Vores identitet defineres ud fra hvad der betyder meget for os og noget af det vi ofte medtager i en præsentation af hvem vi er, er vores arbejde.

Jeg har i så mange år været synonym med mit arbejde, brugt mit navn og plejet mit netværk. Det føltes bare så tomt da jeg i foråret 2015 måtte erkende jeg ikke skulle tilbage til mit job.

Et eller andet sted mellem nattefrost og rosenknopper på buskene, indså jeg at jeg var færdig på det arbejdsmarked, jeg kendte.
Jeg var færdig med at mærke adrenalinsuset, når en tilspidset opgave var på sit højeste. Jeg var færdig med at få de spændende nyheder på første række.
Jeg var færdig med at skabe løsninger og resultater..og med at mærke glæden, når det klappede.
Jeg var færdig med at mærke den bittersøde frustration, når forhandlinger gik i hårdknude.
Og jeg var færdig med at lade mig rive med at stemningen og alligevel gå hjem hver dag og føle mig opfyldt af arbejdslykke.

Mit hjerte blev godt og grundigt knust.

 

Selv nu, fire måneder efter jeg var på farvel-besøg, sidder stedets duft og stemning i mig.
Jeg kan stadig mærke tårerne presse sig på, når jeg tænker på min følelse af at være hvor jeg hørte til.

Det var som at få et mentalt knus at komme ind til mit skrivebord om morgenen. Men det var ikke et knus, der fik mig til at sætte mig ned og slappe af. Det var et powerknus. En vitaminindsprøjtning, der fik mig til at skærpe alle sanser.

Min yndlingstid på dagen var når jeg mødte på arbejde. Sagde godmorgen til de mennesker, jeg følte mig så privilegeret at tilbringe hverdagene med. Småsludre og joke ved kaffemaskinen, mens jeg gennemgik dagens program mentalt eller med min kollega aka min partner in crime.

 

Fingrene danser hen over tastaturet, mens jeg taster mine kodeord. Jeg er inde i varmen, godkendt, jeg har fået ansvar og de har tillid til mig. Jeg opbevarer denne tillid i et lille skrin indeni.
Jeg er stolt. Af mit job og min arbejdsplads, jeg er stolt af at være én på holdet. Jeg elsker mit job.
Jeg er gennem næsten hele følelsesregisteret hver dag, jeg elsker at se sagen fra flere vinkler, jeg værdsætter at mine kollegaer teamer op og giver mig modspil. Jeg er heldig at have en motiverende chef, jeg kan sparre med. Et menneske, jeg er oprigtig glad for at have i mit liv. Ledelsen består af motiverende profiler og der er åbne døre.

Chatten popper op og min arbejdsvenindes smiley bringer mig tilbage til nuet. Jeg svarer hende og vi ping-pong’er os gennem de forskellige problemstillinger. Vi er ved at søsætte et drømmeprojekt, vi vender og drejer de små bindeled, så budskabet bliver knivskarpt, kærlig og forståeligt. Vi er to alen af et stykke og vores spot er der, hvor virksomheden hvor lykkestjernerne gnistrer.

 

Jeg er heldig. Jeg forelskede mig i mit arbejde og min arbejdsplads fra første dag. Vi har overlevet kriser og frustrationer, slebet kanter og tilrettet. Nu udvikler vi os sammen. Vi tager tigerspring sammen. Det er ægte kærlighed..

 

fortsættes…

Lørdag aften var præget af øvøvøv..og øv.

For pokker da, hvor var det surt og trist og blaaahhh…

Mange negative tanker og egentlig bare en møgaften, hvor sygdom, træthed og bekymringer fyldte.
Bitterheden var til at tage og føle på og selvmedlidenheden gav genlyd herhjemme.

 

Men så…nu er kl. 14, søndag eftermiddag og selvom halvdelen af dagen er smuttet, har jeg fyldt på overskudskontoen.

Fik en kæmpe krammer af min vidunderlige datter til at starte dagen på.
Så en tegning, pakket fint ind.
Stilen var lagt.

Mens hun sad og hyggede sig i vores badekar (tak, højere magter, det badekar fortjener sit eget blogindlæg!), fik jeg lavet yogaøvelser og lækker morgenmad; som i supervafler, frugt en masse og selvfølgelig kaffe.

Indtaget over et par timer i selskab med tegnefilm, bloglæsning, ditto skrivning, og hyggesnak.

For f…da! Life is what you make it. So life is good <3

 

P.S. Sund og nærende kost er et must for enhver (syg) krop. Skal du søndagshygge?
– opskriften er lidt på slump og udfra ønske om mængde, smag og hvad jeg lige har i skabene

 

Supervafler:

Øko-æg
Banan(er)
– ca. dobbelt æg ifht. banan

Vanilje, kanel, kardemomme, lucama, alt efter smag og behag. Jeg var doven og hældte en sjat vanilje soyamælk i dejen i stedet for.

Et skvæt ahornsirup giver ekstra sødme og en sprødere kant.

Evt. fintmalede hørfrø (kaffekværnen er din ven)

Røres sammen, bedst med håndmixer (i øvrigt et must hvis du har dårlige hænder/arme)

Bag vaflerne.

Nyd ved et smukt dækket bord, med levende lys og elskeligt selskab <3

 

– de smager også godt om mandagen 🙂

Jeg reflekterer meget. Når en syg krop sætter dagsordenen for tempo og effektivitet dagen igennem, bliver der indimellem god tid til at reflektere. Ligesom at jeg, af uvisse årsager, tænker godt i en scanner. Sådan en tilbragte jeg lidt af min fredag aften i, som du kan læse om her

Selvom jeg endnu ikke kender resultatet af min scanning, som formentlig er den sidste nødvendige undersøgelse for at blive endelig udredt, ser jeg sådan her på livet med en kronisk sygdom;

 

Vi vælger ikke altid selv de gaver vi får.

Dem, der ikke er returret på kan godt føles lidt som hadegaver, men hvis de skal stå på kaminhylden er det spild af det ene gode liv vi har fået tildelt, ikke at få dem til at matche ind i indretningen.

 

Til dette kan jeg anbefale Bianca Solveig Stjernes bog Få dig et liv – et godt liv med kronisk sygdom hvor hun bl.a. skriver om at invitere Hr. Kronisk Sygdom på en kop kaffe nu og da. Få en snak om hvordan det går, hvad der skal rettes til og hvor der skal sættes ind, optimeres, skæres ned og omrokeres. Indretningen kan godt blive lidt triviel, hvis vi aldrig flytter lidt rundt, ik’?

 

Jeg har selv drukket et par kopper kaffe med min logerende Hr. Kronisk Sygdom de seneste uger. Vi har lidt svært ved at vænne os til hinanden, for vi har begge brug for meget plads. Og egentlig synes jeg han roder lige lovlig meget og ikke betaler sin del af huslejen og måske især de ekstraudgifter, han er skyld i. Oveni hatten, har han taget voldsomt på det seneste år og kræver mere og mere.

Idet jeg ikke kender rammerne for fremtiden, har jeg sat forhandlingerne på pause indtil jeg har fået svar. Altså har vi et statusmøde i løbet af den næste uges tid.

Indtil da, er det eneste rigtige for mig at holde fast i min fighterånd. Indimellem kræver det superlim og ekstra stærke magneter, der er tapet fast og snøret godt ind.

 

En god lim er venner. Familie. Relationer.
De der helt særlige personer, du måske ikke deler din hverdag med, men som formår at røre ved dit inderste.

Sådan en ven er Søren. Søren er bare sej. Og klog. Og et menneske, jeg er taknemmelig for at have i mit liv.

Tak Søren. For dine kloge ord, dit smittende smil og din måde at dele erfaringer, lykkestjerner og god karma på.

 

Som for eksempel; 

… jeg er bange for at vi alle må igennem en sådan tur på den ene eller anden måde i vores liv.

Og det der kommer til at definere os, er måden hvorledes vi håndterer det på.

De valg vi træffer og især hvorledes vi vælger at håndtere konsekvensen af disse.

 

– Søren har jo ret. Så husk Sørens ord.

 

I øvrigt fik jeg denne sms i forbindelse med definitionen af hvad ‘lykkestjerner’ er og ikke mindst tankerne om at dele noget, man selv har produceret. Som en blog, hvor man deler sine inderste tanker og sin personlige udvikling. Er man for meget? God nok? Har det overhovedet interesse? Kan jeg…?
Angstprovokerende som ind i h…

 

 Jeg har en stor del at takke dig for, på det punkt❤

Du har virkelig hjulpet mig til bedre at forstå og sætte pris på den effekt, jeg har på mine medmennesker.

En ting jeg aldrig kommer til at kunne takke nok for.

Du har min dybeste respekt for hvordan du håndterer det. Og hvordan du hele tiden formår at skabe og være kreativ

 

Den sms tager jeg frem når magneterne mister deres kraft. Den sms giver mig en ekstra dråbe superlim.

I øvrigt tror jeg på, vi alle kan gøre det, som Søren har fokus på. Give verden bare lidt af os selv. Bidrage til god karma og lidt lykkestjerner hist og her; langsomt, men sikkert. Bare et lille skridt i retningen fremad.

Indimellem kræver det mange gange superlim at holde øjet mod målet, eller når man som jeg ikke kender målet, så bare ikke falde for langt ned i grøften på vejen. Heldigvis har jeg flere af Sørens slags i mit liv.
Nogle fortæller mig at jeg godt kan, nogen fortæller mig at jeg også kan se godt ud på en dårlig dag. Nogen hjælper mig, nogen krammer mig, nogen elsker mig og nogen giver mig den medlidenhed, der faktisk kan være godt i mindre doser.

 

Det er god karma at styrke hinanden, pas godt på din superlim <3

 

Har sådan en Fr. Positiv Motivation nogensinde ondt af sig selv?

Ville vel egentlig være dobbeltmoralsk, hvis jeg sad og ynkede mig selv, mens jeg prædiker ‘tag nu lykken i hånden’ til dig…?

Men jeg er jo et menneske ligesom alle andre.
Og lige nu har jeg ondt af mig selv. Big time!

Generelt har jeg været rimelig sej til det med at være kronisk syg, have det skidt, mens jeg kun passivt kunne se mit liv blive pillet i småstykker.

 

Langt størstedelen af tiden, har det lykkedes mig at holde fast i den optimistiske tilgang og ikke mindst fighterviljen.
De sidste par uger er det dog, som om grænsen er nået. Bægeret er flydt over, den berømte dråbe – you name it..

Jeg har sjældent grædt og raset så meget som i denne august.

Over min forræderiske krop, mit liv, mit job, min svigtende balance, ekstreme træthed, af kvalme, af frustration og dårlig samvittighed, over mig som den forfærdelige mor og tanken om konsekvenserne for mit barn.
Over ødelagt økonomi og fremtid.
Over støvsugeren, vasketøjet, vækkeuret og lægerne.

Over alle de tabte glas og vennerne, der bare gerne vil være der. Men jeg kan ikke rumme jer. Eller min familie.

Den dårlige og utilfredsstillende søvn, jeg hungrer efter 24 timer i døgnet, er et helt kapitel for sig selv.

 

Alt dette fik mig til at undre mig..

Hvorfor ramte dette mig?
Ikke så meget sygdommen, men hvorfor dette sorte humør og denne totale opgivelse?

Jeg ved det ikke. Men jeg kæmper. Lidt i blinde, men jeg kæmper igen.

Derfor ’lykkestjerner’. For jeg vil mærke dem igen.
De har været på lynvisit i dag, men løb hurtigere væk end jeg kunne fange dem. Jeg er nemlig ikke så hurtig for tiden. Måske skulle jeg få dem tatoveret?

Et varmt karbad, blog, film, bog..hygge om mig selv. Det fikser ikke altid en rigtig dårlig dag, men det hjælper.

 

Om ikke andet kan jeg i den grad tage mig selv i nakken, når jeg hører på hende her; Michelle Hviid – hende har jeg respekt for og hun motiverer mig.

Brug fx en time på at høre en podcast med Fabiola og Michelle. Den er godt givet ud og du finder den her: http://www.fabiola-christensen.com/michelle-hviid-hvad-livet-laerte-mig-efter-en-tumorkolboette/

Denne sætning printede sig ind i min bevidsthed: “Jeg har gjort det, jeg ville ønske mine børn gjorde i denne situation”.

I et interview til Femina sagde hun: “Jeg har med ganske få undtagelser ikke haft ondt af mig selv” – bum!

 

Ok, det er nok. Jeg har pisseondt af mig selv, men jeg skal lige lave mine rygøvelser, inden jeg krøber under dynen på sofaen!

 

Åh altså…at køre hjem i solnedgangen, med sensommerluften, der på een gang blidt og voldsomt vælter ind i bilen i takt med jeg accelererer på motorvejen.

 

En god sang i radioen. Jeg skruer op.

Nynner med og retter blik og bil mod den mangefarvede solnedgang i horisonten. Det er smukt og tankerne flyder denne fredag aften..

 

For et år siden, for to og tre år siden kørte jeg på samme måde hjem fra arbejde. Samme sted, samme retning. Eller cyklede. Stadig i høj fart, opfyldt af styrke og uovervindelighed.

Fyldt af lykke.

Jeg havde vundet.

Der var lagt låg over den sygdom, der konstant buldrede i mit nervesystem og det var lykkedes at holde min dårlige ryg nogenlunde stabil. Under låget. Mit liv var grundlæggende som jeg ønskede. Omend med de prioriteringer, der nu var i en travl hverdag som alenemor med fart på karriere, ambitioner og den sygdom, der hoppede op og skubbede til låget.

 

Den indre styrke kunne slet ikke være inde i mig, når jeg efter endt arbejdsdag på mit drømmejob sluttede mig til gruppen af “racer-drengene”.

Rygsækken og cykelhandskerne på. Den elegante skønhed (ja: cyklen) op ad trapperne og høre hjulet spinde. Klikket når jeg trådte skoene i pedalerne og den blide susen mod asfalten efter få øjeblikke. Sug i maven.

Jeg ville være hjemme om..45..42..38..minutter. Den lille indre konkurrence blev ofte glemt af en storslået tur. Lykkeglimt i øjnene.

 

At hård motion i et industriområde og langs brede veje kan avancere til ren zen, er for nogle en gåde.

Mine roture på vandet var smukke og vidunderlige. Mine løbeture i by og natur var ren mindfullness.

Men det var transporten på min racercykel også.

 

Mest af alt elskede jeg fornemmelsen af at køre hjem fra arbejde efter en dag med lykkeglimt af passion og udfordringer. Når frustrationer blev løst og vendt til erfaring, boblede det af glæde indeni.

 

 

Tårerne triller til Savage Gardens

“To the Moon and back”. Mit knuste arbejdshjerte er ikke helet endnu.

 

Solnedgangen er smuk og bevægende. Jeg overgiver mig, trækker vejret dybt og giver slip.

Jeg savner, jeg mindes, jeg længtes.

 

Jeg lader farverne, luften, farten og minderne..alle følelserne og stemningen flyde ind over mig.

Her på vejen hjem. Fra en afgørende scanning. Hvor svaret på min fremtid vises.

Her mod solnedgangen, på vej hjem. Hjem <3

 

Her mærker jeg de små lykkestjerner danse forsigtigt inden i mig. Det skal nok gå.

 

Jeg er ude, hvor jeg ikke kan bunde, men jeg kan se land nu. Minderne kan give tårer, Men det er fordi de engang gav dig glæde.

Solnedgangen giver dig lykkestjerner helt indeni.