…selv efter en jul, der gerne skulle have været både dejlig, fredfyldt og nærværende..?

 

Januar begyndte for præcis en uge siden og trods mit nærmest ikke-eksisterende alkoholindtag, har jeg haft det som om jeg har været tømmermændssyg hele ugen. 

Men. Jeg. Har. Været. Så. Dødhamrende. Træt. 

 

Januar…det eneste, der er fedt ved januar er udsalg og børnepenge.

Jeg kan afsløre at livet som langtidssygemeldt ikke nødvendigvis er lig med den store forbrugsfest, udsalg eller ej.

 

Godt det samme, efter en vidunderlig – og egentlig afslappende – juleferie med mini me, sov jeg nærmest både mandag og tirsdag væk af ren og skær udmattende. Det har så resulteret i total søvnkaos og da jeg skrev dette indlæg var klokken 4.30..igen..

 

Jeg må tilstå det har været svært fortsat at se fidusen i at gå herhjemme, men selv med en seriøs to-do-liste hængende over hovedet, har min taknemmelighed været til at tage og føle på…

For efter morgenens mor-pligter, har jeg været tilbage i nattøjet kl. 8.30 og succes har været at tage mad ud af fryseren, inden jeg har stået i sfo’en kl. 15.30 for fire timer senere at have ligget i min seng igen. 

Og min datter er glad for at gå i skole. 

Og de fleste ting på listen kunne godt vente et par dage. 

Og en klog kvinde huskede mig forleden på at jeg ikke skulle slå mig selv oveni hovedet med alle de ting, jeg ikke fik gjort. Som træning..rengøring..tøjvask.. oprydning

Det hele har faktisk fået lov til bare at gå i stå sammen med mig.

 

Tankerne om, hvordan jeg ønsker mit 2016 skal være, matcher ikke starten af året. Men jeg har besluttet mig for jeg ikke vil kæmpe så hårdt mere.

Jeg vil være mere til og have mere tillid. Ordene fra den kloge, vidunderlige kvinde gjorde indtryk. Mere om det en anden god gang.
Selv set i lyset af flygtningekriser, ufred, sult og massevoldtægter, har jeg haft, om ikke ondt af mig selv, så tendens til at være en ynkelig frossenpind, der hverken har ryddet op eller trænet.
“Overlevelse, overlevelse, overlevelse, hvornår kan jeg komme tilbage i min seng…” har kørt på repeat inde i mit hoved.

Men…

Jeg er taknemmelig for jeg kan gå hjem og sove, mens folk omkring mig tager videre ud i vinterkulden mod arbejde og travlhed.

Og så skete der noget. Jeg sad nemlig i min parkerede bil og – tankevækkende nok –  genlæste ordene om at have tillid, da jeg hørte et bump..

 

Det viste sig at være en bil, der havde ramt en cykel og dermed en ældre mand, der nu lå på den kolde vej. En mørk eftermiddag i januar.

Forbipasserende reagerede hurtigt og mit instinkt heldigvis også. Min mor og jeg kom til med tæpper og jeg satte mig hos manden sammen med en anden.

Mens der blev ringet efter en ambulance, forsøgte vi både at berolige og varme den 85-årige, der umiddelbart virkede til “kun” at have fået et ordentligt slag i hovedet.

Jeg lovede Kurt, jeg ville passe på ham.

Det føltes som lange minutter på den våde vej..i mørk, bidende kulde med flakkende lys og myldretidstrafik omkring os. Da de blå lys nærmede sig, lovede jeg Kurt at ambulancefolkene ville passe godt på ham.

 

Jeg nåede at få ham til at smile.

 

Da jeg så såret i baghovedet og fik en knude i maven, da han ikke selv kunne stå op, beroligede jeg mig selv med han havde været ved bevidsthed, kunne mærke sine ben og trods alt kunne fryse.

 

Han takkede mig, da vi sagde farvel i ambulancen.

 

Jeg skyndte mig hjem til min hverdag og fik verdens største krammer af min datter, da jeg hentede hende.

 

Kurt døde samme nat af indre blødninger.

 

Jeg græd, da jeg fik det at vide.

 

Oplevelsen gjorde indtryk på mig.

Hvor er livet dyrebart.

 

Om man er en seksårig, der øver sig på at skrive, slå vejrmøller og griner med sine venner.

En 30-årig kronisk syg, der sidder på en almindelig arbejdsdag i nattøj, blogger lidt, sover meget og misunder sine tidligere kollegaer..

En travl mand/kvinde, der haster fra møde til møde..

En aktiv pensionist, der er kulturel og går stavgang..

Eller en 85-årig, der trodser bidende januarkulde og klarer lægebesøg og træning på sin trehjulede cykel, inden han bliver ramt af en bil.

 

Kurt var et billede på sådan et ældre menneske, jeg gerne vil være. Jeg vil også gerne cykle og styrketræne som 85-årig.

 

I januar vil jeg være taknemmelig. For livet. Og for de mennesker, jeg møder. Elske lidt mere, kramme mere, se mere, lytte mere. Være mere til.

 

Hvil i fred, Kurt.