Jeg er simpelthen gået i stå.

Det attack, jeg har kæmpet med, klingede rimelig hurtigt af, men trætheden og underskuddet har været øredøvende. Jeg har ikke rigtig kunne komme i gang med at træne igen og jeg blev stadig mere utilfreds med mine dage, som bare flød.. Nederlag på nederlag har vist sig og jeg har haft mine udfordringer med at håndtere det.

 

Weekendens kolde vejr gav mig lidt af et chok og jeg kunne ikke være ude mere end få minutter ad gangen. Skuffelsen var stor hos min 6-årige datter, da jeg ikke var i stand til at opfylde hendes umættelige behov for sneleg – det er jo også helt urimeligt, da vi bor lige i det område, der fik allermest af den fantastiske sne.

 

Nu er vores Olaf ude i haven smeltet og det tør voldsomt. Det er trist vejr med grå himmel, sjap og våde veje. Jeg er rigtig gigtstiv i kroppen, men har det dog lidt bedre nu, hvor temperaturen har sneget sig op over frysepunktet.

Jeg reflekterer meget i denne tid og jeg har brugt meget energi på at være frustreret, græde over det – for mig – spildte vidunderlige sne og smukke solskin, føle mig som en utilstrækkelig mor og et surt, utilfreds menneske…

 

Jeg tænker på kræftramte, børn uden forældre, jul og flygtninge og føler mig forkælet og tvær. Efter et par ugers kamp for først at skjule mit elendige humør og derefter at prøve alverdens tricks for at trylle lidt lykkestjerner frem, måtte jeg erkende at det ikke virkede.

Som jeg skrev om for lidt tid siden, er jeg i gang med et større erkendelsesarbejde og jeg trækker alt, hvad jeg kan, ud af de psykologsamtaler, jeg som standard, er blevet tilbudt på smerteklinikken. Faktisk har terapi aldrig været min foretrukne udviklingsmulighed, så jeg startede med at sige til psykologen, at jeg nok var mere en coaching-way-of-doing-it-girl.

 

Da jeg fik gravet lidt, fandt jeg dog ud af jeg overhovedet ikke var så superafklaret, som jeg selv troede.
Chok på chok kommer i takt med attacks’ne, der nærmest falder over hinanden for tiden. Jeg ved aldrig hvordan jeg har det næste morgen eller efter min middagslur.

Jeg er løbet tør for kleenex. Efter en tid med stoneface og indestængt vrede, der begyndte at komme mere uheldigt til udtryk, satte jeg mig simpelthen ned og græd og græd og græd. Nu skal der så ikke voldsomt meget til og de fleste omkring mig tror, mine øjne er ualmindeligt følsomme overfor den kolde vind nu! 😉

 

Da psykologen hev den gamle klassisker frem om sorgprocesser og kriser, tænkte jeg først den var lidt letkøbt. For jeg er da ikke helt idiot, og med 15 års sygdom, var jeg vel heller ikke helt novice…

Åh jo..for hvad er problemet? Det er at jeg det sidste år er gået fra måske 70-80% af normal funktions- og energiniveau til under 10%. I starten troede jeg det var midlertidigt, men det er ved at sætte sig; det er ikke midlertidigt. Det er mit liv. Og det er ikke et liv, jeg har ønsket mig. I mange tilfælde kan jeg give mig selv de bedst mulige betingelser, men når jeg er helt hernede, er indflydelsen på betingelserne yderst begrænsede. Det gør ondt og den smerte havde jeg ikke kalkuleret med, så den slog mig fuldstændig ud.

 

Jeg fik både chok-, sorg- og vredesfasen på én og samme tid.

 

Det landede som en bombe inde i mig og det føltes som om jeg slet ikke kunne være i min egen krop af frustration.

Nederlag, nederlag, nederlag..

 

Intet hjalp, jeg ville ikke snakke med nogen, for jeg følte ikke nogen kunne forstå mig. Jeg ville heller ikke bruge min ikke-eksisterende energi på at gøre noget rart for mig selv og jeg orkede heller ikke at øve mig i mindfullness eller gøre noget…som helst.

Det hele kulminerede med det bemærkelsesværdige snevejr lørdag nat og min mandag startede med forfrysninger, nervesmerter, forsinkelser, forsvundet dankort, sutsko og overskud. Jeg kunne virkelig ikke se, hvad jeg skulle lære af det her.
Det var jo et stort nederlag…jeg var et nederlag.

Så jeg lavede en Maude. Gik i seng. Midt på dagen. Sov, græd, sov, græd. Og stod op. For det gør jeg altid.

 

Det føles, som om vreden langsomt siver væk sammen med tøsneen og jeg har fundet ud af en tudetur hist og her gør underværker.
Måske er det bare okay at sørge over mit liv er blevet revet i 10.000 stykker og jeg ikke kan samle det igen?
I går fandt jeg pludselig lidt overskud til at gøre noget godt for mig selv og jeg har nu to dage i træk fået lavet en serie rigtig gode øvelser. Endelig en lille succes. Kropsfornemmelsen har det straks bedre og selvom jeg kæmper med stivhed, gør det godt at bruge kroppen.

Om lidt vil jeg rulle min yogamåtte ud, tænde stearinlys og give mig selv en pause til bare at være mig. Her og nu. Min form for mindfullness.

Og så kan livet stille og roligt gå videre bagefter.

 

 

P.S. Et af de få steder, jeg følger med uanset, hvordan jeg har det, er på Pernilles blog for jeg føler at hende og jeg har en del tilfælles. Selvvalgte jubelidioter, der også bare er mennesker <3

 

“Man er sin egen lykkes smed” passer i mange tilfælde. I min optik kan man i hvert fald selv skabe grundlaget og gøre det allerbedste man kan, for at få det optimale ud af livet.

Jeg bliver inspireret af mange ting, mennesker, fornemmelser, billeder og øjeblikke.
En af personerne er iværksætteren Michelle Hviid. Hun er en rimelig skarp dame. Jeg har ikke mødt hende, men et af hendes foredrag står ret højt på ønskelisten.

 

Da jeg læste hendes bog Skru op for livet sendte jeg en besked på Facebook, hvor jeg slet og ret skrev TAK.
Hun sendte en række hjerter tilbage. Sådan. Ikke så meget udenomssnak, no words needed.

Michelle er autentisk, varm og giver af sig selv. Det er faktisk også fra hende, jeg bruger udtrykket karmapolitiet.

Hun er ganske enkelt cool og noget af det, der tiltaler – og inspirerer – mig, er at hun har turde tage nogle chancer, begå fejl og omfavne sin succes. Og dele sine erfaringer og sit hårde arbejde.

 

Derfor blev jeg også dybt berørt, da hun sidste år offentliggjorde at hun havde en tumor i hjernen. Jeg kan huske, jeg sammen med mange andre skrev at hun skulle vise os hvordan man sparkede r** – også i den situation.

 

Kort fortalt opstod der nogle komplikationer efter den operation, hun var igennem, og hun kæmpede sig fra tæt på død og hjerneskadet tilbage til sit liv. Det har hun selvfølgelig og heldigvis skrevet en bog om, nemlig Råstyrke

 

Hvis du skal gøre en reel ting for at skabe lidt ekstra glæde i dit liv, så læs Michelles bøger.
Det er et effektivt spark til at komme videre med dit liv og hvis du ikke bliver inspireret, giver jeg en kop kaffe og en peptalk. Men det gør du. Så selv om jeg nu kan gøre mig selv arbejdsløs, vil jeg varmt anbefale både Råstyrke og Skru op for livet – du finder dem begge her

Til trods for jeg (som skrevet her) er ramt af et attack, lykkedes det mig at holde en gammel aftale om at besøge min tidligere arbejdsplads. Egentlig manglede jeg bare en anbefaling, men da det var med tårer og kram, jeg kom derfra i i foråret, var jeg inviteret til en hyggevisit i samme anledning.

Og..

..det var dejligt at se dem igen! Nu sidder jeg herhjemme i varmen og føler mig så heldig over at have været med til at skabe den succes de sidder med i dag. Det er et spændende sted med søde, sjove, fjollede og inspirerende kollegaer.

For noget tid siden skrev jeg om Søren. Søren var en af de søde, sjove, fjollede og inspirerende kollegaer. Søren var også ham, der skrev til mig efter jeg stoppede at han ikke var parat til at jeg ikke skulle være en del af hans liv mere. Det er nok én af de vildeste komplimenter jeg nogensinde har fået! Søren er blevet en kær ven og vi støtter, hjælper og udfordrer hinanden. Søren har lært mig at skifte hjul og lygte på min bil. Alle (kvinder) burde have en Søren i deres liv.

 

Som nævnt tidligere skal jeg kigge godt i hjørnerne efter lykkestjerner, når jeg er ramt af et attack på denne her måde, for jeg er bare i min egen lille verden, mens det står på.

Egentlig er det ret surt at komme syg og træt hjem, for blot lige at forberede mad – med ond ond kvalme(!) – og så skulle ud i mørk novemberregn for at hente et meget træt barn. Men så skrev jeg med Søren, der fortalte mig at hans vinduer stod på vid gab, så han rigtig kunne nyde lyden af regnen. Og duften…I ved den der specielle luft med stille regn – den er helt magisk.
Det fik mig til at kigge ud og opdage det var skumringstid…Det er der nemlig også en helt særlig ro over.

Normalt bryster jeg mig jo af at kunne finde de små lykkestjerner i selv det mørkeste mørke, ligesom jeg brander mig selv på at være god til at skabe et flow af motivation.

I dag var det bare Søren, der fik mig til at være mere opmærksom..på det hele. På nuet og på at få det bedste ud af det. Kvalmeramt og zombietræt midt i mørket.

Og så fik jeg lyst til at vise jer dette lille åndehul. Under det åbne vindue, min blog, duftende blomster, levende lys og varm the.

Sidst, men ikke mindst; med den varmeste følelse af kram og et stykke papir med en varm og flot anbefaling af mig og mit arbejde.

Om jeg nogensinde får brug for anbefalingen, ved jeg ikke, men den er virkelig dejlig at have <3

Jeg har det, man kalder et attack, i min sygdom lige nu og det betyder sygdommen blusser (endnu) mere op end ellers.

Det sidste år har ikke givet mig mange eller lange pauser, men jeg havde et slemt attack i september, som jeg ikke rigtig var kommet mig over og da jeg kom hjem fredag aften, måtte jeg overgive mig til feber og kulderystelser.

Lørdag nåede jeg kort at se min søde veninde gennem mange år og søndag brugte min datter og jeg en lykkelig time ved vandet, hvor vi nød sol og frisk luft. Lige til at fylde på kontoen, for jeg vidste godt, hvad der ventede…

Nu kan jeg så ikke gå særlig meget og de sidste par dage har jeg fulgt min datter i skole for at tage direkte hjem i seng igen.

Jeg har halvvejs opfattet de omsorgsfulde sms’er fra min mor og indimellem svaret på andre beskeder. Hvad de handler om, ved jeg faktisk ikke helt..

Kvalmen er insisterende og jeg er både sulten og kan ikke spise. Det er som om den sunde. lækre mad jeg forsøger at booste mig selv med, ikke kan trænge ind i min krop med næringen og i stedet bare lægger sig som en tung sten i min mave.

Faktisk er det lidt af en udfordring at finde motivation og lykkestjerner, der kan slå gnister. Det hjælper dog altid, at min datter kommer og siger vi skal have en ekstra krammer <3 Hun får mig til at kæmpe bare lidt – hver eneste dag.

Og så er jeg for resten glad for jeg allerede i lørdags kunne mærke, jeg ville få brug for noget smukt at kigge på. Smukke roser i min mormor krystalvase – det bliver ikke mere rent, lækkert og elegant <3

 

 

Jeg har altid hadet november måned…den er kold, trist, mørk og i det hele taget bedst brugt under dynen med gode film og levende lys.

Eller…i mange år har denne tid på året (i mit liv) været decideret stressende og jeg har bare noteret at det var øv med øv på og så ellers koncentreret mig om næste deadline. Ved nærmere eftertanke – en lidt trist tilgang, eftersom vi bor i et land, der immervæk har nogle måneder med kulde og mørke i løbet af året.

Men i går, da jeg cyklede med min datter til skole, tog jeg mig selv i at gøre hende opmærksom på den dejlige luft. Duggen pakkede vores kinder ind og luften var så lækker! Lidt som at blive sprayet blidt med sådan en troperegn-et-eller-andet til en spabehandling 🙂
Denne fornemmelse kombineret med min livsglade datters positive svar, vendte bare min opfattelse af “triste november” 180 grader.

Jeg smilede hele vejen hjem.

 

Her til morgen var det så en anelse køligere og ikke helt så overlækkert som det var i går. Det småregnede faktisk, men HEY! – fornemmelsen af spa-troperegn var der sørme igen!

Når jeg kigger ud, er det en lysegrå, mat himmel der møder mig. Skyer så tunge at de ikke engang skiller sig ad, men blot ligner et tungt lag grumset vat.. Yderst ucharmerende fremstilling, men min pointe er selvfølgelig at du selv vælger, hvad du vil fokusere på.

Min krop er præget af mange års sygdom og på denne årstid går specielt min ryg helt gigt-amok. Men jeg, der altid har hadet tykke sweatre og følt mig klemt inde i det varme vintertøj, har nu lært at elske bløde lange strikcardiganer og store halstørklæder.

 

Så vil I være med på min udfordring?

Hver måned vil jeg i starten af måneden give nogle eksempeler på, hvad der kan gøre lige netop denne måned så god.

Og hvad er bedre end at starte med november, der er – nej, har været – på min top 3 over kedelige måneder. November skal være dejlig, hyggelig, smuk, nydelsesfuld og den skal leves – ikke blot overstås.

Selv er jeg ikke til det helt store jule-setup, men med et 6-års barn smitter det jo lidt af og om tre uger, er det nok hyggeligt. Mere om det i starten af december!

 

I november vil jeg sørge for rolige morgener, tænde levende lys når jeg skal lave yoga. Jeg vil nyde luften og de smukke efterårsfarver – så meget som muligt udendørs.
Jeg vil gøre mit soveværelse ekstra lækkert, fylde mit badeværelse med duftlys, prioritere mit aftenritual med karbad, olier og ansigtsmassage inden jeg går tidligt i seng.

Jeg vil fjerne filteret og leve i nuet, mens jeg vil suge til mig af alt godt. Jeg vil smile til folk på min vej, hjælpe hvor jeg kan og flirte lidt med livet og folk omkring mig. Sprede lidt god karma..

…hvilket fik mig til at tænke på filmen ‘Sweet November’ – en sød og smuk film om kærlighed, sorg og livsstil. Jeg tror den kommer i kalenderen til en aften på sofaen:)

 

Hvad vil du gøre for din november?

 

<3