort. Som træning..rengøring..tøjvask.. oprydning

Det hele har faktisk fået lov til bare at gå i stå sammen med mig.

 

Tankerne om, hvordan jeg ønsker mit 2016 skal være, matcher ikke starten af året. Men jeg har besluttet mig for jeg ikke vil kæmpe så hårdt mere.

Jeg vil være mere til og have mere tillid. Ordene fra den kloge, vidunderlige kvinde gjorde indtryk. Mere om det en anden god gang.
Selv set i lyset af flygtningekriser, ufred, sult og massevoldtægter, har jeg haft, om ikke ondt af mig selv, så tendens til at være en ynkelig frossenpind, der hverken har ryddet op eller trænet.
“Overlevelse, overlevelse, overlevelse, hvornår kan jeg komme tilbage i min seng…” har kørt på repeat inde i mit hoved.

Men…

Jeg er taknemmelig for jeg kan gå hjem og sove, mens folk omkring mig tager videre ud i vinterkulden mod arbejde og travlhed.

Og så skete der noget. Jeg sad nemlig i min parkerede bil og – tankevækkende nok –  genlæste ordene om at have tillid, da jeg hørte et bump..

 

Det viste sig at være en bil, der havde ramt en cykel og dermed en ældre mand, der nu lå på den kolde vej. En mørk eftermiddag i januar.

Forbipasserende reagerede hurtigt og mit instinkt heldigvis også. Min mor og jeg kom til med tæpper og jeg satte mig hos manden sammen med en anden.

Mens der blev ringet efter en ambulance, forsøgte vi både at berolige og varme den 85-årige, der umiddelbart virkede til “kun” at have fået et ordentligt slag i hovedet.

Jeg lovede Kurt, jeg ville passe på ham.

Det føltes som lange minutter på den våde vej..i mørk, bidende kulde med flakkende lys og myldretidstrafik omkring os. Da de blå lys nærmede sig, lovede jeg Kurt at ambulancefolkene ville passe godt på ham.

 

Jeg nåede at få ham til at smile.

 

Da jeg så såret i baghovedet og fik en knude i maven, da han ikke selv kunne stå op, beroligede jeg mig selv med han havde været ved bevidsthed, kunne mærke sine ben og trods alt kunne fryse.

 

Han takkede mig, da vi sagde farvel i ambulancen.

 

Jeg skyndte mig hjem til min hverdag og fik verdens største krammer af min datter, da jeg hentede hende.

 

Kurt døde samme nat af indre blødninger.

 

Jeg græd, da jeg fik det at vide.

 

Oplevelsen gjorde indtryk på mig.

Hvor er livet dyrebart.

 

Om man er en seksårig, der øver sig på at skrive, slå vejrmøller og griner med sine venner.

En 30-årig kronisk syg, der sidder på en almindelig arbejdsdag i nattøj, blogger lidt, sover meget og misunder sine tidligere kollegaer..

En travl mand/kvinde, der haster fra møde til møde..

En aktiv pensionist, der er kulturel og går stavgang..

Eller en 85-årig, der trodser bidende januarkulde og klarer lægebesøg og træning på sin trehjulede cykel, inden han bliver ramt af en bil.

 

Kurt var et billede på sådan et ældre menneske, jeg gerne vil være. Jeg vil også gerne cykle og styrketræne som 85-årig.

 

I januar vil jeg være taknemmelig. For livet. Og for de mennesker, jeg møder. Elske lidt mere, kramme mere, se mere, lytte mere. Være mere til.

 

Hvil i fred, Kurt.

 

Jeg har haft travlt den seneste tid. Egentlig ikke mere travlt end de fleste af os har op til jul og slet ikke i forhold til de andre år, hvor jeg har haft fuldtidsjob til at fylde hverdagene.

Men i kraft af mit liv har fået mere end én omgang i 2015-karusellen, har jeg haft mange ting, der skulle gøres, tilrettes, tages stilling til, forberedes og endda lukkes. Nogle skulle glemmes, andre skulle bearbejdes.

 

For et år siden var jeg syg, men sikker på jeg skulle tilbage til mit gamle (arbejds)liv i 2015. Det skulle jeg ikke, tværtimod nærmest.

Jeg har været tilstede i nuet, mere end nogensinde før. Jeg har været lykkelig, jeg har grædt, jeg har raset. Jeg har mistet mere end jeg kunne forestille mig.

2015 blev året, hvor jeg fyldte 30. Jeg havde mål for hvor jeg skulle være når jeg blev 30.
Jeg har smidt listen ud. Det kommer ikke til at ske.

 

Begreber som hvilepauser, fleksjob, førtidspension, prioriteringer, sygedagpenge, skånehensyn, tab af erhvervsevne og hjælpemidler er blevet en stor del af mine møder, der vedrører min fremtid.
Faktisk er det i sig selv en ny – og grænseoverskridende – ting at skulle dele tanker og følelser omkring ens eget liv med vildt fremmede mennesker. Det er ikke min familie eller venner, jeg diskuterer fremtidsdrømme med. For mine drømme er der, men de tæller ikke i dette forum. Det er fornuft, realistiske forventninger, økonomi og struktur, der præger møder og aftaler. Med mennesker, der er på arbejde og ikke deler min passion, men er der for at få mig til at yde mest muligt.

Jeg skæver igen til papirerne med overskriften ”Ansøgning om invalidepension” og når det hele vender sig i mig, går jeg igen væk. Jeg flytter mig fysisk, mens mit lille hjemmekontor bliver mere og mere trist og forladt. Sidder alle andre steder i huset og skriver. Og sletter. Og lukker computeren igen.

Papirerne hober sig op, hos min læge, hos min sagsbehandler, hos forsikringsselskabet, hos mig.

 

Jeg havde ikke drømt om at mine 30’ere skulle starte med overvejelser om, hvordan jeg kan have det bedst muligt i de år, der kommer til at gå inden jeg højst sandsynligt kan få min pension. I dagens Danmark er det nærmest umuligt at få tilkendt førtidspension, uagtet det kunne give en smule livskvalitet for rigtig mange syge mennesker.

Misforstå mig ikke, min store drøm handlede ikke om at gå hjemme eller få en stor børneflok. Den handlede om noget så banalt som min karriere.
Jeg ønskede mig ikke en lang akademisk uddannelse. Næh, jeg ville bare arbejde mig op. Slide, blive udfordret, løse ting og fixe umuligheder. Jeg ville frustreres og fejle for succesens sus er så pumpet med adrenalin at jeg kunne være høj af det hele vejen igennem stride forhandlinger.
Det var den helt rigtige plads i livet for mig.

 

Sådan skulle det ikke være.

2015 blev året, hvor jeg faldt ud af arbejdsmarkedet og lærte at sygedagpenge ikke rækker langt.

2015 blev året, hvor jeg indså at det her ikke ville blive bedre igen.

2015 blev året, hvor jeg erkendte, jeg er kronisk syg.

 

Jeg har ikke bare ondt. Jeg er træt. Udmattet. Udkørt. Som efter en hård december som butiksansat, et maraton, to uger med maveinfluenza, en lang stressbelastning, tre børnehavefødselsdage i streg…

Ja, jeg taler bare det sprog, jeg selv forstår. Jeg har lært at tale det andet sprog, man bruger når man er kronisk syg, men det føles ikke som mit modersmål.

Mit hoved er fyldt med tanker, bekymringer, redskaber og begreber. To do-listerne er lange og de bliver aldrig væsentlig kortere, da mine effektivitetstimer på en dag er faldet drastisk. Jeg ved ikke hvordan det går i morgen, men jeg kan allerede mærke nu at resten af dagen bliver hård.
Mens jeg strækker min stive nakke og forsøger at rette ryggen ud, lyner nervesmerterne ned gennem benet og min hånds summen breder sig til armen. Alt imens jeg overvejer, hvordan jeg kan slippe let om resten af dagen. De sidste julegaver skal pakkes ind, jeg har lovet min datter vi skal bage lidt småkager og at hun må lave ekstra gaver i selskab med perler, lim og glimmer. Vi skal tømme hendes julesok hos vores lokale supermarked.

Vaskemaskinen kører og om lidt skal tøjet hænges op. Ellers er her stille, men urets tikken minder mig om jeg snart skal komme videre og at jeg nok ikke når det ellers obligatoriske middagshvil i dag.

Det betyder, jeg er mere end smadret senere på dagen.

Mine fremtidsudsigter er uvisse, nogle vil nok sige de ikke er gode efter at have læst dette her. Nogle vil synes, jeg piber. Andre vil mene, jeg tager sorgerne på forskud. Mange har det meget værre end mig.

Forleden ønskede jeg både min sagsbehandler og min fysioterapeut glædelig jul. De har været uundværlige hele året. Og når jeg endelig skal diskutere mine fredtidsplaner med et fremmed menneske, der er på arbejde foretrækker jeg faktisk at det er lige præcis min sagsbehandler. Hun har degraderet mine fordomme om systemet. Min fysioterapeut gør alt hvad hun kan for at lindre.

I frustration har jeg skreget at jeg har fået smadret mit liv. I lykkelige øjeblikke har jeg nydt at have tiden til at være her. Lige nu og her.

 

Det er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft det her… At være kronisk syg og i systemet som vi (læs: os syge) siger, er det mest udfordrende og tidskrævende job, jeg nogensinde har haft. Jeg har den seneste tid kunne mærke mavepinen og lysten til at vende mig om på den anden side og sove videre, om morgenen.

Jeg smiler og er stærk. For som jeg plejer at sige; det må hellere være mig end så mange andre. Jeg kan klare det.

Jeg er bare træt af at klare det.

Men det skal jeg. Dette her job kan ikke opsiges. Det forpligter. Overfor mig selv og min datter… Til døden os skiller, eller pensionen om man vil. Jeg kan godt have et godt liv som kronisk syg og endda selv om jeg er i systemet, men jeg glæder mig til den dag, jeg kan lægge mappen med alle papirerne og journalerne bagerst på hylden og ikke skal til møde med de fremmede mennesker der er på arbejde, på ugentlig eller månedlig basis.

Jeg går på juleferie nu. Jeg har også erkendt at der er tidspunkter, hvor ord og sætninger hober sig op indeni mig, men blogindlæggene bliver for lange, rodede, personlige, ustrukturerede.

Jeg vil holde ferie og være i nuet. Lige her. Bage med min datter og glædes over hendes julehumør. Falde i svime over hendes hjemmelavede gaver og besøge vores oldemor. Jeg vil putte mig på sofaen og holde helt fri. Samle kræfter. Til det 2016, jeg nu ved ikke bare bliver en tilbagevenden, men en kamp, en omvæltning og forhåbentlig året, hvor der kommer en løsning.

 

Jeg vil ønske dig en fantastisk, kærlig, varm og glædelig jul. Tak fordi du læste med <3

 

 

P.S.
Hvis du nu er lidt bekymret for min evt. smådepressive tilstand, vil jeg berolige dig med månedens joke. Traditionen tro, omhandler den en ny skade.

Jeg har nemlig haft så mange skader og problemer med min krop at jeg er professionel amatør i skader, behandling, håndtering og forebyggelse. Jeg kan gå ind til min fysioterapeut og fortælle – ved navns nævnelse – hvilke led, der sidder forkert og til hvilken side eller om mit bækken sidder skævt i den ene eller anden retning.

Men jeg har aldrig haft (nævneværdige) skader i mine knæ. Nu har jeg så fået en meniskskade.

Det synes jeg er komisk.

 

 

 

Jeg er simpelthen gået i stå.

Det attack, jeg har kæmpet med, klingede rimelig hurtigt af, men trætheden og underskuddet har været øredøvende. Jeg har ikke rigtig kunne komme i gang med at træne igen og jeg blev stadig mere utilfreds med mine dage, som bare flød.. Nederlag på nederlag har vist sig og jeg har haft mine udfordringer med at håndtere det.

 

Weekendens kolde vejr gav mig lidt af et chok og jeg kunne ikke være ude mere end få minutter ad gangen. Skuffelsen var stor hos min 6-årige datter, da jeg ikke var i stand til at opfylde hendes umættelige behov for sneleg – det er jo også helt urimeligt, da vi bor lige i det område, der fik allermest af den fantastiske sne.

 

Nu er vores Olaf ude i haven smeltet og det tør voldsomt. Det er trist vejr med grå himmel, sjap og våde veje. Jeg er rigtig gigtstiv i kroppen, men har det dog lidt bedre nu, hvor temperaturen har sneget sig op over frysepunktet.

Jeg reflekterer meget i denne tid og jeg har brugt meget energi på at være frustreret, græde over det – for mig – spildte vidunderlige sne og smukke solskin, føle mig som en utilstrækkelig mor og et surt, utilfreds menneske…

 

Jeg tænker på kræftramte, børn uden forældre, jul og flygtninge og føler mig forkælet og tvær. Efter et par ugers kamp for først at skjule mit elendige humør og derefter at prøve alverdens tricks for at trylle lidt lykkestjerner frem, måtte jeg erkende at det ikke virkede.

Som jeg skrev om for lidt tid siden, er jeg i gang med et større erkendelsesarbejde og jeg trækker alt, hvad jeg kan, ud af de psykologsamtaler, jeg som standard, er blevet tilbudt på smerteklinikken. Faktisk har terapi aldrig været min foretrukne udviklingsmulighed, så jeg startede med at sige til psykologen, at jeg nok var mere en coaching-way-of-doing-it-girl.

 

Da jeg fik gravet lidt, fandt jeg dog ud af jeg overhovedet ikke var så superafklaret, som jeg selv troede.
Chok på chok kommer i takt med attacks’ne, der nærmest falder over hinanden for tiden. Jeg ved aldrig hvordan jeg har det næste morgen eller efter min middagslur.

Jeg er løbet tør for kleenex. Efter en tid med stoneface og indestængt vrede, der begyndte at komme mere uheldigt til udtryk, satte jeg mig simpelthen ned og græd og græd og græd. Nu skal der så ikke voldsomt meget til og de fleste omkring mig tror, mine øjne er ualmindeligt følsomme overfor den kolde vind nu! 😉

 

Da psykologen hev den gamle klassisker frem om sorgprocesser og kriser, tænkte jeg først den var lidt letkøbt. For jeg er da ikke helt idiot, og med 15 års sygdom, var jeg vel heller ikke helt novice…

Åh jo..for hvad er problemet? Det er at jeg det sidste år er gået fra måske 70-80% af normal funktions- og energiniveau til under 10%. I starten troede jeg det var midlertidigt, men det er ved at sætte sig; det er ikke midlertidigt. Det er mit liv. Og det er ikke et liv, jeg har ønsket mig. I mange tilfælde kan jeg give mig selv de bedst mulige betingelser, men når jeg er helt hernede, er indflydelsen på betingelserne yderst begrænsede. Det gør ondt og den smerte havde jeg ikke kalkuleret med, så den slog mig fuldstændig ud.

 

Jeg fik både chok-, sorg- og vredesfasen på én og samme tid.

 

Det landede som en bombe inde i mig og det føltes som om jeg slet ikke kunne være i min egen krop af frustration.

Nederlag, nederlag, nederlag..

 

Intet hjalp, jeg ville ikke snakke med nogen, for jeg følte ikke nogen kunne forstå mig. Jeg ville heller ikke bruge min ikke-eksisterende energi på at gøre noget rart for mig selv og jeg orkede heller ikke at øve mig i mindfullness eller gøre noget…som helst.

Det hele kulminerede med det bemærkelsesværdige snevejr lørdag nat og min mandag startede med forfrysninger, nervesmerter, forsinkelser, forsvundet dankort, sutsko og overskud. Jeg kunne virkelig ikke se, hvad jeg skulle lære af det her.
Det var jo et stort nederlag…jeg var et nederlag.

Så jeg lavede en Maude. Gik i seng. Midt på dagen. Sov, græd, sov, græd. Og stod op. For det gør jeg altid.

 

Det føles, som om vreden langsomt siver væk sammen med tøsneen og jeg har fundet ud af en tudetur hist og her gør underværker.
Måske er det bare okay at sørge over mit liv er blevet revet i 10.000 stykker og jeg ikke kan samle det igen?
I går fandt jeg pludselig lidt overskud til at gøre noget godt for mig selv og jeg har nu to dage i træk fået lavet en serie rigtig gode øvelser. Endelig en lille succes. Kropsfornemmelsen har det straks bedre og selvom jeg kæmper med stivhed, gør det godt at bruge kroppen.

Om lidt vil jeg rulle min yogamåtte ud, tænde stearinlys og give mig selv en pause til bare at være mig. Her og nu. Min form for mindfullness.

Og så kan livet stille og roligt gå videre bagefter.

 

 

P.S. Et af de få steder, jeg følger med uanset, hvordan jeg har det, er på Pernilles blog for jeg føler at hende og jeg har en del tilfælles. Selvvalgte jubelidioter, der også bare er mennesker <3

 

Jeg har det, man kalder et attack, i min sygdom lige nu og det betyder sygdommen blusser (endnu) mere op end ellers.

Det sidste år har ikke givet mig mange eller lange pauser, men jeg havde et slemt attack i september, som jeg ikke rigtig var kommet mig over og da jeg kom hjem fredag aften, måtte jeg overgive mig til feber og kulderystelser.

Lørdag nåede jeg kort at se min søde veninde gennem mange år og søndag brugte min datter og jeg en lykkelig time ved vandet, hvor vi nød sol og frisk luft. Lige til at fylde på kontoen, for jeg vidste godt, hvad der ventede…

Nu kan jeg så ikke gå særlig meget og de sidste par dage har jeg fulgt min datter i skole for at tage direkte hjem i seng igen.

Jeg har halvvejs opfattet de omsorgsfulde sms’er fra min mor og indimellem svaret på andre beskeder. Hvad de handler om, ved jeg faktisk ikke helt..

Kvalmen er insisterende og jeg er både sulten og kan ikke spise. Det er som om den sunde. lækre mad jeg forsøger at booste mig selv med, ikke kan trænge ind i min krop med næringen og i stedet bare lægger sig som en tung sten i min mave.

Faktisk er det lidt af en udfordring at finde motivation og lykkestjerner, der kan slå gnister. Det hjælper dog altid, at min datter kommer og siger vi skal have en ekstra krammer <3 Hun får mig til at kæmpe bare lidt – hver eneste dag.

Og så er jeg for resten glad for jeg allerede i lørdags kunne mærke, jeg ville få brug for noget smukt at kigge på. Smukke roser i min mormor krystalvase – det bliver ikke mere rent, lækkert og elegant <3

 

 

Som overskriften svagt antyder, er dette nok et af de tungere indlæg.

 

Erkendelse.

 

Selv om – eller måske netop fordi – jeg har nogle helbredsmæssige udfordringer, er mit daglige fokus at nyde hver dag, nyde mit liv og min datters opvækst. Min datter er jo mit et og alt og jeg får hver eneste dag små fine lykkeeksplosioner i maven af netop at have hende. Bevares, det er ikke altid en dans på roser at være mor, men lige i denne sammenhæng er det underordnet. Barn =lykke. Bum.

Min opstart på smerteklinik var startskuddet til en dybere erkendelse af hvad det er for et liv, jeg skal have nu. Og har.

Efter 15 års sygdom, vidste jeg godt at jeg aldrig ville blive helt fit for fight igen. Men da jeg for et års tid siden tog sygemeldt hjem fra arbejde, troede jeg oprigtigt at 14 dage på sofaen ville gøre mirakler for min ryg. I stedet satte det gang i noget nær en lavine og inden jeg så mig om var der gået fem måneder, jeg var uden job og stadig sygemeldt. Jeg begyndte så småt at indse at min tilstand var stationær og ikke blot et bump på vejen. Fremtiden undgik jeg bevidst at bekymre mig om Når man først er nået dertil, buldrer toget af sted og følelsen af at have mistet kontrollen kan være altoverskyggende i et langt sygdomsforløb. Smerteklinik er heldigvis ikke endestationen – den er ligesom for jer andre et for mig ukendt sted – men smerteklinikken er et viapunkt.

Første besøg var meget meget underligt og jeg følte egentlig jeg var gået forkert. Man vænner sig til meget og nu er jeg snart halvvejs i mit forløb.

Ligesom jeg har vænnet mig til hvilepauserne, de månedlige møde med kommunen, papirarbejdet, videreformidling af oplysninger fra en læge til en anden og til selv at tage action på mange af de ting, man ikke skænker en tanke, når man er rask.

Erkendelsen har ligget og bumlet rundt i bagerste togvogn den seneste tid. Jeg kunne godt mærke, jeg måtte se at få styr på den bagage, da det ellers ville blive ret rodet snart. Det er også som om en ordentlig oppakning vejer mindre end en rodet, ikke?

Med erkendelse kommer udvikling. Udviklingen skete blandt andet ved at jeg skabte et fundament for min tid. Jeg skemalagde min dag, så jeg planlægger efter hvilepauser. Jeg forpligtede mig også til noget overfor mig selv og mine læsere. Jeg genopfandt min gamle blog og har lavet en mere struktureret plan for hvad jeg gerne vil med både den og denne her blog.

Forleden så jeg min egen erkendelse i øjnene og tog den med til møde på kommunen. Jeg sagde at jeg havde erkendt, hvor jeg var og hvor jeg skulle blive. Jeg har erkendt, jeg hører til i et fleksjob og jeg har erkendt at jeg har behov for nogle hjælpemidler og har mindre energi at gøre godt med end raske mennesker. Efter et smut på sygehuset, trak jeg vejret dybt og kørte ud på hjælpemiddelcentralen. Det var ærlig talt også en ret mærkelig fornemmelse at stå der,  omgivet af elevationssenge, en køkkenvæg med diverse hjælpemidler udstillet og et par andre besøgende i kørestol og 20+ år ældre end mig.

Hvilken lettelse det var at kunne lægge et drejesæde i bilen og derpå skåne min ryg! Det var som om erkendelsen alligevel førte en reel aflastning med sig? På vejen hjem grinede jeg for mig selv over min høst så og sige…med et par krykker, en skumgummirulle til at sætte udenpå grebene af køkkenredskaber og en drejeskive, var jeg udrustet med både våben og skjold J

 

Ugen her er tough business. Møde med kommunen om fremtidsudsigterne, læge, fysioterapi af den ene og anden slags samt psykologsamtale på smerteklinikken. Jeg er dødtræt. At skulle noget hver dag er bestemt ikke optimalt – har jeg indset. Men de forskellige møder er også mentalt hårde. For kommunen er det forretning og for smerteklinikken er jeg blot én i rækken af mange. Men for mig er det mit liv og hele min verden.

Derfor gør hver en lille ekstraskade også ondt, både fysisk og psykisk. Hvad bliver nu hverdagen? At mine fødder gør afsindigt ondt for hvert skridt? Eller jeg ikke rigtig kan bruge min ene arm, fordi der er inflammation i skulderen? Skal hovedpinen være så slem hver dag?

 

Jeg skal ikke tænke på, hvordan jeg har det om en måned eller et år, men jeg har erkendt at mit liv er anderledes end for et år siden. Jeg er kronisk syg og har et godt liv med det.

Og så nyder jeg ellers dagligdagens små glæder. Solskin, en kop kaffe, blomsterne, der springer ud om foråret og bladene, der skifter farve om efteråret. At nyde nuet, når alle andre ræser af sted og at hente min datter tidligt en helt almindelig mandag.

Nogle gange må jeg så bruge krykker, andre gange må jeg gå i seng. Men lykken…den ligger i nuet.
Uanset, hvordan fremtiden måske bliver.