Januar – er det svært at være taknemmelig i januar?

coverbillede

 

…selv efter en jul, der gerne skulle have været både dejlig, fredfyldt og nærværende..?

 

Januar begyndte for præcis en uge siden og trods mit nærmest ikke-eksisterende alkoholindtag, har jeg haft det som om jeg har været tømmermændssyg hele ugen. 

Men. Jeg. Har. Været. Så. Dødhamrende. Træt. 

 

Januar…det eneste, der er fedt ved januar er udsalg og børnepenge.

Jeg kan afsløre at livet som langtidssygemeldt ikke nødvendigvis er lig med den store forbrugsfest, udsalg eller ej.

 

Godt det samme, efter en vidunderlig – og egentlig afslappende – juleferie med mini me, sov jeg nærmest både mandag og tirsdag væk af ren og skær udmattende. Det har så resulteret i total søvnkaos og da jeg skrev dette indlæg var klokken 4.30..igen..

 

Jeg må tilstå det har været svært fortsat at se fidusen i at gå herhjemme, men selv med en seriøs to-do-liste hængende over hovedet, har min taknemmelighed været til at tage og føle på…

For efter morgenens mor-pligter, har jeg været tilbage i nattøjet kl. 8.30 og succes har været at tage mad ud af fryseren, inden jeg har stået i sfo’en kl. 15.30 for fire timer senere at have ligget i min seng igen. 

Og min datter er glad for at gå i skole. 

Og de fleste ting på listen kunne godt vente et par dage. 

Og en klog kvinde huskede mig forleden på at jeg ikke skulle slå mig selv oveni hovedet med alle de ting, jeg ikke fik gjort. Som træning..rengøring..tøjvask.. oprydning

Det hele har faktisk fået lov til bare at gå i stå sammen med mig.

 

Tankerne om, hvordan jeg ønsker mit 2016 skal være, matcher ikke starten af året. Men jeg har besluttet mig for jeg ikke vil kæmpe så hårdt mere.

Jeg vil være mere til og have mere tillid. Ordene fra den kloge, vidunderlige kvinde gjorde indtryk. Mere om det en anden god gang.
Selv set i lyset af flygtningekriser, ufred, sult og massevoldtægter, har jeg haft, om ikke ondt af mig selv, så tendens til at være en ynkelig frossenpind, der hverken har ryddet op eller trænet.
“Overlevelse, overlevelse, overlevelse, hvornår kan jeg komme tilbage i min seng…” har kørt på repeat inde i mit hoved.

Men…

Jeg er taknemmelig for jeg kan gå hjem og sove, mens folk omkring mig tager videre ud i vinterkulden mod arbejde og travlhed.

Og så skete der noget. Jeg sad nemlig i min parkerede bil og – tankevækkende nok –  genlæste ordene om at have tillid, da jeg hørte et bump..

 

Det viste sig at være en bil, der havde ramt en cykel og dermed en ældre mand, der nu lå på den kolde vej. En mørk eftermiddag i januar.

Forbipasserende reagerede hurtigt og mit instinkt heldigvis også. Min mor og jeg kom til med tæpper og jeg satte mig hos manden sammen med en anden.

Mens der blev ringet efter en ambulance, forsøgte vi både at berolige og varme den 85-årige, der umiddelbart virkede til “kun” at have fået et ordentligt slag i hovedet.

Jeg lovede Kurt, jeg ville passe på ham.

Det føltes som lange minutter på den våde vej..i mørk, bidende kulde med flakkende lys og myldretidstrafik omkring os. Da de blå lys nærmede sig, lovede jeg Kurt at ambulancefolkene ville passe godt på ham.

 

Jeg nåede at få ham til at smile.

 

Da jeg så såret i baghovedet og fik en knude i maven, da han ikke selv kunne stå op, beroligede jeg mig selv med han havde været ved bevidsthed, kunne mærke sine ben og trods alt kunne fryse.

 

Han takkede mig, da vi sagde farvel i ambulancen.

 

Jeg skyndte mig hjem til min hverdag og fik verdens største krammer af min datter, da jeg hentede hende.

 

Kurt døde samme nat af indre blødninger.

 

Jeg græd, da jeg fik det at vide.

 

Oplevelsen gjorde indtryk på mig.

Hvor er livet dyrebart.

 

Om man er en seksårig, der øver sig på at skrive, slå vejrmøller og griner med sine venner.

En 30-årig kronisk syg, der sidder på en almindelig arbejdsdag i nattøj, blogger lidt, sover meget og misunder sine tidligere kollegaer..

En travl mand/kvinde, der haster fra møde til møde..

En aktiv pensionist, der er kulturel og går stavgang..

Eller en 85-årig, der trodser bidende januarkulde og klarer lægebesøg og træning på sin trehjulede cykel, inden han bliver ramt af en bil.

 

Kurt var et billede på sådan et ældre menneske, jeg gerne vil være. Jeg vil også gerne cykle og styrketræne som 85-årig.

 

I januar vil jeg være taknemmelig. For livet. Og for de mennesker, jeg møder. Elske lidt mere, kramme mere, se mere, lytte mere. Være mere til.

 

Hvil i fred, Kurt.

 

For meget jul? December..

Jeg skal fylde mit hjem med duften af levende lys, hjemmebag og hyacinter, og pynte det med mit yndlingsjulepynt…

 

December er altid travl og nu er der allerede gået en uge, hvor jeg ikke har nået mere end til at have månedens indlæg i tankerne.

 

Hvordan gik din november?
Fandt du de små glæder midt i grå himmel, snevejr, storm og regn? Valgte du at finde de små lykkestjerner?

Jeg havde som, de der har læst mine andre indlæg i november, ved, mine udfordringer med kulde, sygdom og følelsen af at være kørt fast. Svære følelser og store frustrationer i en dyne af ekstrem træthed og smerter har været på dagsordenen.

Men… øvelse gør mester og jeg er blevet meget bevidst om at jeg med en ganske lille indsats faktisk kan finde små glimt af lykke og sørge for at mærke dem. Så november bød blandt andet på en hyggedag under dynen, hvor jeg i stearinlysets skær grinte og græd mig gennem filmen Sweet November. Den er stadig anbefalelsesværdig.

 

Så december. Årets sidste måned. Julemåneden…
Bare ordet julemåned stiller krav til os. Der skal være hygge, kreativitet, overskud, hjerterum, traditioner og mad, mad, mad…
Puha, det er både til at blive stresset, proppet og træt af.  Men det er jo slet ikke meningen. Her er mine bud på en dejlig december:

Hvis du bare ikke orker mere julemåned, så se nederst i indlægget 🙂

Mit smukke yndlingsjulepynt

Mit smukke yndlingsjulepynt

  • Selvom jeg aldrig har været den helt store fan af juletamtam, har min datter lige den alder, hvor hun er gået heeelt juleamok og det smitter. Heldigvis! For det er ikke til at undgå at blive i godt humør af. Først talte vi ned til 1. december og nu tæller vi ned til forskellige julearrangementer, små oplevelser og selvfølgelig juleaften.
  • Forleden var vi til julekoncert og Lucia-optog på skolen. Og det kan da om noget bringe julestemningen frem at sidde der i mørket og følge de blafrende lys, mens man mærker det risle henover huden når de smukke toner fylder rummet?
  • Det er også det første år jeg, som voksen, bor i et stort hus og lysten til at pynte op og skabe stemning fylder på en anden måde end da jeg boede i en toværelses lejlighed.
    De sidste par år har jeg holdt juleaften for min familie, så vi er mellem 4 og 6 personer juleaften. Det er stille og roligt, men min datter og jeg er enige om det skal være en fest – og helst med glimmer over det hele! I år holder vi også juleaften hjemme og med min mors erfaring udi andesteg og brunkartofler, tænker jeg vi får en dejlig aften.
  • Julepynt… det er bare ikke mig. Indtil jeg for et par år siden, kom til at gå ind i min lokale (nu desværre lukkede) Lisbeth Dahl. Nøj! Siger jeg bare. Overdådig luksus, smag og lækkerhed i alt andet end plastikrøde- og grønne rædsler. Ærgrer mig lidt over jeg ikke storshoppede, men heldigvis har butikker som Søstrene Gren virkelig sat nye standarder og jeg har i år forkælet mig selv med lidt skønhed.
    Jeg smiler hver gang jeg tænker på det og i dag skal jeg hænge det op.
  • Lidt ved et tilfælde kom jeg til at opfinde en fantastisk opskrift på de lækreste (sunde) julesmåkager, lidt italiensk jul-inspireret med ingefær og kardemomme…lige den duft skal have lov til at fylde mit køkken mindst én gang til i december. Og jeg skal selvfølgelig spise en masse af dem, sammen med lækre appelsiner, nødder i alle afskygninger og en ordentlig ration to-die-for chokolade.
  • Pakkekalenderen er et must med børn i huset og i år har jeg været mere end godt tilfreds med mig selv. Det har jeg langtfra været de andre år, men det er blevet til 24 små fine pakker i julemandens gavesæk, der står og spreder både glæde og spænding. Se evt. herovre på mama’s job hvorfor jeg er så stolt af min datters pakkekalender!
  • Apropos pakkekalender, har jeg sørme selv fået pakkekalender af min mor! Hvor heldig har man lige lov at være? Ren forkælelse midt i en travl og kold tid <3
  • Når man nu pludselig har fået hus med loft, er man nødt til at have nisser boende. Vores har endnu forskånet os for blå mælk og sammenbundne snørebånd, men den – eller familien på seks nisser, som min datter mener, der bor her – får også troligt tre pebernødder hver aften. I morges var vi så ved at falde over alle huset pyntenisser, der sad i en lang række på gulvet og den glæde og dybe tro, min datter har over vores lille nissefamilie giver lykkestjerner til resten af dagen.
  • Julekalender – jamen altså! Nissebanden og… øv, jeg er bare ikke rigtig blevet fanget af de nyere julekalendere, så jeg fandt DR’s julekalender Jul på Slottet frem og nu tager vi indimellem et par afsnit ad gangen med den dejlige prinsesse Mia-Maja – den er både sød og hyggelig.
  • Min datter storproducerer julepynt og -gaver i sin sfo og jeg har efterhånden fået samlet sammen til en kreativ hyggedag i den kommende weekend, hvor vi sammen skal lave hemmeligheder. Dem vil jeg først fortælle om senere, da min mor nok er bloggens mest trofaste læser 🙂
  • Jeg glæder mig også over de fantastiske mennesker, der er ansat på min datters skole. De arrangerer ture, laver bedsteforældredag, laver julepynt, bager og hygger. I min datters klasse bliver de hver morgen i december modtager af to søde lærere, et mørkelagt klasselokale, der kun oplyses af 22 tændte fyrfadslys i børnenes egenproducerede lanterner. Hver morgen!
  • For mit eget vedkommende, har jeg for første gang tid til at gå og arrangere julepynten pænt, ordne mit hus og ikke stresse over hele julekonceptet – det tror jeg betyder ret meget. Ligesom jeg allerede et par gange og nok også kommer til det igen i ro og mag, har hygget mig med at bestille julegaver på nettet.

 

Er du ved at blive helt kvalt i julestemning her?

Jeg forstår dig godt, selvom jeg heldigvis ikke er der (endnu). D. 27/12 vil jeg nemlig traditionen tro have fået nok og bliver ramt af et akut oprydningsflip!
Men måske netop fordi jeg har sørget for at balancere mellem at gå all in – og så nyde det – og at holde mig helt julefri i nogle af mine alenetimer i løbet af dagen, synes jeg december er hyggelig på en helt ny måde i år. Jeg er jo heldig at jeg har denne mulighed for at lukke juleræset ude, men er den helt gal, så forsøg at få en halv eller hel fridag eller luk juleræset ude en weekenddag.

Smukke blomster, levende lys og enkelt (jule)pynt, der ikke giver dig hjertebanken er et godt trick til en stemningsfuld og afslappende atmosfære i hjemmet. Jeg er selv meget glad for naturens pynt, som kogler, gran og grene. Hyacinter spreder en fantastisk dugt og jeg har placeret mine rundt omkring i huset.

Sofa, tæppe og en god film – luk verden ude og nyd det med god samvittighed. Det fremmer overskud og de par timer er hurtigt tjent ind på den opladede effektivitet.

Fodbad, dejligt bad, karbad, wellness, massage…you name it. Er du kvinde – eller mand med trang til at pynte dig –  er neglelak dit våben. For du kan intet lave imens. Smukke negle gør dig opmærksom på du er kvinde og andet end praktisk gris i køkkenet og mor, der styrter fra det ene julearrangement til det andet.

Har du mand/kone, kæreste, date, ven/veninde…en god bekendt, du har lyst til at se? Hiv et par timer ud af kalenderen og aftal et ikke-julet møde.

Træning – prioriter det nu. Fitness, svømning eller løbetur, uanset hvad er det så godt for dig. Gå ud i den friske luft. Klæd dig varmt på og find det dejlige i det vejr, der end møder dig. Nyd hyggen ved at gå i tusmørket eller kom ud midt på dagen og få lidt dagslys.

Og så mit eget, helt ukorrekte tip: Gå i det forjættede solarium. Husk solfaktor, men den energi, det giver – i små doser selvfølgelig – er fantastisk. Lys, varme, lidt kulør og et hvil. Jeg besøger faktisk med jævne mellemrum mit lokale solcenter. De findes ikke på hvert gadehjørne mere, men jeg kommer i et, hvor der er personale, rent og lækkert. Selvom jeg tit og ofte har besluttet mig til det ikke er spor sundt, er det et dejligt fix i en ekstra mørk og kold periode. For mig har det den gevinst at det hjælper helt utroligt på min gigtplagede krop. Så må jeg tage de pigmentforandringer – og min kosmetologs ”tsk tsk” – med.

Er du slet ikke til den slags, er selvbruner vejen til at lidt varmere smil i spejlet.

 

Kort sagt, alle kneb gælder.. sæt dig ned med en god kop kaffe, gå en tur ud i haven, hør på dit barns fortællinger, nyd andres glæde og lyst til at give, tag imod, giv det, du kan, smil og husk at få din søvn.

 

God december <3

 

November er kold og sur

Jeg har altid hadet november måned…den er kold, trist, mørk og i det hele taget bedst brugt under dynen med gode film og levende lys.

Eller…i mange år har denne tid på året (i mit liv) været decideret stressende og jeg har bare noteret at det var øv med øv på og så ellers koncentreret mig om næste deadline. Ved nærmere eftertanke – en lidt trist tilgang, eftersom vi bor i et land, der immervæk har nogle måneder med kulde og mørke i løbet af året.

Men i går, da jeg cyklede med min datter til skole, tog jeg mig selv i at gøre hende opmærksom på den dejlige luft. Duggen pakkede vores kinder ind og luften var så lækker! Lidt som at blive sprayet blidt med sådan en troperegn-et-eller-andet til en spabehandling 🙂
Denne fornemmelse kombineret med min livsglade datters positive svar, vendte bare min opfattelse af “triste november” 180 grader.

Jeg smilede hele vejen hjem.

 

Her til morgen var det så en anelse køligere og ikke helt så overlækkert som det var i går. Det småregnede faktisk, men HEY! – fornemmelsen af spa-troperegn var der sørme igen!

Når jeg kigger ud, er det en lysegrå, mat himmel der møder mig. Skyer så tunge at de ikke engang skiller sig ad, men blot ligner et tungt lag grumset vat.. Yderst ucharmerende fremstilling, men min pointe er selvfølgelig at du selv vælger, hvad du vil fokusere på.

Min krop er præget af mange års sygdom og på denne årstid går specielt min ryg helt gigt-amok. Men jeg, der altid har hadet tykke sweatre og følt mig klemt inde i det varme vintertøj, har nu lært at elske bløde lange strikcardiganer og store halstørklæder.

 

Så vil I være med på min udfordring?

Hver måned vil jeg i starten af måneden give nogle eksempeler på, hvad der kan gøre lige netop denne måned så god.

Og hvad er bedre end at starte med november, der er – nej, har været – på min top 3 over kedelige måneder. November skal være dejlig, hyggelig, smuk, nydelsesfuld og den skal leves – ikke blot overstås.

Selv er jeg ikke til det helt store jule-setup, men med et 6-års barn smitter det jo lidt af og om tre uger, er det nok hyggeligt. Mere om det i starten af december!

 

I november vil jeg sørge for rolige morgener, tænde levende lys når jeg skal lave yoga. Jeg vil nyde luften og de smukke efterårsfarver – så meget som muligt udendørs.
Jeg vil gøre mit soveværelse ekstra lækkert, fylde mit badeværelse med duftlys, prioritere mit aftenritual med karbad, olier og ansigtsmassage inden jeg går tidligt i seng.

Jeg vil fjerne filteret og leve i nuet, mens jeg vil suge til mig af alt godt. Jeg vil smile til folk på min vej, hjælpe hvor jeg kan og flirte lidt med livet og folk omkring mig. Sprede lidt god karma..

…hvilket fik mig til at tænke på filmen ‘Sweet November’ – en sød og smuk film om kærlighed, sorg og livsstil. Jeg tror den kommer i kalenderen til en aften på sofaen:)

 

Hvad vil du gøre for din november?

 

<3