Rørende opmærksomhed <3

I går var det bare på alle måder en regnfuld mandag.

Det var mandag…det kan godt være lidt tungt i sig selv

Det regnede. Så er stilen lagt.

Det var sidste sommerdag ifølge kalender. Neeeeejjjj….Vi var jo slet ikke startet endnu.

Det var også, hvad de færreste ved, dagen, hvor min opsigelse sådan helt officielt udløb. Av. Intet mindre.

 

Hentede endda forkølet og skvattet barn i sfo’en. Pokkers…

Slæbte halvsygt barn, våde paraplyer og dødtræt ego ud og handle.

Telefon ringer…(Tanker: ”Nummer, jeg ikke kender! Endelig sygehus med svar på MR??)

• Hej, jeg har blomster til dig..
• Er du sikker på de er til mig?? (jaja, single på tredje år)
• Ja, til Mette. Må jeg lægge dem udenfor døren?
• Ja da! (”hvem, hvad, hvorfor, det MÅ altså være en fejl”)

 

Og så kom jeg hjem. Til et dørtrin fyldt med en smuk buket blomster i glade farver. Og en kurv. Med vin (ok, det er én, der kender mig)

OG chokolade (rettelse: én, der kender mig godt!).

Og venner, der var sørme også et fint glas honning med nødder, som sendte mig fluks tilbage til en skøn sommermorgen på Kreta. Solskin, blåt vand, cremet yoghurt, honning, nødder…Uhm…

 

Kortet. Var. Bare. Så. Sødt. Det er altså bare ikke dagligdag (for mig)lige at få blomster og lækkerier, fordi jeg skal huskes på jeg selv skaber lykkestjerner. Tænk engang, der var én, der ville glæde mig. Rigtig meget. Jeg blev simpelthen så rørt at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle formulere andet end et mumlende “tusind tak”.

 

Jeg sad og sms’ede med min kære ven, der jo så var afsenderen og
tænkte at nogle holder reception, når de starter noget nyt.
Jeg har lige startet bloggen her.
Måske det var min iværksættergave?
Det gav mig i hvert fald lyst til at tage projektet her dybt seriøst.

Og på sådan en dag som i dag, hvor barnet stadig er sygt og jeg skal udfylde fem sider til Smerteklinikken – ja, så varmer det stadig.

Tak <3