Jeg har haft travlt den seneste tid. Egentlig ikke mere travlt end de fleste af os har op til jul og slet ikke i forhold til de andre år, hvor jeg har haft fuldtidsjob til at fylde hverdagene.

Men i kraft af mit liv har fået mere end én omgang i 2015-karusellen, har jeg haft mange ting, der skulle gøres, tilrettes, tages stilling til, forberedes og endda lukkes. Nogle skulle glemmes, andre skulle bearbejdes.

 

For et år siden var jeg syg, men sikker på jeg skulle tilbage til mit gamle (arbejds)liv i 2015. Det skulle jeg ikke, tværtimod nærmest.

Jeg har været tilstede i nuet, mere end nogensinde før. Jeg har været lykkelig, jeg har grædt, jeg har raset. Jeg har mistet mere end jeg kunne forestille mig.

2015 blev året, hvor jeg fyldte 30. Jeg havde mål for hvor jeg skulle være når jeg blev 30.
Jeg har smidt listen ud. Det kommer ikke til at ske.

 

Begreber som hvilepauser, fleksjob, førtidspension, prioriteringer, sygedagpenge, skånehensyn, tab af erhvervsevne og hjælpemidler er blevet en stor del af mine møder, der vedrører min fremtid.
Faktisk er det i sig selv en ny – og grænseoverskridende – ting at skulle dele tanker og følelser omkring ens eget liv med vildt fremmede mennesker. Det er ikke min familie eller venner, jeg diskuterer fremtidsdrømme med. For mine drømme er der, men de tæller ikke i dette forum. Det er fornuft, realistiske forventninger, økonomi og struktur, der præger møder og aftaler. Med mennesker, der er på arbejde og ikke deler min passion, men er der for at få mig til at yde mest muligt.

Jeg skæver igen til papirerne med overskriften ”Ansøgning om invalidepension” og når det hele vender sig i mig, går jeg igen væk. Jeg flytter mig fysisk, mens mit lille hjemmekontor bliver mere og mere trist og forladt. Sidder alle andre steder i huset og skriver. Og sletter. Og lukker computeren igen.

Papirerne hober sig op, hos min læge, hos min sagsbehandler, hos forsikringsselskabet, hos mig.

 

Jeg havde ikke drømt om at mine 30’ere skulle starte med overvejelser om, hvordan jeg kan have det bedst muligt i de år, der kommer til at gå inden jeg højst sandsynligt kan få min pension. I dagens Danmark er det nærmest umuligt at få tilkendt førtidspension, uagtet det kunne give en smule livskvalitet for rigtig mange syge mennesker.

Misforstå mig ikke, min store drøm handlede ikke om at gå hjemme eller få en stor børneflok. Den handlede om noget så banalt som min karriere.
Jeg ønskede mig ikke en lang akademisk uddannelse. Næh, jeg ville bare arbejde mig op. Slide, blive udfordret, løse ting og fixe umuligheder. Jeg ville frustreres og fejle for succesens sus er så pumpet med adrenalin at jeg kunne være høj af det hele vejen igennem stride forhandlinger.
Det var den helt rigtige plads i livet for mig.

 

Sådan skulle det ikke være.

2015 blev året, hvor jeg faldt ud af arbejdsmarkedet og lærte at sygedagpenge ikke rækker langt.

2015 blev året, hvor jeg indså at det her ikke ville blive bedre igen.

2015 blev året, hvor jeg erkendte, jeg er kronisk syg.

 

Jeg har ikke bare ondt. Jeg er træt. Udmattet. Udkørt. Som efter en hård december som butiksansat, et maraton, to uger med maveinfluenza, en lang stressbelastning, tre børnehavefødselsdage i streg…

Ja, jeg taler bare det sprog, jeg selv forstår. Jeg har lært at tale det andet sprog, man bruger når man er kronisk syg, men det føles ikke som mit modersmål.

Mit hoved er fyldt med tanker, bekymringer, redskaber og begreber. To do-listerne er lange og de bliver aldrig væsentlig kortere, da mine effektivitetstimer på en dag er faldet drastisk. Jeg ved ikke hvordan det går i morgen, men jeg kan allerede mærke nu at resten af dagen bliver hård.
Mens jeg strækker min stive nakke og forsøger at rette ryggen ud, lyner nervesmerterne ned gennem benet og min hånds summen breder sig til armen. Alt imens jeg overvejer, hvordan jeg kan slippe let om resten af dagen. De sidste julegaver skal pakkes ind, jeg har lovet min datter vi skal bage lidt småkager og at hun må lave ekstra gaver i selskab med perler, lim og glimmer. Vi skal tømme hendes julesok hos vores lokale supermarked.

Vaskemaskinen kører og om lidt skal tøjet hænges op. Ellers er her stille, men urets tikken minder mig om jeg snart skal komme videre og at jeg nok ikke når det ellers obligatoriske middagshvil i dag.

Det betyder, jeg er mere end smadret senere på dagen.

Mine fremtidsudsigter er uvisse, nogle vil nok sige de ikke er gode efter at have læst dette her. Nogle vil synes, jeg piber. Andre vil mene, jeg tager sorgerne på forskud. Mange har det meget værre end mig.

Forleden ønskede jeg både min sagsbehandler og min fysioterapeut glædelig jul. De har været uundværlige hele året. Og når jeg endelig skal diskutere mine fredtidsplaner med et fremmed menneske, der er på arbejde foretrækker jeg faktisk at det er lige præcis min sagsbehandler. Hun har degraderet mine fordomme om systemet. Min fysioterapeut gør alt hvad hun kan for at lindre.

I frustration har jeg skreget at jeg har fået smadret mit liv. I lykkelige øjeblikke har jeg nydt at have tiden til at være her. Lige nu og her.

 

Det er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft det her… At være kronisk syg og i systemet som vi (læs: os syge) siger, er det mest udfordrende og tidskrævende job, jeg nogensinde har haft. Jeg har den seneste tid kunne mærke mavepinen og lysten til at vende mig om på den anden side og sove videre, om morgenen.

Jeg smiler og er stærk. For som jeg plejer at sige; det må hellere være mig end så mange andre. Jeg kan klare det.

Jeg er bare træt af at klare det.

Men det skal jeg. Dette her job kan ikke opsiges. Det forpligter. Overfor mig selv og min datter… Til døden os skiller, eller pensionen om man vil. Jeg kan godt have et godt liv som kronisk syg og endda selv om jeg er i systemet, men jeg glæder mig til den dag, jeg kan lægge mappen med alle papirerne og journalerne bagerst på hylden og ikke skal til møde med de fremmede mennesker der er på arbejde, på ugentlig eller månedlig basis.

Jeg går på juleferie nu. Jeg har også erkendt at der er tidspunkter, hvor ord og sætninger hober sig op indeni mig, men blogindlæggene bliver for lange, rodede, personlige, ustrukturerede.

Jeg vil holde ferie og være i nuet. Lige her. Bage med min datter og glædes over hendes julehumør. Falde i svime over hendes hjemmelavede gaver og besøge vores oldemor. Jeg vil putte mig på sofaen og holde helt fri. Samle kræfter. Til det 2016, jeg nu ved ikke bare bliver en tilbagevenden, men en kamp, en omvæltning og forhåbentlig året, hvor der kommer en løsning.

 

Jeg vil ønske dig en fantastisk, kærlig, varm og glædelig jul. Tak fordi du læste med <3

 

 

P.S.
Hvis du nu er lidt bekymret for min evt. smådepressive tilstand, vil jeg berolige dig med månedens joke. Traditionen tro, omhandler den en ny skade.

Jeg har nemlig haft så mange skader og problemer med min krop at jeg er professionel amatør i skader, behandling, håndtering og forebyggelse. Jeg kan gå ind til min fysioterapeut og fortælle – ved navns nævnelse – hvilke led, der sidder forkert og til hvilken side eller om mit bækken sidder skævt i den ene eller anden retning.

Men jeg har aldrig haft (nævneværdige) skader i mine knæ. Nu har jeg så fået en meniskskade.

Det synes jeg er komisk.

 

 

For en uges tid siden blev jeg 30 og tankerne om en grundig status over mit liv har fyldt meget de sidste måneder. Der har været mange, store og små, ubesvarede spørgsmål – men grundlæggende var det jo en fin anledning til at finde ud af om jeg var der, hvor jeg gerne ville være. I mit liv, i mig selv. Sommeren har været af den kølige slags, men når jeg lå i bagende sol ved vandkanten var jeg så absolut på det bedst tænkelige sted. Det er bare en forholdsvis lille procentdel af vores liv, vi bruger på stranden i perfekt sommervejr. Men hvad så, bruger vi egentlig tiden godt?

 

I dag er det 14 år siden, jeg blev ramt af et ubeskrivelig stort tab – min elskede mormor døde og jeg husker det som jeg var forstenet af sorg. Jeg ved, jeg også var gennemsyret af sygdom og jeg kunne ikke særlig meget. Det efterår for 14 år siden blev jeg pludselig mere voksen end jeg burde være som 16-årig.

Jeg har haft både glæder og sorger siden og jeg har lært meget. Jeg er blevet rigtig voksen; altså den slags voksen, hvor man har fået barn, billån, forsikringer og papirer om efterløn. Jeg er også blevet den slags voksen, som jeg selv ønsker; hvor der stadig er plads til leg og spontan uansvarlighed. Men jeg er også tryg, for grundlæggende føler jeg mig okay. Jeg har styr på det og jeg passer på både mig selv og mit barn.

På min fødselsdag vågnede jeg tidligt og mens jeg langsomt strakte mig, reflekterede jeg over..ja, det hele..træt, grundglad og rolig. Som enhver anden dag startede jeg med yoga i min stue.. listede derind for ikke at vække min datter med de knirkende gulvbrædder. Sensommerluften og trækfuglene gjorde mig mere opmærksom og i stadig-nat-mørke, åbnede jeg døren til køkkenet. Stille og mørkt, med præcis nok lys til jeg kunne skimte havens konturer.

Jeg kiggede ud på æbletræet, mens min kaffemaskine pludrede. Huset er stille om morgenen og jeg tænkte at jeg elsker mit hjem. At jeg er faldet til ro og det er dejligt på denne dag. På denne milepæl, som jeg føler det er at runde 30.

 

Få timers søvn..

Forudsætningerne for en god dag med huset fyldt af gæster, børn og travle forberedelser var ikke helt der, hvor jeg kunne ønske dem.

 

Sådan er det blevet. I min hverdag og i mit liv. “Forudsætningerne” er ikke noget jeg tør læne mig op ad mere.

Jeg kan gøre hvad jeg kan selv for at skabe de bedste af slagsen, men jeg kan ikke kontrollere udfaldet.

På min 30 års fødselsdag, en fredag – oplagt til fest og fejring – kravlede jeg i seng kl. 20.30. Min datters fødselsdag dagen efter klarede jeg nogenlunde på en cocktail af krykker, vilje og febernedsættende. Og med en spand indenfor rækkevidde. Jeg har siden fået at vide vores gæster hyggede sig og maden var god. Jeg var så smertesyg at det tog mig en uge at kunne holde normal mad i mig igen. Derfor har bloggen også været mere stille end normalt.
Min store dag, som jeg havde glædet mig sådan til. Smadret. Ligesom min krop.

 

30 år..

For 6 år siden var jeg lige blevet mor.

For 5 år siden startede vi traditionen med at fejre vores fødselsdage sammen.

For 2 år siden havde jeg lige mistet min far, sagt farvel til en stor kærlighed og fundet mig selv og min topform.

For 1 år siden var min ryg definitivt ødelagt.

 

Nu er jeg bare mig. Færdiglavet så og sige. Ovre den del af ungdommen, hvor jeg skal lære mig selv at kende, definere mig selv og forklare mig. Ovre usikkerheden og de store spørgsmål.

Jeg føler mig grounded. Der er ikke så meget mere, der kan ryste mig. Jeg har grint og grædt. Mistet og fejlet. Gemt mig og taget ansvar. Elsket og lært.

Jeg er på et sted i mit liv, hvor jeg er glad for at være. Det er som om mit indre og tallet på dåbsattesten endelig er smeltet sammen. Og skaber en fleksibel balance af hjerte og passion.

Jeg er ung, jeg har mod og jeg har kærlighed i mit liv. Jeg har lært at jeg kan selv og jeg er præcis så voksen og erfaren, som det er sundt for mig at være.

 

Henover det seneste år har jeg langsomt fået smadret mit liv, som jeg kendte det. Min krop er som puslespilsbrikker langsomt gået i stykker og kanterne er flossede og sårede. Mit nervesystem har taget skade af mange års kroniske smerter og de mange skader har sat sine spor. Fra sportsskader over smerter til kognitive skader i en ødelagt og nedslidt krop.

Som 29-årig. Året, der skulle være det bedste i mit liv.

 

Hvis jeg skal gøre det op i helbred, får jeg aldrig flere gode år.

Det er definitivt slut.
Jeg har aldrig haft det værre end jeg har det nu.

Det er en bitter pille, men i øvrigt den eneste jeg kan tage. For smertestillende gør ondt værre.
Jeg er blevet tiltagende holistisk med årene og kombineret med en sund livsstil, har jeg lært at give mig selv de bedst mulige betingelser.

Livsstilen koster. Sund kost, mange timers søvn, syv forskellige tilskud to gange dagligt, kræfter, fravalg… Fravalg af aktiviteter og socialt liv.
Benhård prioritering er på min daglige to do-liste. Er det vaske tøj-dag? Er det træningsdag? Er det indkøbsdag? Eller er det sofadag med mad fra fryseren? Er det krykkedag? Eller er det bare en dag, der skal overstås?

Sidstnævnte er faktisk den værste slags. For jeg føler, jeg spilder livet og det siver ud mellem fingrene på mig. Det gør mig så trist.

 

Jeg har mistet mit job. Venner. Forhold. I kampen for at beholde lidt af mit liv, måtte jeg fravælge noget andet. Resten af mit liv var vigtigere. Min datter var vigtigst. Jeg måtte være mig og være mor og så var der ikke plads til andet. Ofte var der kun plads til at være én af delene og så blev den anden del svigtet.

Jeg er lige fyldt 30 år. Min hverdag består af træning, hvil og lidt dagligdags praktik, som nu er nødvendigt i et hjem med en voksen og et barn. Dertil har jeg nok lidt flere møder med sundhedsvæsenet end en gennemsnitlig 30-årig. Jeg har været sygemeldt on/off i næsten et år. Jeg kender ikke min fremtidige jobsituation. Jeg ved ikke hvad, hvor længe, hvornår og om..

 

Men. Ja, men. Ville jeg ændre noget? Ja, jeg ville gerne være rask. Smertefri eller bare have færre af slagsen. Være veludhvilet. Være mor på samme vilkår som de andre omkring os.

Ville jeg ønske jeg var gået gennem de første 30 år uden knubs? Nej. Jeg ved ikke hvordan jeg ville have levet mit liv, men jeg er sikker på, jeg ikke ville være den, jeg er i dag. Jeg ville ikke have lært alle de ting, jeg egentlig nok har lært på en ret hård måde.

 

På en god dag kan jeg være mig og være mor, mens vi både får rent tøj på og spiser varm mad. Jeg kan bare ikke vide om det er en god dag, førend dagen er i gang. Det er igen de forbandede forudsætninger, for hvad er det for en dag? Uforudsigeligheden er indimellem lidt for spændende.

 

For langt de fleste mennesker er dagen i dag bare en dag, men skal det også bare være det i morgen? Og i overmorgen? Pludselig er tiden fløjet af sted i et par år…eller 10.

Jeg forsøger at være til stede. I hvert fald lidt hver dag. Nogle gange må man distancere sig fra sit ’her og nu’, hvis noget gør ondt. Det være sig fysisk eller mentalt. På en dårlig dag gør det for ondt at være til stede.

Men jeg har et valg. Og jeg har valgt at blive og kæmpe – ikke bare for en afklaring og en lettelse, men for retten til at have et liv med lykkestunder og lykkestjerner. Også selvom det kræver benhård prioritering og viljestyrke af dimensioner.

 

Så med en ødelagt krop, der virker som om den har svigtet mig må jeg alligevel sætte en streg under min 30 års-status og konkludere:

Jeg har aldrig haft det bedre <3

Læs #1 her

 

Jeg elskede mit arbejde. På godt og ondt. Jeg var, hvor jeg skulle være..

..derfor følte jeg mig også forrådt og svigtet, da min arbejdsplads foretog tigerspring, mens jeg kæmpede i genoptræningslokalet. At de udsendte nye retningslinier, mens jeg kravlede ned i varmtvandsbassinet og af mere vilje end fornøjelse tilbragte timer i saunaen. Jeg kunne følge udviklingen over uger, mens jeg lå på sofaen og min telefon og mail blev mere og mere stille.

Når jeg lå på fysioterapeutens briks og blev spurgt om hvordan det gik, holdt jeg langsomt op med at komme med opdateringer på mit arbejdsliv. For der var ingen. Det hele handlede om symptomer, skader, årsager, smerter, træning og seneste undersøgelser.

Lige meget hvor stort et smil, jeg klistrede på, da jeg startede igen, gik det ikke. Efter et par måneder måtte vi skilles. Min chef ringede til mig. Jeg havde faktisk mere ondt af ham end af mig selv, for lige i øjeblikket var det en lettelse, jeg ikke skulle kæmpe mig afsted dagen efter.

Jeg græd, mens mit hjerte boblede over af taknemmelighed for det havde været i mit liv. Vores farvel var smukt og værdigt, men jeg måtte rive plasteret af. Det sidste fnuller sidder der stadig og det giver et lille gip i mig, når jeg ser forretningen gå videre uden mig.

For jeg måtte sige farvel. Til det forhold, der optog størstedelen af mine tanker og til duften, stemningen, udviklingen. Jeg måtte trække mig tilbage, ned i tempo og indse jeg måtte lade nye kræfter komme til.

Jeg skulle alligevel ikke stå på de øverste trappetrin i mine høje hæle.

Jeg skulle ud på tilskuerpladserne og sidde.

Jeg rykkede mig fra opvarmningsbænken om på bagerste række. Her var koldt og ensomt og der blev hurtigt længere til de småsnakke, der ellers havde bragt en lettere stemning med sig.

Men der var godt at tænke.

Jeg funderede over sorgen. Det var virkelig med et knust hjerte og jeg vidste det var en reel sorgproces, jeg skulle dele med. Jeg trak vejret dybt og gik ind i den.

Jeg så der var en plads ovre i solen. Der var læ. Den var langt væk fra hverdagens pulserende karriereræs. Fra det hektiske liv, jeg elskede. Jeg sad og kiggede på den, mens det blev sommer.

Rejste mig og gik derover. Mon jeg hørte til her?

I starten gik det meget godt. Men indimellem faldt der de tungeste skyer henover pladsen og det blev både mørkt, regnfuldt og stormende. Senere hen fandt jeg mig selv liggende sammenkrøbet i min seng, blytung af træthed og udkørt af smerter. Stormen rasede henover mig, mens jeg skiftevis sov og slæbte mig udenfor i stormen. Indimellem var der ophold og jeg kunne nyde det fra en liggestol i haven. Eller endda på stranden. Indtil den dag, det gik helt galt og jeg startede en ny turné til læger og sygehuse. Jeg er næsten ved vejs ende. Et opkald gav mig vished om, vi måske tager et ekstra stop. Orker jeg? Hvordan slipper jeg? Skal jeg virkelig? Mon ikke det er bedst? Min ansvarsfølelse overfor min datter og vores fremtid byder mig at sige tak og tusind tak. Bumpe ud ad sengen, kopiere prøvesvar og smile til den læge, der måske lytter, måske tester noget nyt, måske kan give mig et af de guldkorn, jeg desperat samler op fra støvet. Måske kommer jeg ikke ud ad døren – denne gang – med frustrationens tårer trillende ned på den bluse, jeg vil forsøge at stryge. Måske er der håb og lys…bare lige denne undersøgelse. Der er hjælp at hente..

Jeg er groggy som efter måneders søvn og træt som efter måneders søvnløshed.

Solens stråler bryder forsigtigt og prøvende gennem de regntunge skyer nu og da. Når jeg har været et par gange oppe og nede ad trapperne må jeg hvile mig. Jeg begynder at tage computeren med hen på sofaen. Tænker over om ikke jeg stadig kan bruges. Hvad er det nu jeg kan?  Det er svært at huske ordene..

Pludselig er det aften, så nat.. stjernerne glimtrer på den mørke himmel. Natteluften fylder mig med håb, selvom jeg føler mig spærret inde i en boble af “vente”..  Sommeren er ved at være forbi – den forsvandt, mens jeg kæmpede for at få min fornemmelse af hverdag tilbage. Den udeblev. I stedet blev mit hjerte knust. Ikke bare en mislykket forelskelse, men et dybt og kærlighedsfyldt forhold, der forliste.

Jeg tænker over det, mens jeg betragter en nærgående flue kravle på min fod. Min ellers så følsomme hud, der kan gøre mig skør af ekstrem sensitivitet, sender ingen signaler op til hjernen. Jeg mærker ikke fluens kildende gang op ad mit ben. Tårerne er tunge og jeg vifter fluen væk fra min arm, der reagerede med det samme.

Min datter startede i skole, mine kollegaers feriebilleder var nu gamle nyheder og ikke flere paraplydrinks i mit news feed. Hverdagen startede. For de andre. Jeg ser de andre forældre haste af sted fra skolen og jeg vinker til min jakkesæt-klædte nabo på vej ind i indkørslen.

Min hverdag er…stille. Rolig. Højdepunkterne er at hente og bringe skolebarn, krydret med fys-besøg, lægesamtaler, venteværelser. Snak om træning, kognitive symptomer (og frustrationer) og smerteklinik.

Jeg laver en kop kaffe og åbner døren ud til haven. Trækker vejret dybt ind og forsøger at skubbe trætheden ud i haven.

Der er lidt sol, lidt regn, lidt storm. En del gråvejr og en ustabil lun luft.

Hvad skal jeg og hvem er jeg? Hvor syg er jeg og hvad kommer der til at ske? Hvad nu hvis..

.. jeg bare Mette, der er blogger. I hvert fald lige nu. Der er små lykkestjerner i mine øjne, når jeg skriver. Hvis jeg samler nok af dem, kan jeg give noget videre. Skabe igen.  Mens mit hjerte langsomt heler og sprækkerne bliver til linjer, der vidner om erfaring.

I dag er første dag i resten af mit liv.

Vores identitet defineres ud fra hvad der betyder meget for os og noget af det vi ofte medtager i en præsentation af hvem vi er, er vores arbejde.

Jeg har i så mange år været synonym med mit arbejde, brugt mit navn og plejet mit netværk. Det føltes bare så tomt da jeg i foråret 2015 måtte erkende jeg ikke skulle tilbage til mit job.

Et eller andet sted mellem nattefrost og rosenknopper på buskene, indså jeg at jeg var færdig på det arbejdsmarked, jeg kendte.
Jeg var færdig med at mærke adrenalinsuset, når en tilspidset opgave var på sit højeste. Jeg var færdig med at få de spændende nyheder på første række.
Jeg var færdig med at skabe løsninger og resultater..og med at mærke glæden, når det klappede.
Jeg var færdig med at mærke den bittersøde frustration, når forhandlinger gik i hårdknude.
Og jeg var færdig med at lade mig rive med at stemningen og alligevel gå hjem hver dag og føle mig opfyldt af arbejdslykke.

Mit hjerte blev godt og grundigt knust.

 

Selv nu, fire måneder efter jeg var på farvel-besøg, sidder stedets duft og stemning i mig.
Jeg kan stadig mærke tårerne presse sig på, når jeg tænker på min følelse af at være hvor jeg hørte til.

Det var som at få et mentalt knus at komme ind til mit skrivebord om morgenen. Men det var ikke et knus, der fik mig til at sætte mig ned og slappe af. Det var et powerknus. En vitaminindsprøjtning, der fik mig til at skærpe alle sanser.

Min yndlingstid på dagen var når jeg mødte på arbejde. Sagde godmorgen til de mennesker, jeg følte mig så privilegeret at tilbringe hverdagene med. Småsludre og joke ved kaffemaskinen, mens jeg gennemgik dagens program mentalt eller med min kollega aka min partner in crime.

 

Fingrene danser hen over tastaturet, mens jeg taster mine kodeord. Jeg er inde i varmen, godkendt, jeg har fået ansvar og de har tillid til mig. Jeg opbevarer denne tillid i et lille skrin indeni.
Jeg er stolt. Af mit job og min arbejdsplads, jeg er stolt af at være én på holdet. Jeg elsker mit job.
Jeg er gennem næsten hele følelsesregisteret hver dag, jeg elsker at se sagen fra flere vinkler, jeg værdsætter at mine kollegaer teamer op og giver mig modspil. Jeg er heldig at have en motiverende chef, jeg kan sparre med. Et menneske, jeg er oprigtig glad for at have i mit liv. Ledelsen består af motiverende profiler og der er åbne døre.

Chatten popper op og min arbejdsvenindes smiley bringer mig tilbage til nuet. Jeg svarer hende og vi ping-pong’er os gennem de forskellige problemstillinger. Vi er ved at søsætte et drømmeprojekt, vi vender og drejer de små bindeled, så budskabet bliver knivskarpt, kærlig og forståeligt. Vi er to alen af et stykke og vores spot er der, hvor virksomheden hvor lykkestjernerne gnistrer.

 

Jeg er heldig. Jeg forelskede mig i mit arbejde og min arbejdsplads fra første dag. Vi har overlevet kriser og frustrationer, slebet kanter og tilrettet. Nu udvikler vi os sammen. Vi tager tigerspring sammen. Det er ægte kærlighed..

 

fortsættes…